Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Ingeborg Brink Jacobsen Novellen er skrevet af Ingeborg Brink Jacobsen

Den nye syndflod

Alt hvad jeg husker, er regn. Jeg husker hvordan det faldt, uafbrudt, som om det aldrig ville stoppe...

Novelle fra Ingeborg Brink Jacobsen

For at være ærlig, husker jeg ikke hvordan det startede.
Alt hvad jeg husker, er regn. Jeg husker hvordan det faldt, uafbrudt, som om det aldrig ville stoppe. Jeg husker det piskede mod taget og ruden den aften, så meget at jeg ikke kunne sove.
Pludselig hørte jeg skrig. Jeg havde sat mig op, og jeg opdagede, at vandet fossede ind af mit vindue, der stod åbent.
Men hvem havde åbnet det? Jeg havde været sikker på at det var lukket, før jeg gik i seng.
Skrigene kom igen, nu højere.
Jeg havde rejst mig, og var gået hen af gulvet, i de store vandpytter, der havde samlet sig i mit værelse, og havde fået ret så våde sokker af det.
Jeg havde taget i håndtaget, og jeg havde åbnet døren - til mere vand.
Jeg var bange, da skrigene fortsatte, nu uden mellemrum.
Jeg var gået hen til trappen, og havde skreget. Det hele sejlede. Jeg havde løbet ned af trapperne, og ned i dybet. Jeg kan huske jeg havde råbt.
Råbt, på dem alle sammen. De havde ikke svaret, så jeg havde sprunget ned i det kolde vand, mens jeg bad til, at der ikke var sket dem noget.
Men vandet, det var næsten helt oppe ved loftet, og det havde stort set oversvømmet de to etager. Jeg fandt hendes dør, min ene lillesøster, og havde også fundet hende. flydende.
Hun var død, højst sandsynligvis druknet, eller måske havde det kolde vand dræbt hende. For vandet havde været koldt, iskold, og jeg havde kunnet mærke krampen snart kom.
Jeg havde kæmpet mig ind i mine forældres soveværelse, mens vandet fortsat var steget. Det kolde vand blandede sig med mine salte tårer.
Jeg havde ikke kunne se dem, ikke før jeg havde dykket. De havde lagt side om side, mens de holdte hinanden i hånden. Vandet havde sikkert overrasket dem, mens de sov.
Jeg havde udbrudt et skrig da jeg var kommet op. Var dette blot en ond og kold drøm? Eller var det kolde vand, og de døde familie medlemmer virkelige? Jeg havde ikke vidst det, og ville heller ikke vide det. Pludselig var den kommet, som om den havde sneget sig ind på mig.
Krampen.
Men jeg ville ikke give op. Jeg havde mærket det kolde vand fosse ned i min hals, hver gang jeg havde skreget.
Jeg var svømmet, så godt jeg kunne, ind i det sidste værelse, og tårerne havde strømmet ud, da jeg få sekunder efter, var svømmet ud igen.
Hun var også død, min lille øjesten, min mindste lillesøster.
Jeg fik krampe i begge ben. Jeg havde skreget. Det havde gjort ondt, og jeg havde ikke kunnet føle mine fingre. Vandet var steget hastigt, da jeg var kommet hen til trappen igen.
Jeg havde hulket højt, da jeg havde slæbt mig op. Jeg havde skreget, og havde hamret hånden ned i gulvet, der havde været rimelig fugtigt. Jeg fik rejst mig, med tanken om at de sidste stadig levede.
Jeg havde mærket en kold vind. Jeg så tilbage, og stirrede på det åbnede vindue. Alle vinduerne var blevet åbnet, for vinduet ved siden af, stod også på fuldt gab.
Jeg havde slæbt mig selv derover, og havde set ud, mens jeg lænede mig op af vindueskarmen. Vandet ude på gaden, havde skabt floder, nærmest hav. Jeg havde kunnet ikke se de fleste af nabohusene, og jeg var igen begyndt at skrige, af sorg.
Jeg havde taget i vinduet, og jeg havde prøvet at lukke det, men det sad fast, som om nogen holdte det, så jeg ikke kunne lukke det.
Mit tag om det havde sluppet, og jeg havde kommet mere eller mindre på benene, og jeg havde revet hendes dør op, med tårer i øjnene. Jeg var blevet væltet tilbage, af flere og flere liter vand, der prøvede at rive mig med.
Dørkarmen var det eneste, der havde sørget for, at jeg ikke blev ført med, og jeg fik kæmpet mig derind, da det meste af vandet var fosset ud. Hun havde lagt på sin seng, med blå læber.
Min storesøster. Jeg havde skreget hendes navn, men hun åbnede ikke øjnene. Jeg havde skreget på hende igen og igen, og mine tårer havde dryppet ned i vandet.
Jeg havde styrtet ud af døren, og hen til døren ved siden af min.
Vandet havde fosset ud, som om det aldrig ville stoppe. Nej, havde jeg skreget, mens jeg løb over til ham. Jeg havde skreget hans navn, men heller ikke han, var levende. Ikke også dig, havde jeg skreget.
Det havde føltes som om han villet have sagt noget til mig. Som om han ville fortælle mig noget, mens jeg havde lagt på knæ ved hans side, og grædt bitterligt. Det var som om han havde spurgt mig om, hvad han ville ha gjort. Jeg havde set hen på hans vindue, hvor vand også fossede ind. Mine ben var kolde, men jeg var gået hen til det, og jeg havde set ud.
Denne gang så jeg mere vand end før, og jeg så folk sejle, svømme og flyde af sted. Nogle prøvede at flygte op i træer, men pludselig havde der lydt et brag. lyn havde slået ned, og havde ramt træerne. Jeg havde vendt blikket, mod den overskyede himmel, og havde skreget alt hvad jeg kunne:
hvorfor min gud? Hvorfor..?
Mine øjne havde sveget, da flere og flere tårer var trillet ned. Jeg havde gået i vand til anklerne, da jeg var gået hen til min egen åbne dør.
Vandet fossede stadig ind, og vandstanden steg for hvert minut. Jeg havde set det på væggen i gangen.
Billedet, der blev taget, få år tilbage, da hele familien havde været samlet. Jeg havde hulket højt, da jeg så vores glade smil.
Jeg så hele tidens deres hvide ansigter, inde i mit hoved.
Deres blå læber.
Jeg havde taget billedet, for det måtte jeg da have med.
For jeg ville væk, jeg ville flygte, det var det han havde bedt mig om. Min storebror.. Jeg tørrede tårerne væk, og tog billedet under armen.
Jeg så rundt i mit værelse. Ville min seng mon kunne flyde, havde jeg spurgt mig selv. Jeg havde tvivlet, da jeg havde fået øje på den. Plastikkassen, med de gamle bamser i. Billedet havde jeg lagt på bordet, og jeg havde vadet hen til den. Da jeg havde taget låget af, overvejede jeg at rive dem alle ud. Jeg kunne den smide barndom jeg havde tilbage, ned i det kolde vand, da jeg havde fået en bedre idé.
Jeg havde rørt en plysset bamse, og smilede. De var tørre. Den var ikke tung, da jeg havde taget den ned fra kommoden, og var sat mig op i den.
Den kunne flyde.
Jeg havde set rundt, i håbet om noget jeg kunne bruge til at padle med. Jeg havde grebet ud efter min violin, og var ved at tippe ud. Da jeg var steget ud ud, var der vand til livet, og jeg havde trukket kassen hen til violinen, der stod i min reol.
Jeg havde lagt den op i kassen, og jeg havde vadet igennem det kolde vand, hen til bordet. Med mine kolde fingre, havde jeg taget om billede, og puttede det op i kassen. Og da jeg var kommet op på bordet, havde jeg kravlet op i kassen, og sat mig mellem de små våde bamser.
Jeg havde skubbet mig ud fra væggen, og jeg havde prøvet, at komme ud af vinduet. Det lykkes, og jeg havde skreget, da jeg var styrtet ned, fra tredje etage. Jeg havde mærket det voldsomme stød, da jeg ramte overfladen.
Jeg havde slugt vand, i litervis, da jeg endelig var kommet op. Jeg havde fået fat i kassen, før en voldsom strøm tog fat i den, og rev mig og kassen med. Jeg havde kæmpet mig op i den, med nød og næppe, men min geniale idé, var gået i vasken. Vandet var stået ned i stænger, og fyldte hurtigt min kasse til renden. Den var sunket, og jeg havde mærket igen det kolde vand, rive fat om mig, da en voldsom understrøm, rev mig ned.
Jeg havde prøvet at holde vejret, men var snart gået tør for luft. Mit blik var begyndt at blive tåget, da jeg havde hørt ordene: Gud sendte regnbuen..
Krampen havde revet i mine ben, og den voldsomme strøm havde ført mig dybere og dybere ned.
Jeg sank, og alt var blevet sort, da jeg havde mærket et voldsomt tryk på mit bryst. Enten var det sorgen over min families død, eller også ramte jeg noget, der stod fast.
Vandet der pressede ned i mine lunger, hver gang jeg prøvede at skrige.
Blikket der forsvandt.
Døden havde jeg troet var en let ting. Selvfølgelig ville den gøre ondt, men denne smerte, var ikke på grund af de iskolde strømme, eller de ting, jeg gang efter gang, hamrede ind i, nej.
Denne smerte, var fordi jeg havde mistet alt.
- hvorfor så leve...?

Se mere om samme emne
2 Kommenter
syntes den var alt alt alt for sørgelig for mig da jeg mistede min mor da jeg var 3
dejlig lang :D jeg elsker lange ting :D men god vild spændene!!! :)
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Jeg fortalte ham hvad der var ved at ske, og Jonas spærrede nysgerrigt øjnene op...

  • Men jeg græder ikke. Det gør jeg aldrig. Kun dengang hvor mor var her...

  • Jeg vendte mig om og stirrede lige ind i et par rødglødende øjne og et par blottede tænder...

  • Novelle fra Melissa IskenderMit hjerte var oppe i halsen på mig, min puls var hurtigere end før...

  • Novelle fra Sofie HyldahlJeg smed kuglepennen fra mig og løb ud på toilettet og låste mig inde. Jeg græd. Meget...

  • Novelle fra Linnea AndersenHvis bare min mor ville havde beholdt Isabel og jeg, i stedet for at stikke af. Jeg hadede hende. Flere tårer...

  • Jeg skubbede døren helt op og der sad han og kyssede med Gitte...

  • I dag fandt jeg et vil du med til 7. klasses festen på fredag. Ja (venstre), nej (højre) og måske (midten) i min kasse...

  • Novelle fra Emilie VistiLise kiggede Sille i øjnene. Og på en måde, var det som om at Lise kunne mærke Silles smerte...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk