Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Clara Sylvest Novellen er skrevet af Clara Sylvest

Det nye sted

Jeg sad inde på mit værelse, og Mor havde lige fortalt den dårlige nyhed. Vi skulle flytte. Jeg gad bare ikke flytte ud på bøhlandet...

Novelle fra Clara Sylvest

Jeg sad inde på mit værelse, og Mor havde lige fortalt den dårlige nyhed. Vi skulle flytte. Jeg gad bare ikke flytte ud på bøhlandet. Vi skulle flytte ud på en gammel bondegård, som lå 12 kilometer væk fra alting, så jeg skulle selvfølgelig hjemmeundervises. Min mor gik ind på mit værelse, men jeg ville ikke lukke hende ind. Sarah, lad nu være. Jeg ved godt du er sur på far og jeg, men lad mig nu komme ind. Jeg lukkede hende stadig ikke ind. Jeg smed mig på sengen grædende, og langsomt faldt jeg i søvn. Jeg vågnede af duften af min mor hjemmelavet lasagne. Jeg elskede duften af maden, og besluttede mig for at gå ud i køkkenet. Jeg var stadig sur på mine forældre, men det var svært med den herlige duft. Vi satte os til at spise, og bagefter begyndte jeg at skrive til alle dem jeg ikke kom til at se mere. Næste dag da jeg tog i skole, måtte sige det til klassen. Jeg blev knust om tanken om det nye sted. Da klokken ringede, løb jeg hjem for at undgå alle spørgsmålene. Mine forældre stod parat med kufferterne, og jeg kunne se flyttemændene bære vores møbler ud. Jeg gik ind på mit værelse for sidste gang, og fældede en kort tåre. Jeg havde aldrig set et rum mere tomt. Jeg tog nogle tasker der stod i døren, og gik. Jeg gik lidt rundt i huset for at sige farvel, og til sidst måtte jeg jo gå udenfor. Farvel Petersgade, goddag tomhed mumlede jeg meget stille, og satte mig ind i bilen. Jeg så på alle de glade børn ude på vores gamle vej, og vinkede farvel. Jeg vidste turen ville være lang, så jeg lagde mig til at sove, men jeg kunne virkelig ikke sove ved tanken om ikke at have nogen venner tæt på. Jeg fandt min Ipod frem, og valgte noget stille musik så jeg kunne sove. Langsomt faldt jeg i søvn, men jeg havde de værste drømme. Det hele kørte rundt, jeg kunne høre børn grine rundt omkring, og lige da det værste kom, vågner jeg. Har du det godt, Sarah? Det var min mor. Jeg ville svare hende, men noget blokerede bare for min stemme. Jeg tænkte at vi nok var der lige om lidt, men der var flere timer til vi var der. Jeg kiggede på Gpsen, og så der var 1000 kilometer endnu. Jeg rullede med øjnene, sukkede, og lagde mig på sædet. Det hele var bare en møg dag. Jeg sad lidt og mumlede for mig selv, indtil jeg så min mor vende sig om mod mig. Skatter, vi er her snart. Der er lige 50 kilometer endnu sagde hun smilende. Jeg smilede falsk igen, men tænkte bare at jeg hellere ville bo hos en veninde. Pludselig ringede min telefon. Jeg tog den, og så begyndte en lang samtale sammen med en pige fra den gamle klasse. Jeg så på uret i bilen, og klokken var bleven 18.00. Jeg kunne se solen gå langsomt ned, og himlen blev lyserød. Jeg tog en dyb indånding, og håbede vi snart var der. Jeg så på et skilt hvor der stod: Tyskland 5000 m. Okay, vi kom til at bo i Sønderjylland. Bilen standsede. Min far steg ud af den, og åbnede min bildør, og jeg steg ud. Mine øjne spærrede helt op. Dér stod vores bondegård, og var enorm stor. Min mor viste mig alle værelserne, og til sidst var der et specielt til mig. Hun åbnede langsomt døren, og jeg kunne mærke en kilden i maven. Jeg gik ind i rummet, og var forarget. Mit helt eget værelse med seng, hyggerum, og et mini bibliotek med bøger fra 1800-tallet. Og i inde i et lille hjørne var der en stor, blød lænestol med en lille lampe til hvis jeg skulle læse når solen var nede. Jeg hoppede op og ned, og havde ikke opdaget min mor var gået. Jeg hoppede op på sengen, og løb rundt i værelset, da jeg ikke kunne se min mor. Nu havde eg opdaget det. Jeg gik lidt rundt i huset for at finde en af mine forældre. Gulvene begyndte at knirke, og jeg syntes jeg kunne se skygger. Der blev mere og mere skummelt, og jeg blev mere og mere bange. Til sidst løb jeg ud til bilen, og dér stod mine forældre. Jeg så at de skjulte noget inde i bilen, men jeg kunne ikke se hvad det var. Til sidst lukkede de døren op, og min helt egen hundehvalp hoppede ud. Jeg blev rigtig glad, og legede rundt med den, og glemte alt om det skumle hus. Da der var gået noget tid, var jeg begyndt at blive sulten. Jeg tog min nye hundehvalp Fido - op, og gik indenfor. Jeg gik ind på mit værelse, og lagde Fido på sengen, og satte mig til at læse i en af de gamle bøger. Til sidst faldt jeg så lidt i søvn, efter jeg havde læst om en dreng der gik og høstede lige det hér sted. Jeg vågnede ved 03.00-tiden af Fido. Jeg brummede lidt, og gik ud i køkkenet for at drikke noget mælk. Jeg gik ned af gangen, og af trappen, og ind mod køkkenet. Men jeg kunne ikke åbne døren. Jeg pressede alt hvad jeg kunne, og til sidst gik den op. Jeg ville se hvad der havde låst døren, men der var ingenting. Jeg tændte lyset, og jeg synes jeg kunne se noget langt væk. Pludselig kunne jeg mærke en brise, men ingen af vinduerne var åbne, og jeg kunne høre døren smække med et brag. Jeg prøvede at åbne den, men den var gået i baglås. Jeg kunne mærke tårene presse, men jeg var stærk. Jeg vidste jo at der ikke fandtes spøgelser, men jeg blev mere og mere i tvivl. Jeg gik rundt i en rundkreds på gulvet for at udtænke en plan. Nu hørte jeg nogle lege med døren, og den gik op. Jeg skreg så højt jeg kunne, men nu kunne jeg se det var mine forældre. Jeg åndede let op, og gik ind på mit værelse igen. Jeg kunne bare ikke sove. Jeg kunne hele tiden føle at nogle sad og kiggede på mig. Jeg græd lydløst og faldt langsomt i søvn igen. Da jeg vågnede igen, var klokken 07.00, og jeg blev vækket af uret. Jeg gabte, og satte mig hen i hjørnet igen, og læste mere om ham drengen dér. Min mor bankede på døren noget tid efter, og sagde at der var morgenmad. Jeg læste til næste kapitel, og gik ned og spiste, men det var som om jeg bare ikke kunne spise, og igen havde jeg den følelse. Vi begyndte at snakke om spøgelser, og om det var sandt. Min far sagde det bare var sludder, men han lød lidt bange i stemmen, og min mor havde for travlt med at gøre rent. Jeg stillede min tallerken i køkkenet, og gik op til Fido. Han var blevet lidt legesyg, så jeg fandt en bold, og vi legede lidt. Men lige pludselig lød der et kæmpe brag nedenunder. Jeg tog Fido op, og løb der ned, men da jeg kom der ned, var der ingenting sket. Jeg blev altså lidt bange, men jeg skjulte det med et smil, og snakkede sukkersødt til Fido, og gik op på værelset igen. Jeg lagde Fido på min seng, og søgte rundt om ham drengen jeg læste om. Jeg brugte lang tid, og klokken begyndte at være mange. Lige da jeg skulle til at stoppe, da der dukkede en underlig hjemmeside op. Det var et stamtræ, og jeg rullede lidt ned. Så dukker ham drengen op. Karl Johansen, født 12 marts 1845, død 24 februar 1860. Han blev kun 15? Det er jo 3 år ældre end mig sagde jeg stille til mig selv. Min mor kom ind for at lægge mig i seng, men jeg sagde jeg lige skulle skrive noget ned. Jeg gik ind i Word, og begyndte at skrive notater. Langsomt begyndte klokken at blive virkelig mange, og jeg begyndte at hente the. Jo længere jeg skrev og drak the, jo mere fik jeg lyst til at blive forfatter. Men da jeg blev færdig med at skrive om Karl, ville jeg lige læse videre ned i stamtræet, og jeg fik et chok. Jeg spurtede hen til mine forældre som selvfølgelig var gået i seng. Jeg hev og trak i min mor, og fik hende til sidst overtalt. Vi gik ind på mit værelse, men da jeg viste hende det, så var hun ikke overrasket. Hun vidste det godt? Hun vidste godt at min oldemors bror var ham?! Jeg fortalte hende om alle de følelser, og om det med spøgelserne, og hun troede bare jeg havde skrevet for meget, og gik i seng igen. Jeg følte mig svigtet, men hun var nok for træt til at lytte til mig. Nogle gange ville jeg ønske forældre var mere rare, men jeg kunne ikke skrive mere, for jeg var virkelig træt, så jeg gik i seng. Som mange gør, så drømte jeg, og den drøm, den virkede meget virkelig, og med et sæt vågner jeg. Jeg stod op af sengen igen, og havde den dér følelse igen. Jeg vendte mig om, og jeg kunne se Karl. Jeg fik et chok, og kom lidt til at vække Fido, som begyndte at gø af Karl. Jeg tyssede på Fido, og begyndte at snakke lidt med Karl. Han havde en flot dyb stemme, og smukke øjne. Vi snakkede lidt om hvordan han dødede, og jeg fandt ud af at, hans far var streng, og han mistede sin mor da han var 3 år. Han havde en storesøster som blev forkælet, og det var så min oldemor. Vi satte os på sengen, og fortsatte snakken, og langsomt bøjede vi os ind for hinanden, og vi skulle lige til at kysse, da jeg vandt over mig selv. Undskyld, men jeg kan bare ikke kysse dig. Du er min oldemors lillebror, og du et spøgelse. Sagde jeg undskyldende. Jeg kunne se han blev såret, og det gik op for mig, at han aldrig havde fået sit første kys. Jeg gik lidt langsomt og panisk mod døren, da det går op for mig at det er endnu en drøm. Jeg var ved at blive rigtig sur på mig selv. Jeg kunne se at solen var på vej op, så det var nok ved at være morgen. Jeg smuttede ned i køkkenet for at tage mig et æble, men da jeg var nået der ned, hørte jeg et kort og tydeligt piv. Jeg løb ovenpå igen for at se hvad det var. Da jeg åbnede døren fik jeg et chok. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg stod bare i døren, hel stiv. Jeg kunne mærke tårerne presse. Jeg løb ind til mine forældre, men jeg kunne ikke finde dem. Nu kunne jeg ikke holde dem længere. Jeg græd, og jeg kunne bare ikke finde mine forældre. Bilen var der, og når bilen var der, var mine forældre der. Jeg blev stresset, og til sidst blev jeg nød til at stoppe og puste ud. Jeg satte mig lidt på en stol, og ville tænkte det hele ud. Fido er.. Fido er død og i dét jeg sagde det, kom mine forældre ind. De gik op på mit værelse, og så Fido ligge helt død. Nu var det nok. Nu havde jeg fået nok af alle de drømme, at blive låst inde, at være hjemsøgt, og få sin hund dræbt. Jeg gik op på mit værelse, og læste videre i bogen. Jeg ville vide hvad det var. Der gik lang tid uden held, men endelig fik jeg svar. Der stod at Karl hjemsøgte for at få hævn. Det gik op for mig at min drøm, VAR en drøm, men jeg fik stadig noget af vide om ham. Han havde været inde i min drøm, og fortalt at han var et spøgelse, han ikke havde fået sit første kys, og at hans far var streng. Jeg sad og tænkte om hvad det var der gjorde hvorfor han hjemsøgte. Det stod mellem hans far, og kysset. Hvad hvis nu han fik et kys, og det ikke var det? Og hvordan skulle jeg klare det med faren? Jeg tænkte og tænkte, og til sidst blev det til, at jeg måtte snakke ham til fornuft. Jeg lagde mig i seng, men jeg kunne bare ikke sove. Lang tid efter hørte jeg noget ved mit vindue. Jeg vendte mig forsigtigt op, og dér stod han. Han sad i vinduet, som en model på en plakat. Jeg rak min hånd hen imod ham, men i det jeg løftede hånden, vender han sig om mod mig. Han havde et sødt ansigtsudtryk, og et glimt i øjet. Det var ikke mig. Jeg ved ikke hvem det var der gjorde det, men jeg lover, det var ikke mig. Sagde han kort, og så var han væk. Mit hoved kunne ikke klare mere, men jeg kunne stadig ikke sove, og slet ikke når jeg får at vide at det ikke var ham. Jeg sukkede dybt, og skrev en sedl. Kære spøgelse. Gider du ikke.. jeg indså det var rimelig latterligt at skrive noget til et spøgelse. Jeg kunne ikke gøre noget. Hvis det ikke var Karl, hvem var det så? Og ville han komme tilbage, og blive ved med at pine mig? Og hvis han gjorde, hvad skulle jeg så gøre ved det? Mit hoved snurrede rundt. Jeg skreg automatisk ind i puden, og mine forældre kom ind. De blev forskrækket over hvad jeg lavede, og gik i seng igen. Men sådan fortsatte det, og det blev ved. Til sidst besluttede mine forældre at få mig til psykolog om mine problemer. Så hver dag skulle min far køre mig der hen, og der var cirka 10 kilometer. Den første dag snakkede vi om at jeg flyttede, og det var ikke en gang det mit problem handlede om. Dagene gik, og en dag blev jeg opdaget af Karl. Jeg kunne se at han blev virkelig såret. Han vidste jeg snakkede med nogle, men en psykolog kan tilkalde en clairvoyant, og så ville Karl jo forsvinde for altid. Han skulle til at græde, men forsvandt. Vi snakkede videre, men på en måde lyttede jeg ikke efter. Jeg svarede bare Hm., Ja. Og Nogle gange. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham. Tiden gik, og min far kom og hentede mig. På vej hjem var der fuldstændig tavshed, og da vi kom hjem, løb jeg ind på mit værelse for at beskytte Karl. Karl? Jeg ved du er sur, men prøv at hør; Jeg er her for at dække over dig. Jeg vil beskytte dig, og jeg lover, jeg gør alt for at holde dem væk. Du vil ikke blive afsløret. Sagde jeg imens jeg gik rundt på mit værelse. Jeg så ingen tegn på at han var der, så jeg lagde mig på min seng, og følte at jeg havde svigtet Karl. Det havde jeg også, men nu gik det også ud over mig. Jeg tror vi var blevet venner, men jeg svigtede ham. Jeg kunne høre nogen banke på døren, og jeg kunne mærke et sæt i mig. Jeg løb ned og lukkede venligt op. Til min store overraskelse, var det psykologen og clairvoyanten. Hende clairvoyanten så nu sød ud, og det var en dårlig ting. Jeg smilte venligt, og prøvede at få dem lidt ud her fra, men da clairvoyanten kom ind, kunne hun allerede mærke en masse overnaturlige ting. Endnu et minus sagde jeg til mig selv. Vi gik langsomt op på mit værelse, og til sidst kunne jeg ikke klare det. Hør, det spøgelse jeg snakkede om, han er min ven, og venner svigter ikke hinanden. Venner holder sammen i tykt og tyndt, og jeg kan ikke svigte ham. Han er den eneste ven jeg har her ude, og hvis I tager ham fra mig, så ved jeg ikke hvad der vil ske med mig. Så hvis I tager ham, tager I mig. Jeg blev faktisk lidt stolt over min tale, men selvom jeg stod foran døren, kom de alligevel igennem mig. Og lige da de åbnede døren, så man Karl, og der var et blændende hvidt skær bag ham. Clairvoyanten så ham, og gjorde tegn til at han måtte væk. Min krop blev lam, og jeg så Karl forsvinde langsomt i skæret.

Se mere om samme emne
11 Kommenter
God novelle! :)
Kan godt lide den måde du skriver på.
ipmandojo hvad sker der for dig man
Den var Go' nok, vil jeg sige .. ;D
- Jeg vil og's sige at det irritere mig lidt, at du ikke lavede "Når det var de talte" (-;' ellers go'!
Mega god! Du er fantastisk :)
Ikke God Ikke Dårlig Ikke Mellem Men Meeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeggggggggggggggggggggggeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeetttttttttttttttttttttttt God


Hi-hi
kom nu lav nogle flere....please please please??????@@@@@@#######!!!!
den er virkelig god lav nogle flere .....please..du byrthe faktisk blive forfatter så god er den...... hilsen luna .....du er virkelig god det skal du bare vide ikke min ven
Arhh.. jeg vil nu ikke kalde den go´:P
Jeg gir den 2 ud af 6 stjerner(:
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Damen der er på vej ud af spejlet er hendes mor, men hun ser meget ældre ud, og der er blå størknet blod på hendes hals...

  • Jeg er måske lidt forelsket i Jonathan - jeg siger det stille og kigger ned i Jorden....

  • Men jeg græder ikke. Det gør jeg aldrig. Kun dengang hvor mor var her...

  • Jeg vendte mig om og stirrede lige ind i et par rødglødende øjne og et par blottede tænder...

  • Novelle fra Sofie HyldahlJeg smed kuglepennen fra mig og løb ud på toilettet og låste mig inde. Jeg græd. Meget...

  • Hun ved godt at man ikke må snakke med fremmed, så hun vil gå lige efter undskyldningen...

  • I dag fandt jeg et vil du med til 7. klasses festen på fredag. Ja (venstre), nej (højre) og måske (midten) i min kasse...

  • Jeg tog vores sukkerskål frem, og så hældte jeg alt sukkeret fra den, lige ned i munden på mig...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

Annonce
Annonce
Luk