Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Regitze Hansen Novellen er skrevet af Regitze Hansen

En byld på panden er et tegn fra fanden

Tanken nærmer sig mine næsebor. Hvorfor skal Danmark plages? Hvorfor skal vi lide? Hvorfor min mor? Hvorfor min søster? Det skal ikke rive mig ned med nakken. Jeg bekæmper den.

Novelle fra Regitze Hansen

Stanken nærmer sig mine næsebor. Hvorfor skal Danmark plages? Hvorfor skal vi lide? Hvorfor min mor? Hvorfor min søster? Det skal ikke rive mig ned med nakken. Jeg bekæmper den. For min mor og for min søster! Jeg mangler bare en vej, hvorpå mit nye liv kan starte. Et liv uden pest, et liv uden den stank, der lever i vores hus lige nu. Margereth hopper op på mit skød, og jeg stryer hende over ryggen. Stakkels killing. Lugtesansen langt bedre end min, og den har intet andet valg end at holde denne stank ud. Det er synd og skam, og jeg føler med den. Men i nat er det slut. I nat taget jeg Margereth med, også flygter vi væk fra pesten og dette stank ramte hus. Døren gik op med et stort brag, og præsten trådte ind.
''Imorgen kommer der en og henter din mor og din søster, og du skal følge med ham hen til en anden familie, og den kat du har der, den skal afskaffes hurtigst muligt. Det sørger du for inden sol opgang!''
''Ja Hr.''
Han vendte derefter straks om og gik ud af døren igen. Tårene pressede sig ud af mine øjne, og jeg var ikke helt sikker på, om det var glædeståre, fordi jeg snart skulle væk fra dette sted eller ulykkeligheds tåre på grund af mor og Ynda..
Mørket dæmpede sig over byen. Jeg tog intet andet med en noget vand, et stykke brød og selvfølgelig Magereth. Jeg så tilbage en enkel gang. Tilbage til det liv jeg nu skulle forlade, nok forevigt. Magereth miavede i mit ternede tørklæde, og jeg løb hurtigt at døren. Mørket havde samlet sig i landsbyen, og husene lå nærmest øde hen. Mine træsko kliprede mod gruset, mens jeg løb hen imod den store port. Stemmerne i mit hovede bad mig tvinge mig selv tilbage til huset og skille mig af med Margereth. Men Margereth var min kat, og hun skulle med mig over vand og land uanset risiko for pest eller andre ting! Jeg var få meter fra den store port, og hvis jeg ville vende om, var det nu eller aldrig. Det blev til et aldrig. Jeg fik forsigtigt presset porten op, listet mig ud og fik den presset på plads igen, også løb jeg. Løb direkte ud i skoven og væk fra landsbyen hvor døden hærgede.
Morgen solen skinnede stærkt, da jeg vågnede i den mørke grotte. Margereth lå stadig på mit forklæde. Jeg så mig omkring. Det var ikke en drøm. Jeg var faktisk flygtet fra landsbyen! Jeg tog brødet fra min pose og begyndte at spise. Margereth strakte sig i mit forklæde og åbnede øjenene. Jeg gav hende et lille stykke brød, og hun spiste det med lykkelighed i hendes kære store katteøjne.
Af en eller anden grund holdte Margereth sig hele tiden klæbende op af mig, da vi bevægede os ud af grotten. Jeg havde følt mig helt tryg i grotten, men nu skulle vi ud i den store skov med tårnhøje træer, farlige dyr og de andre store grotter, der sikkert gemmer på hemmeligheder ligesom alt andet i skoven. Jeg traskede afsted med Margereth i hælende, og jeg nød den friske skov duft. Duften af mos, græs og bark. Forfriskende og dejlig. En vind blæste hurtigt og stærkt ind mellem alle træerne, og den gav mig kuldegysninger. Jeg kiggede ned på mine træsko. Også slog det mig. Margereth var væk! Men hvor var hun gået hen? Jeg kunne mærke, at jeg blev panisk, og snart ville jeg græde. Jeg begyndte at råbe.
''Margereth! Kom her lille mis! Margereeth!'' Jeg hørte en svag piben langt væk. Det kunne ligeså godt være et andet dyr, der var ved at blive overfaldet, men det var et forsøg værd! Jeg løb i retning af lyden, mens jeg stadig råbte efter Margereth. Den pibende lyd var nærmere nu. Den hørtes tydeligt, og jeg havde ikke svært ved at vælge retninger. Jeg håbede og bed i mit hovede, om at det skulle være Margereth, der bare sad fast i en gren eller i nogle rødder. Hun måtte bare ikke være kommet til skade! Jeg var ikke særlig langt fra lyden, da en træstub væltede mig omkuld. Mit håndled ridsede sig på en torn, og det begyndte at bløde. Jeg rejste mig op, børstede det værste væk og løb hurtigt videre. Det var helt sikkert Margereth, der peb! Jeg kunne kende den piben nu! Jeg talte mine sidste 10 skridt dramatisk, af en grund jeg ikke vidste. Margereth var fildret ind i halvtreds, måske hundrede grene og rødder. Jeg smilede. Midt i mine tanker om lykkelighed, over at Margereth ikke var død, kom jeg i tanke om, at jeg skulle få hende fri. Hun miavede højt og peb for hver eneste lille ting, jeg rørte ved. Men jeg blev ved, ellers fik jeg hende aldrig fri. Da jeg havde fået viklet hende fuldstændig ud, spændede hun hurtigt hen på mit skød og skubbede sig ind til min mave. Jeg strøg hende over ryggen og følte straks en stor smerte sive rundt i min krop. Mit håndled sved, og jeg kunne næsten ikke holde mit skrig tilbage. Der var kommet blod på Margereths pels. Hun slikkede forsigtigt af, og bagefter kiggede hun på mig med hendes store brune katteøjne, som om hun ville spørge, hvad der var sket. Jeg tog et blad med lidt dug på og kørte det forsigtigt over mit håndled. Jeg fik det værste blod væk, og rejste mig så op. Jeg måtte helst nå længere ud af skoven inden mørket ville falde på. Jeg skulle også finde ly for natten, mad og vand. Der skulle tempo på mig, og Margereth skulle helst blive ved mig. Men efter hvad hun havde oplevet, tror jeg, også hun bliver ved mig nu. Jeg smilede lidt ved tanken.
Skoven føltes så stor, når man er sulten, tørstig og træt. Jeg ville bare gerne snart finde et sted at være i nat. Jeg så på Margereth. Hun lå og sov trygt nede i mit forklæde. ''Du kan sagtens.'' Tænkte jeg. Jeg begyndte at kunne hører rindende vand, og jeg begyndte at gå lidt hurtigere. Såret på mit håndled sved, da jeg skulle igennem en busk. Jeg nærmede mig vandet. En lille å bugtede sig vej gennem alle træerne, og hver gang den slog på en sten, gav den et lille 'dunk' fra sig. Jeg lagde forsigtigt Margereth ned på en græsplet midt i solen. Der skulle hun nok sove godt. Jeg tog mine træsko af og puttede mine fødder ned i det kolde vand. Det gav et sug i min krop. Det var rart. Jeg lagde mig ned på ryggen. Vi havde heldigvis fundet et sted med næsten ingen træer, så solen stod lige ned mod mig. Himlen var flot lyseblå, og det hele tegnede til at blive en fantastisk dag, efter hvad der var sket. Men pludselig slog det mig. Som om et lyn styrtede ned fra den klare blå himmel. Mit sår! Margereths lopper! Pest! At jeg ikke havde tænkt på det! Måske havde Margereths små lopper hoppet over på mit sår og ind i mig! Måske var jeg ved at få pest nu! Jeg blev panisk og var næsten ved at græde. Margereth vågnede og gik stille hen til mig.
''Det er ikke din skyld Margereth. Du er verdens kæreste kat. Du kan ikke gøre for, at jeg ikke tænkte mig om.'' Jeg løftede hende med den modsatte arm af hvor mit sår var, og satte hende ned på mit tørklæde. Jeg kiggede ned på hende og smilte. Hun lå og vred sig lykkeligt rundt i mit tørklæde. Jeg mærkede en dråbe på min kind. Derefter en på min hånd. Regnen begyndte at sive ned i store stinger. Vi måtte finde et sted at sidde i ly. Jeg rejste mig op og gik hurtigt væk fra den bare plet. Jeg vidste egenlig godt, at jeg bare skulle være gået videre, men det lille hus af egetræ tiltrak mig med en voldsom kræft. De gamle vinduer, der var smadret. Sikkert i flere tusinde stykker. Døren der bøjede foroven og var blevet spist af forskellige dyr forneden. Det lignede ikke præstens fornemme og rubuste kirke, men det så kært, trygt og varmt ud. Døren knirkede som hundrede kattes hyl, og gulvet knagede som om en bande af elefanter var brydt ind. Margereth rystede af kulde efter regnen. Jeg fandt et gammelt tæppe på gulvet og lagde det forsigtigt rundt om Margereth. Imens hun lå og sov, ville jeg udforske huset en smule. Måske finde nogle urter jeg kunne kaste over rummet, for at få den lugt der var her til at forsvinde. Jeg kiggede på hylder og på gulvet, men ingen urter. Da fik jeg øje på den. Den lille ting der sad ovre i hjørnet, krøllet sammen med hænderne om knæene. Lys var ikke kendt i dette hus, så jeg kunne ikke se tingen klart. Jeg bevægede mig forsigtigt tættere på, og jeg kunne se, at det ikke var en ting. Det var et menneske. En gammel dame. Mindst 70 år. Hun sad bare og stirrede ud i luften.
''Undskyld at jeg bare sådan gik ind. Jeg vidste ikke her boede nogen.'' Jeg fik min stemme til at lyde beroligende, selvom jeg faktisk var helt panisk.
Ikke andet end en voldsom hosten fik jeg tilbage. Damen rejste sig op, og hun tog min arm. Hun kørte forsigtigt sin rynkede finger henover mit sår. Det gjorde ikke engang ondt.
''Kære barn. Jeg er skam bare glad, for at folk vil drage denne vej, for at se en gammel, blind dame som mig.'' Hun smilede.
Damen fortalte mig om hendes liv. Hun havde haft det hårdt. Hendes forældre døde i en alder af 25 og 30. Hun havde flygtet fra sin plejefamilie, fordi de behandlede hende som en ussel stuepige. Hun havde siden, hun var 16 boet her i denne rønne midt ude i skoven. Hun skulle tit sulte mange nætter i træk, og hun kunne knapt løbe. Jeg følte, at jeg havde været selvisk, men damen sagde mig imod.
''At jeg har haft det værre end dig, er ikke ens betydning med at du er selvisk. Du gjorde, hvad du troede var bedst, så er der ingen selviskhed over det,'' Hun havde lagt sin rystende og rynkede hånd over mine hænder: ''Men kære barn. Hvor har du fået den store rift fra?'' Jeg nåede ikke at svare, før hun hoppede forskrækket op af stolen. Hun styrtede direkte hen til en hylde, hvor et glas med marmelade var faldet ned. Jeg så, at Margereth kravlede oppe på hylden.
''Hvad har vi her? En lille kat så langt ude i skoven?'' Hun smilede og strøg Margereth over ryggen.
''Det er min kat. Jeg har taget hende med.'' Jeg troede, at damen ville smile og komme over til mig igen. Men hun kiggede blot på mig med sine blinde stillestående øjne.
''Det vil sige, at du har fået lopper i dit sår? Men kæreste barn da! Det er dødsens farligt!'' Hun gik hurtigt over til en hylde med krydderier og begyndte at blande dem allesammen. Efter få minutter kom hun over til mig med en stor skål at træ. Hun bad mig give hende min arm, og jeg gjorde det. Hun strøg en masse løse blade ned over mit sår og mumlede en masse ord.
''Hvad laver du?'' Hviskede jeg forsigtigt.
''Du er hermed blevet ophævet fra pest. Min magi, og Gud den store ånd, har hjulpet dig.''
''Er du heks?!'' Mine øjne lyste op af angst. Mor havde altid sagt, at hekse var farlige og ondskabsfulde.
''Kære barn. Jeg helbreder dig. Jeg er ikke ondsindet og ude på at dræbe alle og enhver, der kommer mig nær. Ting som helbredelse skal man vide, når man bor ude i skoven for sig selv. Jeg kan lære dig magiens kraft, så længe du lytter efter og ikke brokker.'' Hendes lille tale var forbløffende. Så forbløffende at jeg satte mig ned og lyttede til hende. Jeg tror, at jeg lyttede i flere timer.
Mine år hos den gamle dame, som jeg nu har navngive mor, har været fantastiske. Jeg elsker hende. Jeg tror aldrig, jeg har elsket en så højt som hende før. Men dødsgangen er åben for hende nu. Hun kan ikke sørge over mig mere. Hun ligger bare ned. Kigger i loftet, og venter på at det skal slutte. At hendes øjne skal lukke. Men jeg ved, at der en dag vil komme en lille pige, flygtet med sin elskede kattekilling, og hun skal få den bedste behandling mit hjerte kan begære. For det har jeg fået.

Se mere om samme emne
11 Kommenter
virkelig god og godt beskrevet.

er der nogen som ved hvordan man lægger en novelle op
så god historie du skulle næsten blive forfatter
Super flot skrevet du burde blive børneforfatter C:
Man burde skrive en bog til din novelle.
imponeret den er vild god fantastisk
rigitg god historie er imponeret:)
Helt vildt god novelle! ???
helt vild god historie
faktisk en god novelle ;)..
Wohohohoow.... Fantastisk historie.. :O
Annonce
10
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Der kom en vildt flot dreng ind, med brunt hår og brune øjne...

  • Damen der er på vej ud af spejlet er hendes mor, men hun ser meget ældre ud, og der er blå størknet blod på hendes hals...

  • Jeg fortalte ham hvad der var ved at ske, og Jonas spærrede nysgerrigt øjnene op...

  • Men jeg græder ikke. Det gør jeg aldrig. Kun dengang hvor mor var her...

  • Jeg vendte mig om og stirrede lige ind i et par rødglødende øjne og et par blottede tænder...

  • Det var fandme ikke længe at den holdt. Èn dag! Kun en sølle dag!...

  • I dag fandt jeg et vil du med til 7. klasses festen på fredag. Ja (venstre), nej (højre) og måske (midten) i min kasse...

  • Døren tordnede sig op for mine øjne, mens verden blev indhyllet i et pludseligt mørke....

  • En mand.

  • De stod i en kreds rundt om ham og pludselig mærkede jeg vreden blusse op i kinderne...

  • Der lyder et bump da jeg hamrer tilbage i klippen. Min arm, som tager for, bliver lammet...

  • Novelle fra Laura ToppHun vidste ikke hvad hun følte. Om hun var såret eller bare vred, men ét var sikkert. Han havde virkelig gjort hende ondt...

  • Jeg tog vores sukkerskål frem, og så hældte jeg alt sukkeret fra den, lige ned i munden på mig...

Annonce
Annonce
Luk