Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Solbjørg Fog Novellen er skrevet af Solbjørg Fog

Så kan de lære det!

De stod i en kreds rundt om ham og pludselig mærkede jeg vreden blusse op i kinderne...

Nu står de der igen. De står der altid. Hele banden: Arne, Knoppen, Fladnæse og Rolf. De står altid foran indgangen til 0. klasserne. Den første lille splejs der kommer ud, har ikke en chance. Jeg plejede bare at snige mig uden om og lade som ingenting. Men en dag, gik det galt. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor de stadig står der. Hvis det var mig ville jeg bare forsvinde med det samme og aldrig komme igen. Er du blevet nysgerrig? Så nysgerrig at du ikke kan sove i nat? Nå, men okay, så vil jeg fortælle dig hvad der skete den dag.

"Åhr, Lucas hold mund, jeg har ikke en kæreste." Lucas grinede og spænede alt hvad han kunne, da jeg gjorde mine til at følge efter ham. Jeg pakkede lige de sidste ting, kiggede mig en ekstra gang i spejlet og råbte til Lucas at han skulle skynde sig. Jeg kom for sent i skole. Igen. Jeg havde sovet virkeligt dårligt, de sidste par nætter og Lucas snøvleri, hjalp ikke lige frem på tiden.

Skoledagen var lang og kedelig. I historie brugte vores lærer hele timen på at tegne en bilmotor. I dansk sad vi og skrev stil og matematik timerne, ja matematik er bare kedeligt.

Da jeg skulle hjem, havde jeg først ikke lagt mærke til dem. Men da jeg nærmede mig stedet, hvor de stod, fik jeg øje på den lille dreng. De stod i en kreds rundt om ham og pludselig mærkede jeg vreden blusse op i kinderne. Den lille dreng, det var Lucas! Jeg overvejede mulighederne. Jeg kunne vælge at lade som ingenting og så ville de banke Lucas. Eller jeg kunne, bede dem stoppe og så se hvad der skete. Jeg valgte en helt tredje mulighed. For selvom Lucas er en plageånd og jeg er en tøsedreng, så er han min lillebror. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på en lille sten. Jeg samlede den op, sigtede og skød. Den fløj gennem luften og ramte Fladnæse lige i nakken. Han vendte sig langsomt og stirrede på mig. "Du skød en sten på mig?" Det var som om han ikke helt havde fattet det. "Ja, jeg skød en sten efter dig." Jeg forstod ikke hvor alt det mod pludselig kom fra. Jeg havde regnet med at min stemme ville ryste. "Skal du have bank?" Han sagde det som et spørgsmål, men jeg kunne tydeligt høre truslen. "Nej tak, det vil jeg faktisk helst ikke." Jeg kunne se, det var for meget nu, inden han havde taget et skridt, løb jeg. Jeg løb så hurtigt jeg kunne og så ikke skraldespanden. Jeg løb lige ind i den og væltede ned på numsen. Jeg nåede ikke at rejse mig før en hård hånd greb fat i mig. "Nå, så du troede du kunne løbe fra mig." Jeg kunne se glæden i Fladnæses øjne og håbede Lucas var sluppet væk. Jeg turde ikke sige noget og lukkede øjnene da Fladnæse hævede hånden. Blodet løb ned i munden på mig og min næse knagede, da vægten fra hans hånd ramte. Jeg klynkede og Fladnæse smed mig ned på jorden. Han sparkede mig i siden og jeg snappede efter vejret. Han slog en grum latter op og jeg håbede virkelig, at Lucas var nået hjem i sikkerhed. Jeg blev samlet op igen og de tvang mig til at åbne øjnene, men det eneste jeg kunne se var blodpletterne på fortovet. De fik mig op at stå og lige så snart jeg stod op, skubbede en af dem mig. Jeg tumlede ud på vejen, hvor jeg faldt lige så lang jeg var. Jeg drejede hovedet og kiggede på dem, men de kiggede ikke på mig. De kiggede på et punkt ved siden af mig og jeg forstod med det samme, hvad det var.

Jeg prøvede ikke at flytte mig, jeg vidste det var for sent. Det sidste jeg så var bilens lygter. Så blev alt sort.

Himlen er et dejligt sted, men jorden er sjovere. Nu står de der igen. De står der altid. Hele banden: Arne, Knoppen, Fladnæse og Rolf. Men i dag, driller de ikke. Det har jeg sørget for. Den dag jeg døde, fik de en skræk i livet og jeg vil sørge for at de aldrig glemmer den dag

Se mere om samme emne
1 Kommenter

Ingen kommentarer

Annonce
1
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk