Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Emilie Visti Novellen er skrevet af Emilie Visti

Besøg af dyrlægen

Novelle fra Emilie VistiLise kiggede Sille i øjnene. Og på en måde, var det som om at Lise kunne mærke Silles smerte...

Lise kedede sig. Hun sad inde på værelset og kiggede ud af vinduet. Rideskolen var lukket i sommerferien, så der var ikke rigtig noget at give sig til. Solen skinnede og fuglene sang. Men ikke et eneste, barn løb og legede på vejen. De var alle sammen på ferie. Det var nemlig sommerferie. Men Lise skulle ikke nogen steder. Altså lige bortset fra at hun skulle over til sin mormor og morfar. Det har hun være hver eneste sommer, lige så længe hun kunne huske. Ovre ved mormor og morfar havde Lise en hest. Den hed Sille. Det var en araber. Sille havde mørkebrun skind og sort man. Brune øjne og hvidgule tænder. Lise boede i en blok så der var ikke plads til Sille, hos hende. Lise havde haft Sille siden hun var 5 år gammel. Nu er hun 12. Lise kunne tydeligt huske dengang hvor hun fik Sille i gave. Det var Lises fødselsdag og hele hendes familie var der. Lise blev først lidt trist da hun så en konvolut, hvor der stod: Til Lise Fra mormor og morfar. Men da hun åbnede den blev hun ellevild. I den stod der, at hun havde fået Sille, men at den skulle bo hos dem. En hest var og havde altid været hendes største ønske. Nu glædede Lise sig bare helt ekstremt, til at komme over til sin mormor og morfar. Men mest, at se Sille igen.

Det tog lang tid at køre hele vejen op til mormor og morfar. De boede helt oppe i Nordjylland, og Lise i København. På vej op mod mormor og morfars hjem, og Silles. Fortalte mormor noget frygteligt. Hun sagde at Sille var blevet syg, og at dyrlægen havde været på besøg. Lise blev ked og bedrøvet. "Er det slemt?" spurgte hun så. Mormor fortalte hende, at dyrlægen ikke var sikker på, om hun ville overleve. De måtte bare vente og se. Da Lise endelig var kommet ud af morfars ekstremt varme bil, (hvor der ikke var nogen aircondition) løb hun som et lyn hen mod stalden, hvor Sille var. Sille så rigtig skidt ud. Lise kiggede Sille i øjnene. Og på en måde, var det som om at Lise kunne mærke Silles smerte. Mormor var kommet ud i stalden og stod nu og kiggede på Lise. "Hun er forfanget" sagde mormor så. Lise holdt blikket rettet mod Silles øjne. "Tror du Sille dør?" Lise kiggede på mormor. Mormor løftede på skulderne og svarede, at de bare måtte vente og."Kommer i ind og spiser frokost?" Var der en stemme der sagde. Det var morfar. Mormor gav tegn til Lise om at hun skulle komme. Men hun ville hellere blive hos Sille.

Næste morgen, gik Lise straks ud for at se til Sille. Men Sille havde det dårligere end dagen før. Nu lå hun ned og kunne ikke rejse sig. Lise løb så hurtigt hun kunne, op til mormor og morfar som stadig lå og snorksov. "Sille har det rigtig dårligt, kan i ikke ringe til dyrlægen igen?" Morfar satte sig op i sengen, nikkede, løftede telefonrøret og tastede numret ind til dyrlægen.

Dyrlægen kom cirka en halv time efter. Lise synes det føltes som om der var gået flere måneder. Da dyrlægen havde gjort hvad han skulle gik han hen, og vekslede et par ord med mormor. Dyrlægen sagde farvel og kørte sin vej. "Hvad sagde han?" spurgte Lise foruroligende. "Lise, dyrlægen fortalte at det ikke var sikkert Sille ville overleve." Lises øjne blev fyldt med vand, og tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Skulle Sille allerede forlade hende, allerede nu? Lise løb ud til Sille, som lå ned i stalden, helt fortvivlet og bange. Det kunne Lise se i Silles øjne, at hun var. Lise havde kendt hende så længe. Hun kendte hende bedre end nogen anden.

Senere kom mormor ud og spurgte om Lise ville med ind og spise frokost sammen med hende og morfar. "Vi skal have æggekage", sagde hun. "Nej tak", svarede Lise stille. "Må jeg sove hos Sille i nat?" Mormor nikkede. "Men så kun i nat!" sagde hun. Hele den nat sov Lise hos Sille i stalden. Eller sov er vist for meget sagt, for faktisk lukkede Lise ikke et øje hele natten. Indimellem gav Sille et vrinsk fra sig, man kunne høre og se på hende, at hun havde voldsomme smerter. Hele den lange nat lå Lise og nussede hende på maven, for at berolige hende. Men næste morgen havde Sille det rigtigt dårligt. Hun kunne knap nok rejse sig. Mormor ringede igen til dyrlægen. Dyrlægen konstaterede at det var tid. Lise vidste hvad han mente. Sille skulle dø! Hun begyndte at græde. Mormor holdte om hende mens det hele skete. Morfar stod ved siden af. Dyrlægen fandt en sprøjte frem. Han stak den i Silles mave og trykkede på enden af den, så væsken kom ud. "Nej! Sille!" hulkede Lise imens mormor holdte hende tilbage. "Hvordan kan du gøre sådan noget, dit monster!?" Lise var fyldt med vrede og sorg. Hun hadede den dumme dyrlæge. Sille lukkede øjnene og så var hun væk. Lises elskede Sille var væk. Død. For altid. Lise begyndte at græde så meget og så lydt, som hun aldrig havde gjort før. Dyrlægen nikkede og vente sig for at gå. Men Lise rev sig løs fra mormors arme og løb hen mod dyrlægen. Hun skubbede ham, så han væltede omkuld. Lise faldt også. Hendes ben kunne ikke længere bære hende. Hun kravlede hen til Sille og klamrede sig til hende. Og hun havde ikke lyst til at give slip, aldrig. Dyrlægen rejste sig forvirret op og kørte sin vej. "Jeg hader ham!" viskede Lise.

Lise spiste ikke i næsten en uge. Om natten lå hun søvnløs. Og hun havde ikke løst til at lave noget, ikke engang ride. Da Lise var kommet hjem fra mormor og morfar, var hun stadig ked af det. Men en dag kom mormor og morfar på besøg. De havde en gave med. En konvolut. Lise blev mistænksom. Var det mon..? Så åbnede hun den. Mormor smilte til hende. I den stod, at hun havde fået en ny hest, et føl! Sprinter hed han. Lise blev ellevild, dansede rundt af glæde, og krammede mormor og morfar. Men hun ville aldrig nogensinde glemme sin gamle, fantastiske, smukke, søde, dejlige hest, Sille. Sikken en sommerferie!

Se mere om samme emne
1 Kommenter
Er det sandt?? Fik tårer i øjnene..
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk