Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Mila Novellen er skrevet af Mila

Så unormalt kan et helt normalt liv ende

Damen der er på vej ud af spejlet er hendes mor, men hun ser meget ældre ud, og der er blå størknet blod på hendes hals...

Novelle fra Mila

Matilde er elleve år og er en helt normal pige, ja så normal man kan være

når man stadig samler på dukker. Hun har en kæmpe dukkesamling sikkert den

største i hendes skole, nej i hele København, nej det er i hele Danmark,

nej nu ved hun det, han har da selvfølgelig den største samling i hele

verden. Mor jeg går over til Anna, råber matilde da hun kommer hjem fra

skole, men der kommer intet svar, mor har sikkert hørt det, så Matilde

tager over til Anna. Anna er Matildes bedste veninde, og de leger tit

sammen så leger de med dukker og taler om drenge. Da Matilde kommer over

til Anna banker hun på døren, Anna åbner døren, hej Matilde fedt du kom,

det er hyggeligt og Matilde glemmer helt tiden, åh nej mor, Matilde må

skynde sig hjem ellers bliver mor meget vred det gør hun altid. Matilde

skynder sig at cykle hjem, da hun kommer ind er der helt stille, "mor"

råber Matilde, men ingen svarer, hun går rundt over det hele i huset og

kigger, da hun kommer til toilettet kigger hun i spejlet, hun ser helt

gammel ud, hun har fået rynker under øjnene, hun tager sig til sine øjne,

men de er som de plejer, nu er det begyndt at blive lidt mærkeligt, hun

begynder at tænke på at gå tilbage til Anna da døren pludselig smækker i,

hun kigger rundt i rummet meget skræmt, hvad sker der, pludselig ser hun

en bevægelse ud af øjenkrogen hun kigger hen på spejlet og der ser hun,

mor når Matilde at hviske før hun ser det, damen der er på vej ud af

spejlet er hendes mor, men hun ser meget ældre ud, og der er blå størknet

blod på hendes hals hun læner sig frem med sine klamme døde hænder for at

tage fat i Matilde, nu har hun fat, det føles som om hendes hud fryser til

is ved den blotte berøring da hun kigger ned af sig selv ser hun da også

at hun er ved at blive helt blå, ikke lige så mørke blå som damen, men

starten af en lyseblå, det mørkeblå kommer senere tænker hun. Hun bliver

hevet tættere og tættere på damen i spejlet, til sidst er hun så tæt på at

hun kan lugte hendes ånde, den lugter af mug og menneskekød fra de ofre

damen har ædt, nu bliver jeg en af dem, når matilde lige at tænke før alt

bliver sort.

)

Se mere om samme emne
4 Kommenter
Jeg syntes at det er en god og åben slutning
kunne der ikke være mere fx. en slutning
uhyggeligt men ja der skal også være en ende/slutning
Annonce
1
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk