Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Laura Bach Jensen Novellen er skrevet af Laura Bach Jensen

En uforglemmelig halloween

Huset stank. Man kan nærmest sige, at lugten var gammel og tyk...

"Du skal med!"

Det var Halloween. Det var koldt. Alt for koldt. Jeg havde virkelig ikke lyst til, at tage med.

"Det er da alt for koldt." Sagde jeg.

"Så er det mere halloween agtigt. Kom nu!"

Jeg vidste, at jeg ikke fik fred, før jeg gik med. Jeg frøs virkelig. Jeg lynede min jakke helt op.

Tidligere på ugen, havde mig, Chanel, og min søster, Rochel, set en uhyggelig villa. Den så meget forladt ud. Dørene var af slidt træ. Vinduerne var fuldstændig smadrede, og den sorte maling på villaen, var slidt af nogle steder. Der var ukrudt alle steder, og græsset var højt.

Det var virkelig uhyggeligt. Ikke lige min stil. Rochel har altid været meget nysgerrig. Hun var en teenager på denne halloween. Hun var høj, og ret tynd. Hendes stil var meget drenget. Engang sagde hun til mig, at hendes værste mareridt var, hvis hun skulle have kjole på. Hun var min modsætning. Men vi kunne snakke om alt. Jeg har altid været nysgerrig, bare ikke lige så modig, som Rochel. En sand bangebuks. Jeg var en rigtig tøs.

"Kom nu Chanel!" Rochel var meget opsat på, at komme af sted.

"Jaja, jeg kommer nu!" Jeg tror, jeg lød lidt sur.

Fra det ene hus til det andet. Tættere og tættere på villaen. For hvert hus, blev jeg mere og mere utryg. Vores spand til slik, blev fyldt ved hvert hus. Det blev mørkere og mørkere, koldere og koldere. Det sidste hus vi så, var villaen.

"Ej! Skal vi ikke prøve at gå derind?" Rochel lød meget opsat på at gøre det.

"Har du virkelig lyst til det, Rochel?"

"Selvfølgelig. Det ville være perfekt, på en halloween!"

Det var selvfølgelig halloween. Og hvad skulle der kunne ske? Sådan måtte jeg tænke, for at overvinde mig selv. Det skulle jeg. Ellers ville jeg ikke få fred.

Nu gik vi. Over mod villaen. Rochel begyndte at løbe. Hun var virkelig spændt. Hun spænede hen til døren, og ville åbne døren. Det blev ikke noget problem, for den var ikke låst. Husets indre var støvet og beskidt. Der var gamle malerier på væggen, og gamle støvede lamper. Huset stank. Man kan nærmest sige, at lugten var gammel og tyk. Dørene derinde var også slidte. Der var super klamt derinde.

"Hvor er det fedt!" Selvfølgelig ville Rochel sige det.

"Mener du virkelig det?"

"Ja, selvfølgelig!" Hun kiggede undrende på mig, og fortsatte. "Prøv lige at se dig omkring!"

Jeg kiggede mig omkring hele tiden. Jeg kunne ikke se det fede. Jeg var bare bange. Rochel mente at det var fedt, bare at gå rundt og rundt. Selv i de rum vi havde været i. På det tidspunkt, havde vi været alle rum igennem. Troede vi. Men ude i gangen, var der en åbning i gulvet, til en kælder. Rochel kiggede på mig.

"helt ærligt.. Det mener du vel ikke!" Det var de tanker, der havde fløjet rundt i mit hoved, gennem hele aftenen. Jeg gad ikke engang sige dem højt. Det ville ikke hjælpe noget alligevel. De tænkte sikkert på os derhjemme. De vidste jo ikke, hvor vi var henne. Jeg havde ingen mobil med. Rochel åbnede åbningen i gulvet. En stige førte ned, til en mørk kælder.

Jeg fik overvundet mig selv, til at gå derned. Det var noget, jeg aldrig skulle have gjort. En pludselig lyd, kom. De små lysstråler fra åbningen, forsvandt. Åbningen, var blevet smækket i.

"Det her.. Skulle vi aldrig have gjort! Jeg vidste det!"

Min eneste tanke. Tårer. De trillede ned ad min kind. Jeg følte mig fortabt.

Rochel kunne jeg ikke høre. Se hende, kunne jeg heller ikke. Imens jeg var ved, at bryde ud i gråd, fortsatte jeg ned ad stigen. Bare jeg ikke havde mistet min elskede tvillingesøster. Det ville være et kæmpe tab. På det allersidste trin, hørte jeg et skrig. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Var det Rochel? Jeg turde næsten ikke, gå videre. Nu følte jeg bare, at jeg skulle!

Tiden gik langsomt. Jeg var utrolig bange. Jeg gik et skridt frem, og gled. Gulvet var vådt, og klistret. Der sad jeg nede på jorden, grædende og bange. Mine hænder rystede, og en tårer brød frem, lige efter den anden. Efter jeg havde siddet ned et stykke tid, rejste jeg mig. Jeg kunne ane en åbning, til et andet rum. Jeg skulle bare åbne døren, så jeg prøvede virkelig, at overvinde frygten. Men det var svært. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg tog efter lang tid, fat i håndtaget, ind til et andet gammelt rum.

Det føltes tomt. Uden Rochel ved min side, var jeg ingenting. Rummet var støvet og beskidt. Det var et knirkende trægulv. Det eneste der var derinde, var malerier. Ellers var det helt tomt. Ingen møbler. Jeg trådte et skridt frem, så jeg stod midt inde i rummet. Omkring mig, var der ingenting. Det føltes nu, som om der var et eller andet, der svævede omkring mig. Men jeg kunne intet se.

Jeg tænkte ved mig selv, at huset måske var hjemsøgt.

Jeg hørte en latter. En ond latter. Så hørte jeg igen et skrig. Det var nok Rochel. Det gav et sæt i mig, og nu måtte jeg bare finde hende. At finde frem i mørket, var ikke let. Jeg måtte prøve så godt jeg kunne, at følge lyden. Flere gange følte jeg, at noget fulgte efter mig. Jeg tror også, at jeg kunne ane omridset af en eller anden. Måske et spøgelse? Jeg var virkelig bange. Tit var jeg ved at skvatte, for gulvet var virkelig glat. Hvad der var på gulvet, aner jeg ikke.

Et par skridt længere henne, gik jeg ind i et eller andet. Det føltes som om, noget borede sig ind i min ryg. Et håndtag. Jeg var sikker. Inde i mit hoved, talte jeg til tre, og åbnede døren. Gulvet var så glat, at jeg faldt. Ind i en stikkontakt, så lyset tændte. Gulvet var fyldt med blod. Men det første jeg fik øje på, var Rochel. Hun lå midt inde på gulvet. Badet i blod. Helt hvid i hovedet. Det næste der dukkede op, var en skikkelse. En stor skikkelse. Jeg gemte mig bag døren, og så en eller anden, i en sort kappe sætte sig foran hende. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Væsnet vendte sig om. Ansigtet på denne person, var helt gråt, støvet, og lignede et lig. Et totalt klamt, omvandrende og levende lig. Min første tanke var, at lig ikke kan gå rundt. De burde ligge nede på en kirkegård. Men det sad lige her. Det havde ingen øjne. Ansigtet var helt tomt, og kroppen var tynd. Huden sad tæt ind til skelettet, og var ved at falde af. Skræmmende.

Jeg kunne ikke stå omme bag døren mere. Så jeg stillede mig foran liget. Det modigste jeg nogensinde havde gjort. Tårerne var ved at vælte ud. Nu handlede det bare om, at slå liget helt ihjel. Jeg skulle handle hurtigt. Liget begyndte at gå frem mod mig. Jeg følte det stirrede på mig, men øjnene manglede jo. Jeg tænkte at liget var så tyndt, at jeg kunne sparke det dødt. Det forsøg virkede næsten. Knoglerne blev sparket fra hinanden, men de lå der på gulvet, og sprællede stadig. Jeg trampede på dem, og fik dem til støv. Der blev ved med at lyde skrig fra liget, selvom det bare lå der som knoglestøv. Det var virkelig uhyggeligt. Midt imellem alle knoglerne, lå der en nøgle.

Nu var det dødt. Helt dødt nu. Imens tårerne væltede ud, satte jeg mig ned foran Rochel. Strøg hende i håret. Hun var iskold. Jeg havde mistet Rochel. Et stort tab. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg skulle have hende med op fra kælderen. Åbningen var jo låst. Heldigvis, havde jeg nøglen, som jeg fandt. Nu vidste jeg bare: At ingen der er taget af sted, kommer tilbage til de samme

Se mere om samme emne
5 Kommenter
[quote="Rosa_NP"]CREEPY!!! hvorfor skal du srive det som jeg vil skrive??????????? he he he
omg. det var en go´gyser hjælp hvor var det Uhyggeligt jeg tør ikke tænke
å åh åhh jeg kan høre en lyd bag mig aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk