Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Julie Behrmann Novellen er skrevet af Julie Behrmann

Lykken er kort

Jeg hørte en spyttende lyd, og mærkede noget vådt og klistret i nakken, efterfulgt af op til flere halvkvalte fnis rundt omkring...

Jeg var ikke helt klar over hvornår det var at min popularitet egentlig stoppede. Hvornår det var at pigerne stoppede med at følge mig, hvornår drengene stoppede med at sværme omkring mig og hvornår karaktererne stoppede med at være i top. En hel del stoppede nemlig lige pludselig, og efter mine beregninger var det omkring Cecilies ankomst i klassen, for snart et halvt år siden. Men en ulykke kommer jo sjældent alene og det var nemlig lige præcis hvad det var i dette tilfælde! For omkring hendes ankomst skete der også en masse nyt. Det var nemlig også omkring dér at de spydige og nedladende kommentarer begyndte og omkring der hvor folk stoppede med at invitere mig til fester, pige aftner, biografture og diverse andre ting. Det var vel egentlig også der omkring, hvor folk ikke længere vendte sig om for at få et sidste glimt, men i stedet for at spytte på mig, hive mig i håret eller hovere dagens tøjvalg. Ja, det var faktisk dér at hele mit sociale liv stoppede for alvor. Men enhver slutning har vel også en ny begyndelse, er det ikke det man siger?

*

Jeg lænede mig grædefærdig og opgivende op af væggen i værelset. Mine lunger hev efter vejret i små grådige suk, alt i mens jeg så på min mor der stædigt pakkede lejrturstasken. Den taske jeg gang på gang havde tømt indholdet ud af.

"Jeg vil altså ikke med, vil du ikke nok lade mig blive hjemme?" stammede jeg, mens de salte tårer brændte i øjenkrogen.

"Nej, fjolle selvfølgelig må du ikke blive hjemme! Det er da en vidunderlig mulighed for at komme tættere på de andre i klassen. Sagde du ikke også at du var gledet lidt fra dine veninder?" Gledet lidt fra var da en stor underdrivelse!

"Nej, mor. Det er altså ikke som du tror, jeg vil bare ikke med. Lejrtur er ikke lige mig," sagde jeg med en grødet stemme der knækkede over.

"Hvordan er det så? Fortæl mig det Sofie, vi snakker jo aldrig sammen længere."

Jeg sukkede indvendigt, selvfølgelig kunne jeg ikke fortælle min mor om hvordan tingene virkelig stod til. Det ville gøre det hele meget værre.

"Du har nok ret, det er sikkert bare mig. Turen bliver sikkert sjov," løj jeg. Hvis man virkelig fik en sort streg i panden hver gang man løj, ville jeg på nuværende tidspunkt ligne noget i retningen af en skorstensfejer.

Hun sendte mig et strålende smil, og bredte armene ud. Jeg knugede mig tæt indtil hende, det her ville nok blive det sidste hun så til mig. Den lejrtur ville blive min død!

*

Jeg gik med tunge skidt ned af de sidste to trin, og ud på det store græsareal. Det var en befrielse at slippe fra den sure indelukkede lugt i den gamle bus, og jeg nød hvert et sekund af den friske havluft der kom mit ansigt i møde. Jeg gik bagtrop bag de andre fra klassen, uden så meget som at mæle et ord. Min weekend taske med alt hvad jeg skulle bruge på lejrturen, lå nu som en tung byrde på mine skuldre. Jeg lod blikket vandre imellem mine mange klassekammerater, der åbenbart alle var fast besluttet på at ignorere mig. På den anden side var det også bare meget nemmere at falde i ét med tapetet. Netop som jeg tænkte tanken at det var befriende at slippe fra de hånlige bemærkninger og den tankeløse, ondskabsfulde Cecilie, skete det uundgåelige. For når man snakker om solen bryder den op på himlen, suk. Cecilie som åbenbart var standset op, stod lænet ind over mit ansigt og kiggede gennemborende på mig. Hun lyste op i et stort falsk smil, idet vores øjne mødtes, det løb mig koldt ned af ryggen.

"Hvad vil du?" mumlede jeg lettere frustreret, og kiggede ned på mine sorte ruskindsstøvler med spids hæl. Min mor havde fået dem af en gammel ven for et par dage siden, men hun kunne ikke passe dem, til mit held. Jeg fik dem nemlig og de passede egentlig også fint ind i min plan. At ligne de andre femten årrige piger fra min årgang. Jeg havde brugt lang tid foran spejlet inden jeg var taget af sted, og jeg havde virkelig gjort en indsats for at passe ind.

"Hvor skal du sove i nat?" spurgte hun sukkersødt og tyggede overdrevent på et stort stykke lyserødt tyggegummi.

"Det ved jeg ikke, kan du ikke bare være ligeglad?" vrissede jeg. Med hjertet oppe i halsen satte jeg gevaldigt farten op, jeg kunne ikke klare ét minut længere i hendes falske selskab. Jeg hørte en spyttende lyd, og mærkede noget vådt og klistret i nakken, efterfulgt af op til flere halvkvalte fnis rundt omkring. Med tårerne brændende bag øjnene og Cecilies tyggegummi i nakken, løb jeg forbi alle mine klassekammerater, og stormede ud på nærmeste toilet. Jeg satte mig grædende på det kolde toiletbræt og prøvede at samle tankerne. Jeg knugede mine hænder hårdt sammen og bed mig selv i læben for ikke at komme til at græde. Med ét gik jeg fra ked af det til vred. Jeg mærkede adrenalinen samle sig i kroppen, og følte trang til at komme ud med vreden. Idet jeg i ren frustration ville sparke til døren, hørte jeg hviskende stemmer ude foran døren. Jeg trak fødderne op fra det kolde flisegulv, og satte dem forsigtigt og lydløst op på toiletsædet. Jeg spidsede ører og prøvede at finde ud af hvem det var der snakkede derude.

"Hun er blevet totalt syg i hovedet," hørte jeg en velkendt stemme sige. Det lød som Amanda og jeg kunne nemt forestille mig at hun sagde det, for derefter at himle med øjnene.

"Nogen burde give hende en lærestreg," fastgjorde en skinger stemme der ikke var til at tage fejl af. Det var nemlig ondskaben selv, Cecilie. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om at samtalen drejede sig om mig, hvilket gjorde det endnu mere pinefuldt at hører på. Endnu en stemme kom på banen, denne gang uidentificeret.

"Vi kunne gøre det der vi snakkede lidt om for sjov engang, nu har vi jo chancen. Så kan hun lære at svare ordentligt! - Det ved jeg ikke, kan du bare være ligeglad?" citerede stemmen. De fniste i kor, og jeg hørte tydeligt skridtene der i perfekt takt gik ud fra toiletterne. Jeg sukkede lettet og sænkede benene ned. I det samme øjeblik gik det op for mig hvor dum jeg havde været. Den uidentificerede stemme var pludselig umulig at forveksle, men måden lydene var kommet ud på havde været helt forkert. Den velkendte klang af kærlig og omsorgsfuld veninde var pist væk, som dug fra morgensolen. Personen havde nemlig været i selskab med Cecilie, og den førhen uidentificerede stemme var min gamle bedste veninde, Lea. - Ingen tvivl om det! Jeg åbnede forsigtigt toiletdøren på klem og tørrede hurtigt øjnene med bagsiden af min hånd. Da jeg kom ud fra toiletterne samlede jeg mine ting, og gik med faste skridt hen imod vores klasselærer Bjarne.

"Halløj, har du ikke fundet din hytte endnu?" spurgte han, og jeg rystede på hovedet.

"Hvor skal jeg bo?"

"To sekunder," sagde han og rettede blikket ned på den stak papirer han havde i hænderne.

"Hytte nummer 19."

"Tak," sagde jeg. Han sendte mig et tørt smil der ikke nåede øjnene, og gik hen imod nogle drenge fra klassen. Jeg mumlede tallet 19 for mig selv, mens mine øjne søgte efter det rigtige hyttenummer. Efter få minutter havde jeg fundet hen til den rigtige hytte, og jeg satte kursen mod den lille trædør. Ikke nok med at jeg tabte min taske på gulvet da jeg så mine værelses kammerater, jeg tabte også kæben. De stod smilende på ræd og række, alle tre piger. Cecilie, Amanda og værst af alt min gamle veninde Lea. Jeg prøvede at bevare roen, men mine hænder rystede stadig en smule da jeg stilte min taske på sengen, og kiggede hen på dem. Lea skulede ondskabsfuldt til mig igen. Jeg spekulerede over hvad de tre pigers venskab mon var baseret på, og fastgjorde at det i hvert fald ikke var på kærlighed og tillid!

"Ser man det, er du ikke glad for at se os? Hvis jeg ikke havde fedtet lidt for Bjarne, var vi jo ikke kommet til at bo på samme værelse, men nu er det jo ordnet. Er du ikke bare lykkelig?" spurgte Cecilie sarkastisk og lo ondskabsfuldt. Jeg trak på sagte skuldrene og kiggede den anden vej. Hun fik øje på mine støvler og måbede åbenlyst.

"Hvor har du dem fra?" hvislede Lea forfærdet, som åbenbart også havde fået øje på dem.

"Jeg har fået dem af min mor, hvorfor?" spurgte jeg nervøst, og ledte efter en form for udvej.

"Er du godt klar over hvor meget de koster? Det er ægte Jimmy Choo støvler, der var først mulighed for at købe dem for en uge siden.." hun tøvede og holdte en kunstpause.

"For en uge siden, helt ovre i Canada." Jeg gispede indvendigt. Kunne det virkelig være rigtigt at jeg havde noget som Cecilie ikke havde, noget som jeg kunne vifte hende om næsen med? Efter en stilhed på et par minutter, og en masse stirren på mine støvler åbnede Amanda pludselig munden.

"Hun har sikkert stjålet dem!"

"Ja, det er den eneste mulighed," fastgjorde Cecilie arrigt, og skubbede mig i siden.

"Indrøm det, din tyv! Ved du hvad de gør ved folk som dig i Canada?"

"Men jeg har ikke stjålet noget som helst," hviskede jeg fortabt, og kiggede ned i gulvet som et lille barn, der var blevet opdaget med hånden nede i kagedåsen.

"Selvfølgelig har du det, kom nu. Sig det selv, vi gør dig jo ikke noget." De tre piger stod bøjet hen over mig, og nedstirrede mig på det groveste.

"Jamen jeg har ikke gjort noget.." hviskede jeg, og sank ned på gulvet. Før jeg kunne så meget som nå at blinke, mærkede jeg en fod i højre side af brystet. Et gisp efter luft undslap mine sprukne læber, idet smerten bredte sig i kroppen, langsomt og smertefuldt. Jeg mærkede lange negle der kraftigt borede sig ned i min arm, helt ind til kødet. Jeg ville skrige, men min hals føltes som sandpapir og det var som om en tung mursten holdte mig fast på stedet. Jeg sad krympet sammen på gulvet og prøvede at ignorere slagene og de skingre stemmer der råbte skældsord af mig. Lussinger ramte mine kinder og jeg kunne tydeligt fornemme blodet der forvirret cirkulerede rundt i min krop, og samlede sig på de sårede steder. En spytklat landede på min højre arm og jeg mærkede igen de forræderiske tårer drive ned af mine sårbare kinder. Jeg kunne smage den salte og jernagtige smag i munden, idet en knytnæve ramte min næse og den blodrøde væske sivede ud. Det var som et dejavu og det var ikke første gang at det her var sket. For et par måneder siden var jeg blevet overfaldet og jeg havde svoret at det var Cecilie der gemte ansigtet bag hættetrøjen. Hende og tre andre piger jeg ikke kunne genkende. Jeg huskede tydeligt sparkene, blodet, latteren og skældsordene. De truede mig på livet, hvis jeg sladrede. - Jeg havde bare aldrig rigtigt fundet ud af, hvorfor Cecilie hadede mig så inderligt. Jeg havde fået er brev fra en ukendt person, hvor der stod at vi skulle mødes nede på byggepladsen selv samme dag klokken 20.00. Jeg havde været i tvivl om jeg skulle tage derud, men jeg tænkte ikke nærmere over hvem det kunne være som havde sendt mig brevet. Af ren nysgerrighed tog jeg ud på byggepladsen på den skrevne tid, idet fire hætteklædte skikkelser trådte frem fra mørket. Jeg havde været så bange og chokeret, at jeg ikke havde kunnet rokke mig én centimeter. Det hele stod pludselig så tydeligt, at jeg ikke ville tænke mere på det.

"Sæk," vrissede Amanda, og sparkede mig på ribbenene. Jeg krympede mig sammen og græd lydløse tårer. Det var snart overstået beroligede jeg mig selv med. Mine sko blev flået af, men jeg turde ikke kigge. Jeg sværgede at jeg hørte lyden af noget der blev flænset, maltrakteret, spyttet og trådt på, men jeg ville ikke kigge. Jeg ville ikke se sandheden i øjnene, eller skoene for den sags skyld.

"Stop," bad jeg forgrædt, og dækkede mit ansigt.

"Jeg brækker mig over dig, hold kæft hvor er du patetisk," mumlede Cecilie og spyttede på mig igen. Jeg vidste ikke hvornår det ville stoppe og jeg havde absolut ingen tidsfornemmelse over hvor lang tid jeg havde lagt der. Helt og aldeles handlingslam og grædefærdig, men så skete miraklet. Jeg hørte skridt uden for og pigerne stoppede i samme sekund med at slå på mig, som en maskulin skikkelse åbnede døren.

"Hvad sker der her?" spurgte en dyb stemme ovre fra døren. Jeg tillod mig at åbne øjnene, og kiggede op på de rolige pigers ansigter.

"Sofie snublede, i må hellere til at få gjort noget ved de her løse gulvbrædder." Cecilies stemme var helt kold og afslørede ikke det mindste. Jeg fik det helt dårligt da det gik op for mig at Bjarne ikke engang havde fået et glimt af hvad der var sket. Lea sendte mig et falsk medfølende smil og rakte hendes hånd ned imod mig, som en invitation til at komme på benene. Jeg rejse mig selv op uden den mindste hjælp fra Lea.

"Er du okay?" spurgte han mistroisk og lod blikket vandre omkring min næse, hvor blodet sivede ud. Jeg kunne skimte mit spejlbillede i vinduet af den anden ende af værelset, og blev ligefrem forfærdet. Mit ene øje var helt opsvulmet og blåligt, blodet strømmede ud af min næse, der var rifter langs mine arme og halsudskæring, for ikke at snakke om de blå og gule mærker på arme og ben.

"Ja, klart. Det var bare et uheld," stammede jeg nervøst og skævede hen imod pigerne ved min side, de havde tydeligvis pudset glorierne.

"Er du sikker? Hvad er der sket herinde, helt præcist?" Bjarne virkede ikke tilfreds med pigernes forklaring, så han kiggede på mig.

"Jeg faldt, det er bare én stor misforståelse. Du kender mig jo, jeg er ret klodset."

"Ja, det er du Sofie. Kan du huske dengang for et par måneder siden hvor du kom til skade ude på den der byggeplads. Man skal virkelig passe på med hvor man træder, ikke sandt Bjarne?" Cecilie som havde ordet, sendte vores klasselærer et bedårende smil, for derefter at ligge en arm omkring min skulder og klemme den blidt.

"Nå, men vi skal altså over at spise nu, så skynd jer lidt," mumlede han og forsvandt fra døråbningen. Pigernes bidende blikke landede på mig igen.

"Og hvis du sladrer.." hviskede Cecilie, og lod truslen hænge ufærdiggjort i luften, som en let kølig brise der løb mig koldt ned af ryggen. De vendte sig om, forsvandt ud af rummet og efterlod kun en kvalmende sød parfume hængende tilbage i luften.

*

Jeg vendte og drejede mig rastløs i sengen, det var som om at den rette måde at ligge på ikke fandtes. Jeg kunne tydeligt hører Cecilie, Amanda og Lea sidde og snakke højlydt i den anden ende af rummet. Det at jeg prøvede på at sove, havde tydeligvis hverken afholdt dem fra at fnise, le, kaste med ting eller ligefrem at råbe. Jeg prøvede at ignorere dem, men hver gang jeg lukkede øjnene så jeg deres ansigter for mig. De skarpe øjne der sitrede intens af ondskab, og læberne der viste antydningen af et grumt og hævntørstigt smil. Tanken plagede mig ligefrem, om hvad Cecilie dog havde imod mig? Var det generelt bare personen mig hun ikke brød sig om, eller så hun mig som en trussel for hendes popularitet? Næppe. Mine tanker vandrede tilbage til tiden før Cecilies ankomst i klassen, tilbage til dengang hvor alt var godt. Da Cecilie kom forandrede alting sig lige pludselig og det ene førte til det andet. Før jeg helt rigtigt nåede at opfatte hvad det var der skete, havde Cecilie taget alt fra mig. Alt hvad jeg nogensinde havde holdt af, alt hvad jeg nogensinde havde elsket. Jeg kom til at tanke på mine flænsede og totalt smadrede støvler der lå under min seng. Jeg havde selv sparket dem derind, flov over pigernes resultat. Jeg sukkede dybt, vendte mig endnu engang i sengen og løbet af få minutter sov jeg en dyb og drømmeløs søvn.

Om natten vågnede jeg pludselig. Jeg mærkede nogle hænder der forsigtigt rodede i mit hår, og noget der lød som to stykker metal der arbejde sammen i et klip. Jeg stivnede, men holdt mine øjne lukkede. Jeg lå på siden, med hovedet vendt ind mod væggen. Hænderne der rodede med mit hår, var på den anden side. Jeg ville græde, råbte, le eller i det i det mindste reagere, men min hals var tør som Saharas ørken. Mine mave snerpede sig underligt sammen og havde det som om jeg skulle kaste op. Chokeret gennemtænkte jeg hurtigt mine muligheder, imens jeg smertefuldt måtte hører på mit lange smukke hår, der i store totter blev klippet af. Jeg mærkede vreden og sorgen der på én gang boblede i min krop og jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at komme til at græde. Med ét vendte jeg mig om og greb fat i personen. Hænderne stivnede i et forsøg på at klippe mere af og to par store forskrækkede øjne, stirrede på mig i det dunkle tusmørke. Men øjnene var ikke fremmede, de tilhørte Cecilie. Nu skulle det være slut! I alt frustration greb jeg saksen ud af hendes hånd og stak hende i maven, hurtigere end hun kunne nå at reagere. Hun faldt lydløst sammen på gulvet og hendes ansigt var fortrukket i en smertefuld grimasse. Idet jeg stormede ud af døren, nåede jeg lige præcis at hører et klynk og nogle forvirrede stemmer. Jeg løb alt hvad jeg kunne, ud mod lyden af de rolige let brusende bølger der hviskede beroligende ting i mine ører, ud mod lyden af frihed. Jeg løb og løb mens tårerne drev ned af mine kinder. Mine blodige hænder knugede sig tæt sammen, ved den faretruende lyd af sirener. Jeg løb alt hvad jeg kunne og hver eneste nervespids i min krop arbejde sammen. - Alt i mens jeg sværgede højtideligt at jeg aldrig ville vende mig om, og se tilbage på dette øjeblik..

Se mere om samme emne
3 Kommenter
Hvor var det sørgeligt..............Men hold da kæft den var god
Hold da op hvor er den spændende !! :)
Annonce
1
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk