Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Asta Staib-Jensen Novellen er skrevet af Asta Staib-Jensen

Daniel

Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

I virkeligheden var Daniel en meget usikker og nervøs dreng. Han havde hele tiden den tanke i baghovedet, at han ikke var anerkendt hvis han afslog kammeraternes forslag. Hver evig eneste dag efter skole svarede han ivrigt ja til alle der spurgte om legeaftaler, så de små klasser blev en travl tid for Daniel.

"hvad så Danni!? Er du nede med de fede i dag?" Det var Rasmus og hans cool bande der var begyndt at synes om Daniel. "ja. Og jeg sidder lige og laver matematik med Ib men i må da gerne være med?" "hø, hø, næh du, vi har tænkt os at pjække i dag, så hvis du vil kan du joine os, vi vil ned til skaterbanen. "Ja, selvfølgelig." Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig. Ib var der altid hvis man kom bagefter og ville have hjælp. Det var det gode ved Ib han vidste at Daniel havde det svært med nej`er og hjalp for det meste så godt han kunne. Skaterbanen var ikke just et sted for skrøbelige Daniel. Dernede var man hård og følte ingen nåde for dem man ramte. Men Rasmus og drengene var jo seje og kørte uden hjelm og Daniel ville ikke se ud som gruppens bangebuks. Så det blev altid til mange skrammer på knæ, albue og håndflader. Tilde, lillesøsteren som Daniel holdt meget af undrede sig nok en gang over den sårede kriger, der kom luntende hen til hende under kastanjetræet efter skole. "Orv, Daniel hvad har du nu lavet?" spurgte hun igen og igen. Han svarede som regel noget i retning af: jo ser du, jeg var jo sammen med Rasmus i dag eller: ja det er et godt spørgsmål. Så plejede Tilde at lægge hovedet trodsigt på skrå og afvente et mere detaljeret svar, hvorefter han gav sig, og fortalte hende om pjækkeriet og hun svor at hun ikke ville sige det til far.

Da Tilde og Daniel kom hjem spillede de ludo med faren og derhjemme kunne Daniel rigtig åbne op.

"Ja, så er det ved at blive den tid på året hvor vi skal have skolehjemsamtaler." ordet rungede et højt ekko i Daniels hoved og han begyndte på en masse skræk scenerier hvor faren skuffet og bedrøvet kiggede ned på sin søn der var blevet på størrelse med den gnallede stykke viskelæder stump, i sønnens penalhus. Herefter sagde faren: Daniel du gør mig virkelig skuffet. Jeg stolede på dig, og du misbrugte min tillid. Det er jo forfærdeligt. Jeg må gøre noget tænkte Daniel. Men hvad kunne han finde på. Det at faren fandt ud af at han ofte pjækkede, måtte jo for alt i verden ikke ske! Det ville være en mindre katastrofe. "Daniel, hvornår kan du og din far komme?" "øh, jeg.. det.. øh.. jeg tror han har meget travlt her for tiden." Fik han fremmumlet. "Aha, okay, og hvordan vil du så forklare det her?" Frøken Andersen fremdrog et stykke orange krøllet brevpapir, Daniel med det samme genkendte som sin fars. "kære Frøken Andersen. Da jeg i denne uge er på afspadsering, vil jeg tilbyde at komme og hjælpe i min søns timer. Du kan bare kontakte mig på nummer 3548 Det rækker vidst." frøken Andersen, havde ligesom alle andre i klassen bemærket at Daniel var blevet meget bleg, så skiftede ansigtskuløren over til askegrå og så blev han nærmest blåviolet. Ib var stivnet midt i at skrive notater. "Daniel, DANIEL! Hør på mig! Hun ruskede, rystede, trak ham frem og tilbage, men hans øjne var blevet slørede og havde et perlehvidt skind der ligeså let dækkede de to par livlige øjne man plejede at se. Blarrrrp. Brrrrrrøh, host og hark, og spyt. Med en ordentlig bøvs kastede han pludselig, for øjnene af hele klassen, en kæmpestor slimet kapsel op. Først var der dødstille i klassen. Da kapslen så begyndte at pulsere på fuldt tryk var der flere af pigerne der skreg, og så var det som om de alle blev enige om at storme væk, for under højt rabalder var hele klassen pludselig tom. Bortset fra Frøken Andersen og Daniel. Daniel der efterhånden var kommet til sig selv, vaklede hen til sin plads og begyndte at pakke sammen. Uden at tænke over det proppede han også kapslen ned i den brune Fjällräv og gik stumt, men med en masse larm i hovedet ud af døren. Frøken Andersen stirrede bare måbende på ham men hende tog han ingen notits af. Hans hoved rumsterede og bankede og hamrede og en masse stemmer der råbte og skreg, ville ikke holde mund. Bare lige to minutter, bad Daniel, bare to helt stille rare minutter hvor jeg kan få ro.

Ah, det var virkelig rart. Med ét blev der helt stille i hans hoved, nej nu opdagede han at de håndværkere der plejede at arbejde på at gøre taget til skolen funklende flot var blevet stille. Nej, hvor var det velsignet dejligt. Men han var nysgerrig og undrende og kiggede derfor op på taget i håb om at få øje på at håndværkerne sandsynligvis holdt frokostpause eller noget men, de stod deroppe og råbte til hinanden, hamrede, bankede og larmede i hvert fald. Det var helt tydeligt. Det mærkelige var bare at Daniel ikke kunne høre nogen af delene. Den første tanke der faldt ham ind var at han var blevet døv. Han prøvede forgæves at klappe og huje, men enten kom der ikke en lyd over hans læber, eller også var hans påstand fakta; han var blevet døv. Med en mærkelig følelse af at have mistet en del af ham selv, fortsatte han igennem skolegården og hen af de asfalterede veje. Hvad skulle der nu blive af ham, hvad ville han skulle gøre for at leve et normalt liv igen? Lige nu ville Daniel gøre alt for at høre Rasmus spørge: hey, hva` så egentlig? Skal du med i kiosken. Eller Ib der glad hjalp med matematiklektierne: Danni, du har glemt at regne kvadratroden af fem og lægge den til enoghalvfems hundrededele. Men stilheden larmede nu mere og mere i hans ører. Han var nået til sit eget lille undskyldende hus nu. Nøglen op af tasken, prøvede at slæbe benene hele vejen op til anden sal, nøglen frem igen, ind i låsen, far lukker op hans læber bevæger sig og Daniel mundaflæser. Det bliver til; hej, har du haft en god skoledag? Men nu bliver det for meget for ham. Han bryder ud i en hysterisk, vild og lydløs krampegråd, der ender med at han falder sammen på gulvet som en slatten slaskedukke. Faren rusker i ham og spørger febrilsk hvad der er galt og endelig kan Daniel høre igen. Nu kan han mærker hvordan det hele letter indeni. Han fortæller alt om Rasmus, de hemmelige samtaler med Tilde og kapslen der pludselig kom ud.

Og selvom faren først giver Daniel et kram, og derefter sender ham ind på sit værelse til en god omgang stuearrest, selvom faren er vred, er Daniel glad for han er kommet ud med følelserne til ham.

Se mere om samme emne
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Bliv inspireret til at skrive en god novelle

  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Hans navn var Alex. Vi havde været kærester i næsten 2 år. I starten af vores forhold gik alting godt, men efter en måneds tid blev tingene meget værre. Han var begyndt at true mine venner...

  • Alt hvad jeg husker, er regn. Jeg husker hvordan det faldt, uafbrudt, som om det aldrig ville stoppe...

  • Novelle fra ViktoriaDa vi kom hjem til Liv smed jeg mig drømmende på hendes seng. Du kan altså ikke snyde MIG! Der er noget med dig i dag! Sagde Liv. Jonathan har inviteret mig ud!!...

  • Novelle fra Ida GuldVreden fyldte mit ansigt da Julie slog Maria i gulvet. De tårer der fyldte hendes kinder begyndte at ramme mit hjerte...

  • Novelle fra Terese Hartmann-PetersenHan var den yngste af 3 drenge og fik altid bank, når han gjorde den mindste fejl. En dag fortalte forældrene, at de ikke havde penge nok til dem alle sammen, og at Erik måtte klare sig selv...

  • Novelle fra Karen BoysenSnuske, please! Hans øjne svømmede. Hun bakkede endnu et skridt væk fra ham og rystede på hovedet...

  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

Annonce
Annonce
Luk