Novelle fra Nivi Harder Meyer, 11 år
Jamen Gabbie du bliver nød til at komme med! Hele morgenen havde min mor jaget mig ud af sengen på grund af en eller anden åndsvag ferie til Tenerife.
Moar! Jeg vil blive hjemme sammen med vennerne. Det var ret moderne at man blev hjemme og campede i stedet for at tage alle de der steder hen.
Jamen er de da ikke på ferie? spurgte hun. Jeg sukkede dybt.
Nej! det er meget bedre at blive hjemme. svarede jeg hårdt og tog tøj på. Min mor sukkede dybt ligesom jeg gjorde før og gik over og tog mig ind til sig. Jeg lod hende gøre det.
Skat det er bare en ferie ikke? sagde hun. Ih nogle trøsterne ord. Som om.
Ja helt klart! svarede jeg.
Der er ikke noget at gøre ferien er betalt slut færdig! Hun var hård nu. Hun ville have mig med.
Jamen hun afbrød mig.
Ingen jamen du tager dine ting og kommer ned i bilen NU! hun smækkede døren i og gik ned i bilen.
Jeg vrissede og snerrede af raseri.
Helt ærlig! Jeg er 13 år og kan ikke engang sige fra over for min mor. Det er simpelthen for pinligt.
JEG BLIVER HER! SÅ KAN I TAGE PÅ JERES SKIDE FERIE ALENE! Råbte jeg ud af vinduet. Jeg hørte skridt på vej op fra døren og så op.
Okay. Så bliver du hjemme. Så ses vi om to uger skat. Hej hej. Sagde min mor. Jeg sukkede og hørte på at min mor og far skændtes om hvad de skulle gøre.
Hun er selv ude om det. Jeg mener det faktisk. Hun vil ikke med Kristian. sagde min mor.
Jamen hun er kun 13. Du kan da ikke forvente at Min mor afbrød ham.
Sådan er det bare og der er mad i køleren så hun kan tage hvad hun vil have. Svarede hun og satte sig ind i bilen. Jeg kastede mig ned af trapperne da jeg hørte bilen kørte. Jeg havde ombestemt mig.
MOR FAR! JEG VIL GERNE MED! HØRE I JEG VIL GERNE MED! Jeg råbte alt hvad jeg kunne.
Men da jeg var ude var de allerede kørt. Jeg faldt på knæ og hulkede vildt.
Men jeg måtte tage mig sammen. Rigtig meget endda. Jeg tørrede tårerne væk og gik ind i stuen. Jeg tog noget morgenmad og tændte for fjernsynet.
Jeg græd lidt endnu. Jeg sukkede dybt og tog bare nogle chips i stedet.
Svampe bob firkant, svampe bob firkant, svampe bob firkant Lød det fra fjernsynet.
Jeg slukkede for det. Det var for meget for mig.
Jeg greb ud efter mobilen og ringede efter min mor.
Ja goddag du har ringet Kirsten Burke jeg kan desværre ikke tage tele fonen da jeg er på ferie eller rettere i flyet med den SINDSYGE DÅRLIGE SERVICE på vej til ferie! Men lig dit navn og dit telefon nummer så skal jeg nok ringe dig op. BIIP Jeg lagde mobilen fra mig og håbede at hun ville ringe senere.
Efter en time blev jeg træt ad det. Efter to blev jeg ked af det igen. Jeg sad og hulkede da jeg kom i tanke om at mine veninder stadigvæk var hjemme. Kimmy skulle først af sted klokken 14:00.
Jeg greb telefonen igen og indtastede hurtigt nummeret.
Kimmy her det føltes dejligt at høre min bedste venindes stemme.
Hey Kim det er Gabbie hør her tror du at jeg kan være hos jer i to uger? Min mor hun har efterladt mig i huset og jeg skal være her i 2 uger Jeg stoppede.
Og Hun troede vidst at jeg skulle være sammen med en.
Øh Kimmy det er alene Jeg gik i det bøvede tonefald og op i de fine igen.
Når hvorfor sagde du ikke bare det med det samme? Jo da jeg kan spørge min mor Sagde hun.
Tak Kim du er den bedste! Sagde jeg. Men Kimmy kunne ikke det der trick med at holde hånden for røret så man ikke kunne høre andre tale.
Kirsten har efterladt Gabriella alene hjemme og hun skal være der i to uger hun spørger om hun kan komme med os. Kunne jeg høre Kimmy sige.
så gjorde det forfærdelige kvindemenneske det endelig Nej hun kan ikke komme med. Vi har ikke plads. Kunne jeg høre Kims mor sige. Jeg lod som om jeg ikke hørte det.
Øh du kan du desværre ikke Gabbie. Der er ikke plads. Hun lød forpint i det.
Når fair nok. Ses Kimmy. Afsluttede jeg.
Ses Gabbie. Held og lykke. Sagde hun og lagde på.
Jeg klemte øjnene sammen i gråd og græd som en vandvittig. Jeg hulkede og hulkede. Jeg løb op ad trapperne og smækkede døren i.
Det sker bare ikke. Det sker bare ikke! Jeg skreg i dynen og bed i puden. Adrenalinen spredte sig i mig og jeg rev bøger ned fra reolen og puder i stykker og hamrede i døren og vendte min seng om. Jeg begyndte endelig at slappe af efter en halv time med ødelæggelse og skrig.
Jeg faldt på knæ.
Jeg var bange. Det her var ligesom at flytte hjemmefra som mindreårig.
Bare rolig bare rolig Ga-Gabbie d-det hele er er ok. Bare to uger. Bare to uger. Jeg forsøgte at berolige mig selv. Det var noget af en opgave selv for mig.
Jeg blev sulten. Jeg så på klokken. Den var syv min spisetid. Jeg kiggede nede køleskabet og så en pizza som min mor sikkert havde efterladt til dem der passede hendes planter. Jeg varmede den i ovnen og tændte for fjernsynet.
Ud i det blå med vanter på Åh nej en tåbelig sang jeg skruede over på kanal 4. Der var de unge mødre og jeg elskede bare den serie. Malou Stella skulle have sin søn. Jeg elskede det afsnit.
Efter serien blev jeg lidt døsig i det. Jeg faldt lynhurtig i søvn til en film og lukkede mine øjne i
Jeg vågnede med et sæt. Det var nat. Fjernsynet var stadigvæk i gang. Der var Greys hvide verden.
Jeg sukkede og slukkede for fjernsynet. Men
Jeg hørte en lyd udenfor. Jeg tog et par skridt derhen imod før den kom igen og jeg stoppede brat op jeg gispede af at se de store skygger der svævede rundt udenfor.
Jeg løb over til vinduet og så ud ingen Jo der var fodspor. Gad vide Det var ikke mine skos spor. Heller ikke min mors eller fars jeg trådte ufrivilligt et par skridt tilbage og gispede endnu en gang. Jeg hørte døren gå op. Jeg skyndte mig at løbe ind imod væggen og pressede mig ind imod den. Men nu var lydene væk. Jeg ventede lidt. Der var ikke flere. Jeg kiggede mig omkring. I gardinet ved siden af mig synes jeg at der var nogle. Jeg mandede mig op og rakte prøvende hånden ud imod gardinet. Jeg greb fat i den tykke stof og rev det til side. Ingen jeg sukkede og faldt ned imod gulvet. Jeg grinte lidt og bagefter rejste jeg mig op.
Da jeg drejede hovedet stod der en mørk skikkelse og så på mig. Det var en mand. En høj spinkel og tynd ung mand. Jeg skreg og løb af sted imod trappen. Han fulgte efter mig. Jeg fløj op ad trapperne men han var for hurtig. Han greb mig om munden og holdt mig stille. Jeg vred mig rundt og græd og skreg af skræk. Jeg sprællede som en fisk på land i hans hænder da han greb fat om mig og løftede mig hen på sengen. Han bandt mig med de reb han havde om armene og stoppede noget stof i munden på mig. Jeg havde ikke den mindste chance. Jeg gav op og græd i stedet. Manden stod og betragtede mig på en måde. Men så greb han fat om en mobil og trykkede et nummer.
Vi har hende boss. Han sagde ikke engang hej. Men hey hvad talte de om der havde noget med mig at gøre?
Du havde ret med hensyn til hendes mor boss. Hun forlod hende. En dyb brummen kom op fra mit bryst. Han stirrede på mig og tog så telefonen op til øret igen.
Jamen boss her HovedkvarteretOkay du bestemmer boss. Han tog mobilen ned i lommen igen.
Du er heldig lille pige Boss har givet dig lov til at blive her jeg ved godt at det er lidt ubehageligt med en sok i munden men vi må holde os sikre ikke også tøs? Jeg stirrede på ham. Og brokkede mig uforståeligt. Han lo højlydt. Jeg stoppede da jeg kunne mærke brækfornemmelserne trænge sig på. Jeg græd endnu. Han holdt øje med mig hele natten. Jeg var bange. Jeg var virkelig bange jeg lægtes efter at skrige jeg ville skrige. Ok jeg prøvede at fokusere på mine hænder. Jeg prøvede at binde den ene knude over. Men hvordan gør man det uden at blive opdaget.
Manden trampede hen imod mig og gav mig en lussing. Jeg prøvede at ømme mig. Han sagde ikke noget men gik bare videre til sin stol. Jeg tænkte på sokken i min mund og prøvede at skubbe den ud. Jeg skubbede til med tungen og blev ved. Jeg bed den ud med mine tænder og jeg prøvede at få den ud. Det lykkedes. Jeg skreg. Men mere kan jeg ikke huske fra min tid som menneske