Annonce
Annonce
Novellen er skrevet Tina Døren Novellen er skrevet Tina Døren

Bag døren

Døren tordnede sig op for mine øjne, mens verden blev indhyllet i et pludseligt mørke....

Da jeg var 6 år, var min bedstemor døende. Jeg sad ved hendes side, og knugede hendes hænder i mine. Hun kæmpede med vejrtrækningen, og jeg kunne se hun prøvede at sige noget. Lille som jeg var, sagde jeg blot: "Jeg elsker også dig Bedstemor." Med tåre i øjnene, så jeg på hende. Men hun rystede på hovedet. Jeg undrede mig. Pludselig var det som om hun fik et sidste skud af energi og sagde: "En dag vil du se døren for dine øjne, du skal ikke tøve, du skal blot gå ind." Jeg skulle til at svare, men hun afbrød mig: "Når du ser døren, vil du forstå, ikke et sekund før. Farvel mit barn, og hils Nemilus!" Jeg kiggede forvirret på hende, men i det samme øjeblik jeg åbnede munden for at svare, faldt hun i søvn, og hun vågnede ikke op igen, dødes fred var kommet, og havde befriet hendes sjæl, for pinslerne i hendes krop.

Nu, mange år efter er jeg 13 år. Mine forældre er døde, og jeg bor hos nogen plejeforældre sammen med min bedsteveninde Mynte. Vi hader dem! Men vi kan ikke gøre noget for at slippe væk. Jeg tænker på min bedstemor hver dag. Hun er den eneste af mine familiemedlemmer jeg kan huske. Min mor og far døde dagen efter min fødsel, det har min bedstemor i hvert fald fortalt mig. Den eneste der nogensinde har elsket mig, er min bedstemor, og jeg savner hende så forfærdeligt meget. Jeg undrer stadig tit over den dør hun snakkede om, inden hun døde, og især det med "Hils Nemilus!" Jeg kender ikke nogen der hedder Nemilus, og der findes jo milliarder af døre i verden. Efter at have tænkt det igennem mange gange, siden den dag hun sagde det til mig, for 7 år siden, har jeg nu konstateret for mig selv, at det kun var noget hun sagde, fordi at hun var ved at dø, så hun var nok blevet lidt skør de sidste sekunder. Men i de selv samme sekunder, der tikker sig frem på det store ur ovre i kirken et par gader nede af vejen, går det op for mig, at min bedstemor havde en mening i det hun sagde.

Døren tordnede sig op for mine øjne, mens verden blev indhyllet i et pludseligt mørke. Jeg kunne føle Myntes åndedræt ved min side. Jeg havde det som om alle kræfter, i hvert eneste lille kubikmeter af min krop var blevet suget ud af mig, i selv samme sekund som jeg fik øje på døren. Jeg orkede ikke så meget som at løfte en finger. Det var som om en klam hånd, bandt min krop sammen, jeg blev mere og mere fortvivlet, og efterhånden som det føltes som om vi havde stået der i en evighed, kun jeg mærke, en nærmest bindende usynlig kraft trække mig hen imod døren. Jeg ville kigge over på Mynte, men jeg kunne bare ikke, det var en umulighed, jeg kunne lige så godt give op. Jeg brugte alle kræfter i min krop til at kigge op og ned af døren. Jeg havde aldrig set noget lignende! Den var omgivet af en blyantsgrå karm, som i toppen lavede nogen spidse kanter, der i mine øjne så dødbringende, men samtidig fortryllende ud. Selve det af døren man gik igennem, var ikke blot et håndtag som skulle trykkes ned. Nej. Det var et skinnende, nærmest flydende tyrkistblåt kraftfelt, utroligt smukt og skræmmende på samme tid. Men det der dragede mit blik mest, var den lysene grønne diamant med et gennemtrængende rødligt skær, i toppen af døren. Den udstrålede en gennemtrængende kraft, som drev mit sind ud i glemslens rand. Jeg var nu kun få centimeter fra døren, men jeg kunne stadig høre Myntes åndedræt ved min side, så hun blev åbenbart også trukket hen imod den. Jeg mærkede det turkisblå kraftfelt mod min hud, det føltes næsten som at røre ved vand, men det prikkede lidt i huden, og jeg blev ikke det mindste våd. Så mærkede jeg et sug i kroppen, som når man kører i en rutsjebane der pludseligt går ned af bakke, det sortnede for mine øjne, og i det samme var jeg bare væk.

Da jeg vågnede op, det der føltes som timer senere, lå jeg på en stor mark. Jeg kunne igen bevæge min krop, så jeg satte mig forsigtigt op, og begyndte at søge efter Mynte. Jeg kunne ikke se hende. Jeg begyndte at blive bange, jeg rejste mig op og ledte og ledte. Men uden held. Jeg satte mig ned, fuld af fortvivlelse. Men i det samme hørte jeg en puslen fra en busk. Jeg vendte mig forskrækket om, i frygt for at det skulle være et dyr, det kunne være at det var det samme dyr, som havde spist Mynte, eller måske var hun slet ikke kommet med igennem døren? Jeg tog mod til mig, samlede en stor gren op, og ruskede lidt i busken, i det samme rejste en skikkelse sig op, og jeg lyste op af glæde. Det var Mynte! "Hej Maley." Fremstammede hun, og smilte. "Hvor er vi?". jeg kiggede mig fortabt omkring. "Det ved jeg faktisk ikke, jeg har aldrig set noget lignende.". Og det var helt sikkert! Vi kunne se at der fra markens ende, startede noget der kunne ligne en skov. Det mærkværdige var bare at der ikke kun var grønne træer at se, der var både, pink, lilla, blå, orange, gule og alverdens andre farver, som så ud til at strække sig mange kilometer. Hvor træerne sluttede, rejste sig et kæmpe bjerg, det største jeg har set, og hvis jeg ikke tager fejl, var det sikkert 10 gange så stort som Mount Everest! Jeg har godt nok aldrig set Mount Everest, men jeg er sikker på at intet bjerg i verden kan måle sig med det. Jeg er bare lidt i tvivl, om vi stadig er i den verden vi kender, eller i en helt anden. Vi spejdede rundt, men vi kunne ikke se nogen byer, eller landsbyer for den sags skyld. Det eneste vi kunne se, var en lille slidt hytte, som oven i købet så ud til at være forladt, men vi kunne se at det snart ville blive mørkt, og vi ville hellere overnatte der, end ude i mørket, hvor vi ikke kunne vide hvad eller hvem der kunne komme.

Hytten så ikke ud til at være særligt langt væk, men der tog vi fejl, for det var den! Vi gik i mindst 3 timer, før vi var fremme, og natten var allerede begyndt at falde på. Da vi stod foran hyttens dør, bestemte vi os for lige at banke på først, for en sikkerheds skyld. Men utroligt nok, var der faktisk en dag åbnede døren! Jeg stirrede forbavset på den lille mand i døråbningen. "øh, hej." Sagde jeg. "Vi troede hytten var forladt, og ville overnatte her. Vi skal nok gå igen." Den lille mand kiggede overrasket på mig: "Gå?" sagde han: "Men i er jo lige kommet!" "Og jeg har ventet på jer i mange år. Ikke mindst dig Maley!" sagde han, og kiggede på mig med et fast blik. Da kortsluttede jeg "Du kender mit navn?" sagde jeg. Næsten mere som et spørgsmål en et svar. "Ja, lige siden den dag du blev født min kære!" Svarede han. Igen blev jeg fuldstændig mundlam, jeg kiggede på ham i det der føltes som en evighed. Men til sidst fik jeg dog fremstammet de ord der havde samlet sig i mit hoved: "M-men hvem e-er du?".

Han kiggede på mig med sine store sorte øjne. "Jamen kan du da slet ikke kende mig! Jeg er da Nemilus, din gudfar!" Jeg kan ikke huske sekunderne efter det svar. Nemilus, ham jeg skulle hilse fra min bedstemor, hvad var det her for noget? Var det en drøm, eller var det den rene skære virkelighed? Jeg havde hørt at man kunne finde ud af om det var drøm eller virkelighed ved at knibe sig i armen så det gjorde jeg "Av for satan!" Sagde jeg, ikke alt for højt. Nemilus skulle jo nødig tro at jeg var typen der gik og bandede. "Nå men." Sagde jeg. "Hvordan vidste du at vi kom." Han kiggede igen overrasket på mig. "Det må du da vide!" Sagde han. "Det fortalte din bedstemor da, inden hun døde." "Jam-jamen" Fremstammede jeg med tårer i øjnene. "Kom nu med ind!" Sagde Nemilus. "De kommer snart, vi kan fortsætte samtalen inde i huset!" Jeg kiggede i hans dybe sorte øjne, jeg synes jeg kunne skimte en anelse af frygt i venligheden. "Hvem er de?" Spurgte jeg undrende. "Hver ting til sin tid." sagde Nemilus bare og viste os indenfor. Jeg så mig omkring og blev totalt chokeret. Hans hus var enormt! En kæmpe stue, med en smuk brændeovn, et lille køkken, og en dør ind til et sove værelse, men det var ikke det eneste! For der var en trappe der førte ovenpå, hvor der var en gang, et badeværelse, og et fint lille værelse, med 2 senge. Efter jeg havde set alt dette så jeg måbende på Nemilus. Men han sagde blot: "Magi. Det skal i nok få lært.". jeg mærkede tydeligt på ham, at det var ikke i dag, at det skulle læres, eller diskuteres. Der ville gå en tid. "Vil i være venlige at sætte jer?" Han gjorde et kast med hånden mod 2 stole. Vi satte os lydløst ned og kiggede forventningsfuldt over på ham. "Nu vil jeg fortælle jer hele historien. Men på en betingelse, at i ikke bryder ind, alle spørgsmål vil blive besvaret i løbet af historien. Men hvis i stadig sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål bagefter, er i i jeres fulde ret til at spørge når i historien er slut, men ikke et sekund før. For så stopper jeg min fortælling!" Vi nikkede blot som svar, og så gik han i gang.

"For tusinder af tusinder af år siden var Akrumandia et skønt land, et dejligt samfund af magikere. Men vi var håbløst dumme, kun jeg tog forsvaret på forskud og gjorde min hytte sikker. Ser i, i det skjulte lurede ondskaben, mens den kun ventede til det rette øjeblik. År 500 f.vt skete det så. Monstre af forskellig art og fare angreb os, og drev dværgene under jorden, og de smukke skovelvere op i bjergene, men troldmændene og troldkvinderne slap ikke væk, de havde en stærk magi, men af en eller anden grund blev de alle besejret, alle undtagen mig. For jeg vidste at de ville komme, og jeg vidste at det ville ske snart, så jeg var for længst flyttet ind i min hytte da de angreb. Jeg kunne stå og se ud af vinduet på kampene udenfor, se mine venner blive mishandlet og dræbt. Uden at kunne gøre det mindste for at hjælpe. Jeg havde advaret alle jeg mødte. Hver og en af dem. Men der var intet at gøre, de ville ikke tro på sandheden, de levede i en evig løgn, og inderst inde vidste de alle at det ville ske en dag, men de stolede for meget på den magi der omkransede vores verden, og beskyttede den mod ondskaben. Dværgene og elverne var klogere, de vidste hvad der var ved at ske, og de flygtede og skjulte sig i tide, ligesom mig. Men jeg er jo også halv dværg halvt elver, det er derfor jeg stadig lever, og derfor jeg er så lille, og derfor at min magi er stærkere end de fleste andres. Undtagen din Maley" Maley kiggede måbende på ham, men sagde ikke noget, det havde hun jo lovet. "Ser i, Maleys forældre er nemlig de mest magifyldte elvere som denne verden nogen sinde har set, og sagnet siger at deres datter skulle være meget stærkere end dem begge tilsammen, og at hun skulle være den eneste som kan rede vores elskede Akrumandia, derfor blev hun sendt til sin bedstemor på jorden, til hun var fyldt 13 år, for at være fuldt ud i sikkerhed for de frygtelige væsner her. Og dig Mynte, dig må vi endelig ikke glemme. Dine forældre er også 2 meget stærke elvere, ikke ligeså stærke som Maleys, så hun vil komme til at gøre ting som du ikke kan. Men du er også meget kraftfuld, og det selv samme sagn som siger at Maley vil rede Akrumandia, taler ikke blot om en, men 2 piger. Jer 2. Det er jeres skæbne, jeres fremtid."

Mynte og jeg kiggede skræmte på hinanden. Men Nemilus var ikke færdig. Han fortsatte sin fortælling. "Men for at rede Akrumandia, skal i kæmpe jer igennem mange farer. Først skal i igennem den store skov, som i nok allerede har set. Men selvom den ser flot ud udenpå, er den bestemt meget mere farlig og grusom inden i. Der er mange ting som i skal passe på! Der er Bofliatore, som er nogen store dyr, som ligner en blandning af en bøffel, en ulv, en hjort og en ørn. Hvis man først er i kamp mod en, kan den virke uovervindelig, og den eneste chance man har for at overvinde den, er at benytte sig af dens afsindige dumhed! Men der er flere ting der lurer i mørket, kæmpe edderkopper de kan kun bekæmpes med klart lys, hvis du sender en lysstråle imod den, dør den på stedet. Og det mest frygtindgydende af dem alle; En meget lille skabning kaldet en Zyvokiop, og undervurder den ikke af størrelsen, den er dødbringende farlig for den der kommer den for nær! Med sine skabe tænder kan den sidde sig fast på dig og suge alt blod fra din krop væk, så hurtigt at du er død på under et minut, men ikke nok med det, kan den hypnotisere folk, og gøre dem til sine slaver, så hvis du møder en troldmand i skoven er de en Zyvokiops slave, og vil prøve at slå dig ihjel, men hvis de sulter æder de deres slaver, så der er nok ikke mange tilbage, men du kan dog stadig risikere at møde en slave, men det mest farlige ved dem er helt klart deres gift, den kan skyde den ud af sine fingre, den dræber på 1 sekund. Der er ingen midler til at rede dig på hvis du bliver ramt, og de er meget kloge, så de er ikke bare lige sådan til at løbe om hjørner med hvis man møder en. Og de er meget hurtige. Den eneste måde man kan klare dem på, er faktisk at ligge en beskyttelses besværgelse over sig, bruge en flyve besværgelse, og flyve så lang væk som man har kræfter til at holde besværgelsen i. Men når i har klaret jer igennem skoven, er jeres pinsler desværre langt fra ovre. I kommer nemlig til sumpen, efter skoven. Sumpen er den nemmeste del at klare sig igennem, da der kun er en ting i skal beskytte jer imod. Frilander, en slags kæmpefrø, som ser meget menneskelig ud. Den er stor og mægtig, og kan være svær at overvinde. Men hvis man fremtryller en kæmpe ildkugle og skyder den på dem, vil de dø. Det store problem er bare, at det vrimler med dem i sumpen. Så i risikere at blive ædt. Hvis i gør det er i ikke fortabte, det er nemlig nemt at komme ud, i for hver en lille lommekniv, så i kan skære jer ud, Frilanderen dør med det samme, og i kan komme ud. Når sumpen slutter, når i til foden af bjerget, inden i begynder at bestige der, skal i finde den underjordiske hule, hvor dværgene bor, i skal fortælle dem hvem i er, og så vil de begynde at vandre op til elver folket. Men i skal ikke tage med. I skal vandre igennem en lang gang ind i bjerget, i vil ikke møde nogen farer på vejen, men når stien slutter, kommer i ind i et enormt rum. I midten af rummet vil i se en stor rød, men mat sten. Og foran den sten, vil der stå en enorm drage, han vil stille jer spørgsmålet: "hvem er Akrumandias retmæssige dronning" Og svaret er Maley Whiterton. Og du skal sige det er dig, der vil dragen træde til side, og du Maley, skal tage krystallen i dine hænder, da vil Akrumandia blive som før. Og du vil blive dronning. Har i mod på det?"

Maley var lamslået, fuldstændig lamslået. Hun kiggede fra Nemilus, til den ligeså lamslåede Mynte for hun svarede: "Ja Nemilus, jeg gør det. Og jeg Jeg rettede mig selv da jeg så Myntes blik "Vi gør det. Vi skal nok klare det! Vi vil!" Jeg smilede. Jeg følte mig klar beredt, vi skulle nok klare der her. Det vidste jeg bare. "Nu må i hellere gå i seng." Sagde Nemilus smilende, "I har en lang dag, med magitræning foran jer i morgen, og i overmorgen, er jeg sikker på at i allerede kan drage ud på jeres færd. Vi er i sikkerhed på marken til at øve os når det er dag, her våger ondskaben sig kun ud om natten." Han smilede "Kan vi virkelig lære alting på en dag?" Spurgte Mig og Mynte måbende i kor. "ja, det forsikrer jeg jer for" Sagde Nemilus smilende "Og godnat!" råbte han. "Godnat" mumlede vi, ikke så sikre på det magihalløj som Nemilus var. Da vi lagde os i seng kiggede jeg på Mynte og Sagde "Godnat" Hun svarede ikke hun sov allerede. Det havde også været en hård dag. Jeg vende mig om på siden og så overvældede trætheden også mig. Den næste morgen kom Nemilus ind og vækkede os ved 7 tiden, og jeg følte mig helt udhvilet. Vi klædte os på, og gik ned for at spise vores morgenmad. Da vi havde spist gik vi ud på marken. "Skal vi ikke have en tryllestav?" Spurgte Mynte, jeg nikkede bekræftende. Nemilus rystede på hovedet. "I har vidst set for mange film!" grinede han bare. "Nej nu skal i se, den rigtige magi!". Nemilus holdte hænderne ned imod jorden, en grønlig kugle begyndte at samle sig i begge hans hænder, mens han drog dem op imod hinanden blev kuglen større og større. Hans hænder ramte hinanden tæt inde ved hans bryst, og de 2 kugler blev til en, han brugte en masse kræfter og skubbede kuglen ud fra sig, den fløj igennem luften med en kæmpe fart, og smadrede et træ i tusindvis at stykker 500 meter væk. Maley og Mynte stirrede måbende på ham. "Så er det din tur!" sagde han og kiggede på mig. "Du skal blot huske på, at tro er hemmeligheden bag alt magi, hvis du tror på du kan, kan du alt, enhver besværgelse, bliver let at udføre ved hjælp af tro!". Jeg gjorde som Nemilus sagde. Jeg troede på at jeg kunne, og kort tid efter var endnu et træ slået i stykker, jeg kiggede måbende på træet. Det havde været helt vildt let! Jeg havde bare troet på det, men jeg klarede den i første forsøg! Det havde jeg aldrig turdet håbe på! Nu var det Myntes tur, hun klarede den i andet forsøg, og var lige så overrasket som mig, da det lykkedes. "Det var virkelig flot!" sagde Nemilus glad. "Nu sætter jeg mig derover, og så prøver i bare at udføre hvad i nu kan komme i tanke om at prøve, så vil jeg holde øje." Jeg ville starte med at prøve at flyve, det var faktisk rigtigt hårdt, men jeg holdt mig flyvende i luften i omkring en halvtime! Og jeg var rigtig stolt da jeg udmattet landede igen. Nu ville jeg lave en kraftig vandstråle. Jeg samlede min hænder og kørte dem sagte rundt og rundt, en vandkugle samlede sig i mine hænder, og blev større og større, da jeg sendte den af sted, havde den så kraftigt tryg på, at den smadrede endnu et træ! Jeg var fuldstændig overdrevet lykkelig! Jeg var simpelthen så stolt. Det lykkedes mig også at sende en ildkugle af sted, og slukke den brand den havde tændt, ved hjælp af en vandstråle jeg skød ud af min finger! Jeg fik også lavet en lyskegle, jeg kunne selv regulere størrelsen, jeg kunne have den ud for mig, for at lyse frem, men jeg kunne også skyde den af, og det ville jo være en stor hjælp, hvis vi skulle møde en kæmpe edderkop. Jeg lærte besværgelse efter besværgelse, og jeg var sikker på at jeg også ville kunne lære flere mens vi var ude på vores rejse. Og efter det der føltes som 5 minutter, var dagen allerede gået, og vi blev nødt til at gå ind. "Det klarede i meget flot!" sagde Nemilus. Vi smilte. Jeg begyndte at gabe. Lidt efter var vi i seng, jeg faldt i søvn med det samme, det havde været en rigtig hård dag, men den bedste nogensinde! Næste morgen blev vi igen vækket ved 7 tiden af Nemilus. Han forklarede os, at hvis vi havde brug for hjælp, skulle vi råbe hans navn, så ville en form for ånd af ham selv dukke op, og vejlede os. Vi nikkede, og spiste spændte videre. Da vi havde spist gav Nemilus os en taske fuld af mad. Han sagde til os, at når vi skulle sove, skulle vi fortrylle et jordstykke til at flyve, forvandle det til en seng, trylle os i nattøj, ligge os i sengen, og hæve den så højt op i luften som muligt. Vi sagde farvel i døråbningen, og mig og Mynte, begyndte at gå ned mod skoven.

Da vi nåede starten af de enorme farverige træer, stoppede vi begge op og tog en dyb indånding, før vi gik ind. De første få kilometer vi gik, var skoven lys og smuk, og vi vidste at de onde væsner der lurede ikke kunne gøre os noget så længe det var lyst. Men jo længere vi gik, blev træerne tættere og tættere, og skoven blev mørkere og mørkere. Til sidst blev vi nød til at forme os hver en lyskegle, for at kunne se frem for os. Der formede sig en let tåge ved vores føder. Den var kold og klam som en våd hånd der slikkede sig om vores føder. Jeg kunne mærke en klump i min hals. Det var pludselig, som om der var nogen der kiggede på os. Mørke dystre øjne. I det samme kom en enorm skabning frem fra en busk. Først var det ikke til at se hvad det var, men da jeg gjorde min lyskegle større, kunne jeg se at det var en enorm edderkop! Jeg havde altid haft en svaghed for edderkopper, og havde håbet på at vi ikke ville møde en. hvad var det nu Nemilus sagde man skulle gøre for at over vinde en edderkop? Min hjerne arbejdede på højtryk. Nåår ja! Man skal kaste en lysstråle imod den! Imens jeg havde stået og tænkt, var edderkoppen kommet helt over til os, den stod med sin spidse hugtænder imod mit ansigt, jeg kunne føle den ånde mod min pande, om lidt ville den slå mig ihjel! Jeg havde ikke en chance, jeg havde mistet min lyskegle da jeg kom til at se edderkoppen i øjnene, dens forfærdelige blodrøde øjne, uden en eneste pupil. Den var nok blind, den kunne jo heller ikke tåle lys, så hvad skulle den bruge synet til? Den havde jo sine andre gennemskærpede sanser. Verden syntes nytteløs. Men i det samme kom en kæmpe lysstråle imod os, som fik hele skoven til at lyse op. Edderkoppen lå død for mine fødder, rullet sammen til en kæmpe kugle, få meter væk stod Mynte med et overrasket udtryk. "Jeg har aldrig lavet lyskeglen SÅ stor før!" råbte hun stolt til mig. Jeg smilede, "Det var virkelig flot, du er nok bedst i pressede situationer var?" Hun nikkede stolt til svar, vi kiggede lidt på den døde edderkop, inden vi gik videre. Vi var begge meget stille. Jeg havde svært ved at ryste den angst af mig, jeg lige havde følt da jeg stod ansigt til ansigt med edderkoppen! Godt at jeg havde Mynte, hun var virkelig min bedste og eneste ven! Men nu havde jeg godt nok også Nemilus. Uden jeg havde bemærket det, var vi gået et lang stykke. Vi bestemte os for at holde en pause og sætte os ned. Der var en lille træstub, den satte vi os på. " Tror du snart vi skal til at gøre vores senge klar?" spurgte Mynte. "Jeg tror godt vi kan gå en lille kilometer til inden" svarede jeg, "jo længere vi når om dagen, jo bedre!" hun smilede "Ja, du har nok ret, jeg er bare så træt.". Jeg nåede ikke at svare hende, for vi kunne pludselig høre noget der lød som et hyl, fra en ulv, og det var ikke langt væk. Det var lige bag vores ryg. Vi vendte os om, og der stod en enorm Bufliator, jeg huskede straks, at den eneste svaghed vi kunne udnytte, var dens afsindige dumhed. Og jeg handlede på under 10 sekunder. Jeg lavede en dobbeltgænger af mig selv, som kun var lavet af luft, og tryllede mig og Mynte usynlige, vi stillede os tæt op af et træ, og jeg fik min dobbeltgænger til at lokke Bufliatoren ind i en kæmpeedderkops spindelvæv, hvor den sekunder senere blev spist. Min dobbeltgænger vendte tilbage til min krop, og jeg gjorde os synlige igen. "Det var eddername tæt på!" sagde Mynte "Jeg nåede ikke engang at opfatte faren, før du havde redet os! Du er så sej!" Jeg smilede glad over rosen. "Tak." sagde jeg forlegen. Men godt som vi troede at faren var ovre, dukkede et lille væsen frem fra en busk. Og som Nemilus havde sagt, var den virkelig klog, den kunne snakke vores sprog. Den blev stående hvor den var, og sagde med en dyb og uhyggelig stemme: "Er i parate Han holdte en lang pause inden han fortsatte: " Til at dø? igen en lang pause, jeg stivnede, og kunne mærke blodet stige mig til hovedet, jeg måtte være ligbleg. "For jeg er sulten, og jeg mangler ikke flere tjenere, han gjorde et kast med hånden, og i det samme kom 4 troldmænd og en troldkvinder frem bag hans ryg. Han gik langsomt hen imod os. "Jeg holder af at lege med maden sagde han. Da han så vores ansigtsudtryk gav han sig til at le. En ondskabsfuld og uhyggelig lille latter. Jeg kiggede over på Mynte, hun nikkede. Vi behøvede ikke ord for at vide hvad vi skulle gøre. Vi lavede en skjold besværgelse, og i løbet af få sekunder, var vi højt oppe i luften. Vi kunne høre zyvokiopen råbe under os, på et mystiks og fremmet sprog, som vi ikke kendte til. Da vi havde fløjet i tyve minutter, kunne Mynte ikke holde sig oppe mere, så vi landede, jeg kunne godt have klaret en tid endnu, men Nemilus havde også sagt at jeg havde en helt særlig og ekstra kraftfuld magi. Da vi landede, kunne vi se begyndelsen til sumpen. Vi fik fremtryllet sengene, og tryllet os selv i nattøj. Da vi havde lagt os i dem, hævede vi os højt over træernes kroner.

Da vi vågnede næste morgen, tryllede vi os i tøjet, og fik vores senge tryllet sammen, så vi kunne spise en fælles morgenmad. Mynte så bleg ud, hun havde nok sovet ligeså lidt som mig den nat. Vi spiste i tavshed. Da vi var mætte sænkede vi igen sengene ned på jorden, og kiggede ud over sumpen, engang imellem, kunne vi se en stor frø lignende tingest hoppe op af vandet, det måtte være Frilandere. Vi måtte være forberedt fra start på, at vi ville komme til at kæmpe meget, jeg knugede den kniv jeg havde fået af Nemilus i lommen. Han sagde at det havde været min mors, og jeg elskede det smukke lyserøde rubin besatte skaft der var på. Mynte havde også fået en kniv, den var også fra hendes mor, men hendes skaft var besat med grønne rubiner, Nemilus havde fortalt at de grønne rubiner var det dyreste og mest værdifulde der fandtes her i Akrumandia. Vi kiggede igen ud over sumpen, og tog det første skridt ud, derefter det andet og det tredje, og så videre. Vi nåede ikke lang før den første frilander dukkede frem fra dybet. Jeg skød straks en ildkugle lige i fjæset på den, og vi kunne gå videre. Men kort efter dukkede der en op bagved os. Vi kunne ikke nå at reagere. Den åd os levende. Der var meget trængt inde i dens slimfyldte mave, og mens mit hjerte hamrede af frygt og mens jeg kæmpede for at få kniven op af lommen, kunne jeg høre en stemme inde mit hoved. Jeg troede først at det var Nemilus, men jeg tog fejl. Det var min bedstemor!: "Hej Maley, det er mig, bedstemor, jeg venter på dig hos elverne, på toppen af bjerget, jeg er selv elver, og jeg lavede kun den falske død, for at komme hertil, og for at du kunne finde din sande styrke! Du skal nok klare det her, jeg tror på dig!" det var bomstille "Bedstemor!" Råbte jeg, "Bedstemor, bedstemor, BEDSTEMOR!" Men hun svarede ikke, hun var væk. Men jeg havde pludselig fået et større håb, og lyst for at klare det her! Jeg fik kniven op af lommen, på samme tid som Mynte fik sin op, vi skar hver vores hul i frilanderen, og kom ud. Vi gik endnu et stykke, før der kom en frilander til, men nu kunne vi se slutningen af sumpen, den var vel omkring 200 meter væk. Mynte fik sendt en ildkugle imod frøen, og vi løb videre. Pludselig var der Frilandere til alle sider, vi sendte ildkugle efter ildkugle af sted mens vi løb, 10 meter til bage. En frilander faldt om for mine fødder, efter jeg havde sendt ildkuglen lige i fjæset på den, 2 meter, jeg kunne allerede smage den friske luft, for den her i sumpen var så klam og kold, at det snørede sig helt sammen i halsen på mig. Et skridt til, og jeg var i land. Jeg fik den ene fod op på jorden, men noget greb fat i den anden, og fik trukket mig ned under vandet. Jeg kæmpede for livet, men det var umuligt at slippe fri, jeg kunne ikke komme op. Jeg begyndte at miste bevidstheden, da der pludselig var en hånd der greb fat i mig, og træk mig op over vandet, og ind på land.

Da jeg var færdig med at hoste og sprutte, så jeg lige op i et beskidt lille fjæs. Jeg fik sådan et chok, at jeg slog hovedet op i en gren, fordi jeg rejste mig så brat op, uden at se mig ordentligt for. Den lille mand kiggede undrende på mig, og begyndte så at grine, det var et venligt grin, og jeg var pludselig sikker på at det var en venligsindet mand. Men hvor var han dog lille! "Hvem er du?" spurgte jeg forbavset. "Og hvor er Mynte?" Den lille mand kiggede glad på mig og svarede "Jeg er en Dværg, mit navn er Phillupi, og din veninde Mynte sidder derovre og venter på at du kommer, hun kunne ikke redde dig da jeg kom, men med fælles hjælp fik vi dig væk fra de frygtelige Frilandere. "Hej Mynte!" Råbte jeg glad. Hun stormede hen til mig ved lyden af min stemme. "Godt du klarede den!" Sagde hun. Jeg smilede til hende, og grinede for første gang i lang tid. Derefter vendte jeg mig mod Phillupi, "Kan vi få lov til at snakke med øh hvad skal man kalde det? Over dværgen?" Phillupi smilede, ja selvfølgelig, følg blot med mig! Han første os ind af en kæmpemæssig dør skåret ind i bjerget, ned af en lang trappe, indtil vi nåede en stor hal, selvom vi var langt under jorden, var der meget lyst derinde, og utroligt smukt. Væggene var pyntet med de smukkeste juveler og rubiner, i tusindvis af forskellige farver, som dannede smukke mønstre. Og midt i det hele, stod en stor trone. Og på den sad der en mand, han så vis og gammel ud, med sit lange sølvgrå skæg, der nåede helt ned til hans knæ. Han smilede et varmt smil, der gjorde at jeg følte en glæde indeni. "Mit navn er Carmia, jeg styrer og hjælper dværgene. Men hvem er i?" sagde han med en venlig dyb stemme. "Jeg er Maley Whirterton, og dette er min bedsteveninde Mynte Christensen, vi er rejst hertil, igennem den dødbringende skov, og den ligeså farlige flod, for at redde Akrumandia." Carmia lyste op "Endelig, endelig, vi har ventet på jer i tusinder af år, og endelig er i her! Vi ved hvad vi skal, vi rejser op til elverne i morgen tidlig, men vi må overnatte her, det er snart mørkt, og frilanderne går på land om natten, der er langt sikrere her. I bliver vel og overnatter?" Han kiggede på os med at varmt, men fast blik. "Vi bliver gerne hvis vi må." svarede jeg glad. Og det måtte vi ihverfald. Vi fik et enormt værelse, med to store senge, og et bord, fyldt op med alverdens ting vi kunne spise! Det var et paradis sammenlignet med den nat vi havde tilbragt i skoven. Det havde overrasket mig at vi var kommet så hurtigt igennem den. Men nogen gange er ting jo ikke som man regner med. Jeg var fuldstændig udmattet, efter vi havde spist faldt jeg om i sengen og sov med det samme, en dejlig nat, jeg sov som en sten, lige indtil det blev morgen.

Den morgen vågnede jeg af at Mynte allerede sad også spiste morgenmad, hun havde tabt en kniv på gulvet, og braget havde gjort at jeg var vågnet op. Jeg havde drømt om min mor, og min far. Jeg glædede mig sådan til at vi havde klaret slaget, for så skulle jeg endelig se dem igen, det var jo over tretten år siden at jeg sidst havde set dem. Jeg kunne faktisk slet ikke huske dem. Men det var jo ganske forståeligt, da jeg blev sendt til jorden sammen med min bedstemor, for at jeg kunne være i sikkerhed for alle de forfærdelige væsner, som jeg nu havde kæmpet imod. Jeg sundede mig lidt, og kravlede så ud af sengen, og gik hen til bordet og spiste min morgenmad. Vi var begge meget spændte, for hvis alt gik som det skulle, ville vi jo afslutte vores mission i dag, og rede Akrumandia, og ikke mindst møde vores forældre igen. Men jeg glædede mig også forfærdeligt meget til at møde min bedstemor. Hun havde jo talt til mig i mit sind, og sagt at hun var sammen med elverne, ja faktisk at hun også selv var elver. Det bankede på døren, og Phillupi kom ind. "Carmia har gjort dværgene klar. Vi rejser nu, skynd jer at kom." Vi rejse os og gik med ham ud af døren. Jeg skænkede værelset et sidste blik inden jeg lukkede døren. Det havde været en rar nat.

Vi marcherede ud af den store port i bjerget, og begyndte at gå op af, vi fulgtes med dværgene nogen få kilometer, inden vi drejede af, og gik ned af en lille sti. Vi gik i en times tid, inden vi så en stor gang. "Der er her." Sagde jeg til Mynte. Hun nikkede, og vi gik ind. Vi tændte vores lyskegler, og begyndte at gå. Vi gik i det der føltes som evigheder, inden vi nåede et stort rum, men vores lys virkede ikke derinde, og vi havde brug for at kunne se. "Jeg kalder på Nemilus." sagde jeg. "NEMILUS!" Jeg råbte af mine fulde lungers kræft, og luden fra mine ord rungede i det store rum foran os. Jeg syntes jeg hørte en let brummen derindefra, men antog at jeg måtte have hørt syner. En lidt sløret Nemilus dukkede op foran os, men det var jo os kun hans indre jeg, uden hans krop. "Hvad er der?" spurgte Nemilus med sin vidunderligt rolige stemme. "Vores lys virker ikke inde i rummet!" sagde jeg. "Har i prøvet at gå derind?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Gør det." sagde han, og forsvandt. Jeg råbte igen, men han kom ikke tilbage. "Vi må vel gøre som han sagde." sagde Mynte til sidst, og brød stilheden. Jeg nikkede, og vi gik ind. I det samme vi var helt inde i rummet, blev det lyst fuldstændig op. Det gjorde helt ondt i øjnene så de løb i vand. Det pludselige skarpe lys skar mørket væk, og da mine øjne havde kommet sig over chokket, kunne jeg se hvor smukt der var omkring os. Væggene strålede i tusindvis af farver og nuancer. Men det der fangede mit blik, var den matte røde sten, der lå på en pude, på et slags stenbord, i midten af det store rum. Jeg begyndte at gå hen imod det. Men jeg nåede kun at tage et skridt, før en enorm drage dukkede op foran mig. "I skal svare på mit spørgsmål før i må tage stenen. Det må i da vide." den kiggede på os med sine store grønne øjne. Vi nikkede. "Godt sagde dragen. Hvem er Akrumandias retmæssige dronning?" Han kiggede triumferende på mig. "Maley Whirterton,. Og det er mig!" svarede jeg. Dragen blev overrasket, men bukkede straks dybt for mig og sagde "Min kære dronning. Du er kommet for at aktivere stenen der fjerner al ondskaben, og genskaber det beskyttende kraftfelt om vores verden. Men denne gang tusindvis af gange stærkere, og denne gang umuligt at ødelægge. Jeg nikkede til dragen, og gik op til stenen. Dens matte farve så død ud imod den smukke pude. Jeg tog den i mine hænder. I det samme øjeblik min hud berørte overfladen af stenen kom et kraftig lys ud fra den og som en bombe der sprang, kom et kraftfelt flyvende ud fra den, og det slettede alt ondt på sin vej, mørket forsvandt, og verden blev atter smuk. Stenen skinnede med det smukkeste røde skær jeg i mit liv havde set, og lysstråler dansede omkring mig, jeg kunne mærke store kræfter blive suget ind i mig. Og en krone dannede sig på mit hoved. Jeg smilede. Og da magien var ovre landede jeg på jorden, nu var jeg dronning over Akrumandia, og vi skulle af sted, op til elverne på toppen af bjerget.

Da vi kom uden for hulen, sammen med dragen, bad han os sætte os op på hans ryg. Vi gjorde som han sagde, og holdte godt fast. Han lettede fra jorden, og vi fløj af sted over det smukke bjerg landskab. På vejen fortalte han mig at han nu var min drage, at jeg altid ville kunne kalde på ham, og så ville han komme, og flyve mig væk. Han hed for resten James. Jeg undrer mig stadig over navnet, men han havde sagt at det var sådan at hans mor ville have det, og så blev det sådan. Jeg kunne nu også meget godt lide det. Jeg havde bare forstillet mig at det ville være et lidt mere eventyrligt navn end James man gav en drage. Jeg kom til at fnise lidt da jeg tænkte på det. James. Det var altså bare forkert! "Hold fast!" råbte James i det samme, og vi landede på jorden, på toppen af bjerget.

Da vi kom ned fra James blev vi straks omringet af en helt masse mennesker. Der var latter og sang. Jeg fik øje på min bedstemor i mængden, og løb over til hende i en utrolig fart. Hun omfavnede mig, og vi græd begge af glæde over gensynet. Min bedste mor trådte lidt til side, og vendte dig om. "Det her er din mor og far!" Jeg sprang i armene på dem, vi lo og græd på samme tid. Jeg havde aldrig været så lykkelig nogensinde i mit liv. Der var fest hele dagen, og dagen efter den og dagen efter den igen. Mynte og jeg fortalte om vores færd, og folk lyttede spændte til. Da festlighederne var slut, og jeg havde fået talt en masse med mine forældre, og min bedstemor. Var alle gået i seng. Men jeg kunne ikke sove. Ikke endnu, så jeg kaldte på James, og vi fløj over den store skov. Der virkede så utroligt smukt, efter at ondskaben var jaget bort. Jeg smilede. Det her havde været en hård rejse, jeg havde gjort hvad jeg skulle. Jeg havde overvundet ondskaben. Min skæbne var fuldført. Jeg havde klaret hvad jeg skulle, nu var det hårdeste blot at holde ondskaben ude, men det skulle jeg nu nok kunne klare. Jeg havde jo Mynte, mine forældre, min bedstemor, Nemilus, ja alle, og ikke mindst mig selv, og min kraftfulde magi. Jeg faldt i søvn med en lykkelig følelse på ryggen af James, og sov bedre end nogensinde før. For nu vidste jeg at min familie var sikker. "Godnat" Hviskede James, "Godnat" svarede jeg. Ja, det var en god nat, for nu var alt som det skulle være. Alt var godt.

Se mere om samme emne
2 Kommenter
Nu får du den.....god
Virkelig laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk