Annonce
Annonce

Drømmen

Novelle fra Anne Cecilie Reil-GammelgaardEngang var verden ikke et ondt sted. Engang var det ikke et sted med krig...

Novelle fra Anne Cecilie Reil-Gammelgaard

Pludselig er verden et farligt sted

Engang var verden ikke et ondt sted. Engang var det ikke et sted med krig,
vold, sult og ulykke. Engang var verden lykkelig, forudsigelig, farverig og
flot. Engang var verden bare verden. Men det er den kun, indtil den dag man
finder ud af, at verden kan være et skræmmende sted.

Blåligt mørke. Sort vand. Mørke øjne. Lange fangarme. Stilhed. Jeg ryster
desperat på hovedet. Jeg vil ikke. Han stirrer olmt på mig. Et smil uden
glæde dukker frem på hans hvide ansigt. Han er klædt i sort - og hvidstribet
tøj. Ligner en tyv.
Min far står som forstenet op ad den grålige væg. Min søster står foran mig
og kigger tomt på mig. Hun er klædt i lyserødt. Jeg ryster igen på hovedet,
og mærker frygten vokse i brystet. Tyven nikker. Smilet er som malet på hans
kolde hud. Øjnene følger ikke med. Jeg græder. Kigger bedende på ham. Han
griner lydløst.
Vandet omkring os går mig til navlen. Gå kun ud, til vandet går dig til
navlen, hører jeg tydeligt min mors stemme i hovedet. Hvor er hun henne nu?
Hvorfor er der vand i et rum som dette? Grålige vægge, ingen vinduer. Vandet
er koldt og efterhånden kan jeg ikke mærke mine ben.
Hans blik flytter sig ikke en millimeter. Jeg ryster igen på hovedet.
Tårerne er som frosset til mine buttede kinder.
Du slipper ikke, hvisker han, så kun jeg kan hører det.
Jeg vil ikke, græder jeg og undrer mig over at min forstenede far og tomme
søster. Tyven rakker ud efter mig. Mine ben vil ikke bevæge sig. De sidder
som limet fast til gulvet. Febrilske tårer strømmer ned ad mine kinder og en
svag hulken går gennem mig. Jeg beskytter mig selv med mine arme.
Gør det. Hans stemme er skarp som en kødkniv og hård som sten. Men
alligevel så lydløs.
Jeg ryster igen på hovedet. Han strækker sine arme endnu længere og
pludselig kan jeg bevæge mig.
Jeg slår panikslagent om mig. Vandet plasker og jeg får det i øjnene. Det
gør mig blind. Jeg rammer noget, og tilfredsstillelsen ved dét, for mig til
at slå hårdere. Han kæmper ikke imod, og selvom jeg undrer mig, bliver jeg
ved. Jeg hører et grin. Et grin der skærer i hjertet. Et grin, der ikke
skulle være der. Jeg stopper brat med at slå. Gnider mine øjne. Han står
der. Høj og tynd. Ikke en dråbe har strejfet ham. Mine tanker stopper deres
løb gennem hjernen. Jeg kigger på det sted min lillesøster stod for et
øjeblik siden. Hjertet pumper af sted. Jeg prøver at bevæge armene. Forsøger
at gribe fat i vandet. Dykke under det, og redde min søster. Men min krop
vil ikke. Jeg ser min søster for mig. Tom og lyserød. Verden står stille.
Jeg er svimmel.
Katrine? Hvisker jeg næsten lydløst og tyven foran mig slår en høj latter
op. Den giver genlyd i det tomme rum.
Det er for sent. Hans stemme er læspende og aggressiv.
Jeg vil falde sammen. Jeg vil glemme. Jeg vil vågne. Jeg vil dø. Min mave
trækker sig sammen og jeg får krampe i hjertet. Men jeg kan ikke bevæge mig.
Slip mig ud! Skriger jeg så højt jeg kan. Men lyden forsvinder. Langt væk
hører jeg et isnende grin, og så er der stille.

Larmende stilhed slår mod mine trommehinder og jeg har det som om jeg skal
kaste op. Min mave vender sig, og hjertet hulker. Min søster. Min Katrine.
Jeg vil ikke mere. Jeg vil væk. Hvad har jeg gjort? Tårerne presser mod mine
øjenlåg og jeg åbner øjnene. Jeg ligger i mit værelse. Lyset fra gaden
trænger gennem gardinerne og lægger værelset i et rødt skær. En rystelse går
igennem mig og gråden trænger ud.
Katrine! Jeg vender hovedet. Hun er der. Lille og fin. Det hvide hår skinner
i mørket. Mine hænder ryster da jeg rækker ud efter hende. Mærker hendes
varme hud. Hun er levende.
Lettelsen bruser igennem mig, men gråden holder ikke op. Jeg trykker næsen
mod hendes hår og hulker. Jeg dræbte min egen søster. Min sorte samvittighed
lægger sig som et lag på mine øjne og jeg ser tyven for mig. Jeg skutter mig
og rykker længere ned under dynen.
Far, hvisker jeg, selvom jeg ved at han kun kan høre det, hvis jeg råber.
Men så hører tyven det jo også. Ham i det sort og hvidstribede tøj.
Kulden.
Jeg græder endnu mere. Katrines hår bliver langsomt gennemblødt, men hun
vågner ikke. Kulden trænger gennem dynen og sætter sig i mig. Jeg dræbte
hende. Jeg druknede hende.
Det var bare en drøm. Det var bare en drøm, siger jeg halvhjertet til mig
selv og prøver at trække vejret langsomt. Men gråden holder ikke op, og
hjertet banker hele tiden stærkere og stærkere.
Uhyggen ligger på lur lige udenfor lysets rækkevidde. Jeg kan mærke det.
Tyven.
Far! Råber jeg og jeg mærker Katrine bevæge sig.
Kom nu. Kom nu, far. Gråden trykker på min hals, og jeg har lyst til at
skrige. Sort vand. Grå vægge. Skynd dig far. Jeg hører lyde på trappen og
ved at han er nær. Tyven er ikke langt fra mig, da døren går op. Han er væk.
Min far jagede ham væk.
Lidt efter sidder min far og holder om mig. Jeg hulker stadig.
Og selvom det bare var en drøm, er verden pludselig et farligt sted.

Se mere om samme emne
3 Kommenter
den er da bare vildt god er der nogen der ved hvordan man sender en novelle til olivia
Pludselig er verden et farligt sted

Engang var verden ikke et ondt sted. Engang var det ikke et sted med krig,
vold, sult og ulykke. Engang var verden lykkelig, forudsigelig, farverig og
flot. Engang var verden bare verden. Men det er den kun, indtil den dag man
finder ud af, at verden kan være et skræmmende sted.

Blåligt mørke. Sort vand. Mørke øjne. Lange fangarme. Stilhed. Jeg ryster
desperat på hovedet. Jeg vil ikke. Han stirrer olmt på mig. Et smil uden
glæde dukker frem på hans hvide ansigt. Han er klædt i sort - og hvidstribet
tøj. Ligner en tyv.
Min far står som forstenet op ad den grålige væg. Min søster står foran mig
og kigger tomt på mig. Hun er klædt i lyserødt. Jeg ryster igen på hovedet,
og mærker frygten vokse i brystet. Tyven nikker. Smilet er som malet på hans
kolde hud. Øjnene følger ikke med. Jeg græder. Kigger bedende på ham. Han
griner lydløst.
Vandet omkring os går mig til navlen. Gå kun ud, til vandet går dig til
navlen, hører jeg tydeligt min mors stemme i hovedet. Hvor er hun henne nu?
Hvorfor er der vand i et rum som dette? Grålige vægge, ingen vinduer. Vandet
er koldt og efterhånden kan jeg ikke mærke mine ben.
Hans blik flytter sig ikke en millimeter. Jeg ryster igen på hovedet.
Tårerne er som frosset til mine buttede kinder.
Du slipper ikke, hvisker han, så kun jeg kan hører det.
Jeg vil ikke, græder jeg og undrer mig over at min forstenede far og tomme
søster. Tyven rakker ud efter mig. Mine ben vil ikke bevæge sig. De sidder
som limet fast
jeg elsker krimier så den er rigtig god
Annonce
6
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Jeg vendte mig om og stirrede lige ind i et par rødglødende øjne og et par blottede tænder...

  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk