Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af olivia Bladet Novellen er skrevet af olivia Bladet

Sofus - kærligheden vinder altid

Se far, Sofus er kommet hjem. Han elsker mig mere, end han elsker Henrik, sagde Cecilie med et stort smil. Nu må jeg da godt beholde ham, ik?

Novelle fra Olivia bladet

Der var spænding i luften i huset uden for København. Familien Christensens sorte labrador, Lady, skulle snart føde sine første hvalpe, og både Cecilie og mor og far glædede sig meget til de små nye. Lady var avlshund med en meget fin stamtavle, og det betød, at der allerede var en masse interesserede købere i hvalpene, før de endnu var født. Cecilie var ikke glad for, at de ikke skulle beholde hvalpene selv, men hun vidste også godt, at der ikke var plads til flere hunde i familiens hus der foruden Lady også talte Freja og Sting, der begge var gadekryds.

Endelig skete det
Cecilie var altid den første til at stå op, og da hun vågnede klokken otte en lørdag morgen og skulle ned for at se til Lady, så hun til sin store glæde tre bittesmå hvalpe ligge i kurven.

Mor og far, skynd jer at komme, råbte hun. Lady har fået hvalpe.

Mor og far skyndte sig ned i køkkenet, og det var tydeligt, at Lady var stolt over de små.

Nu skal vi passe rigtigt godt på de små i de første uger, for de er meget skrøbelige og kan let komme til skade, sagde far. Cecilie tog hånden ned i kurven for at løfte en af de små hvalpe op, men inden hun kunne nå at vælge, hvilken hun ville tage, var den ene af dem allerede nærmest hoppet op i hånden på hende.

Aj, hvor er han sød, sagde hun. Ham er der gang i. Han skal hedde Sofus, for det navn har jeg altid godt kunne lide.

Sofus ikke som de andre
Det stod hurtigt klart, at Cecilie allerede fra start fik et meget specielt forhold til Sofus. Og selvom far advarede hende mod at være for meget sammen med hvalpen, fordi det ville gøre hende endnu mere ked af det, når han skulle sælges, så var de bare sammen hele tiden. De legede, nussede og puttede, men snart fandt de også ud af, at Sofus ikke var som de andre. Hans ene forben var en lille smule kortere end det andet, og det betød, at han haltede lidt, når han gik. Det var ikke noget, der havde betydning for hans liv, for han havde det lige så godt, som alle de andre, men far var bekymret, fordi han vidste, at han ikke ville kunne sælge Sofus som en racehund pga. det for korte ben.

Da hvalpene var blevet små tre måneder gamle, var de klar til at komme ud til deres nye familier, og Sofus søskende blev hurtigt afsat men ikke Sofus. Der var ingen, som var interesseret i ham, fordi han ikke var som de andre. Cecilie var glad for, at han stadig var hjemme hos dem, men hun vidste også godt, at det ikke ville blive ved med at gå. En dag kom far hjem med Henrik, som boede lidt længere ned af vejen. Han kom for at se på Sofus, og da han ikke havde tænkt sig at bruge Sofus til avlshund, men derimod som vagthund, gjorde det ikke noget, at Sofus haltede.

Jeg tror altså ikke, at der er meget vagthund i Sofus, sagde Cecilie. Han er altså bedre til at nusse...

Henrik og far grinede, men det endte alligevel med, at Henrik gerne ville have Sofus. Cecilie begyndte at græde, da Sofus fik snoren på, og han begyndte at pive, da Henrik trak af sted med ham. Det var nærmest som om, at han også græd, og halen logrede slet ikke, som den plejede, men hang i stedet for nede på jorden...

Den næste uge var meget hård at komme igennem for Cecilie. Hun gik forbi Sofus nye hus, hver dag hun skulle i skole, men han var aldrig ude at lege i haven, så hun kunne ikke se ham. Cecilie græd rigtigt meget i de dage, og hun følte, at hun havde mistet sin bedste ven. Men så en fredag, da hun kom hjem fra skole, og hun gik ind i haven, kom Sofus løbende over til hende.

Sofus, hvad laver du her? sagde hun, mens Sofus slikkede hende i hele hovedet.

Er du løbet hjemmefra?

I det samme kom far hjem, og han blev meget overrasket over at se Sofus.

Se far, Sofus er kommet hjem. Han elsker mig mere, end han elsker Henrik, sagde Cecilie med et stort smil. Nu må jeg da godt beholde ham, ik?

Nej, det må du i hvert fald ikke! sagde far. Henrik har købt Sofus, og han tilhører ham. Vi må skynde os at levere ham tilbage, inden han bliver urolig.

Det var Cecilie ikke meget for at høre, men endnu engang måtte hun tage afsked med sin lille hvalp, der humpede af sted sammen med far.

Farvel Sofus
Det skulle vise sig, at dette ikke kun kom til at ske denne ene gang. Rent faktisk løb Sofus over til Cecilie, hver gang Henrik lukkede ham ude i haven, og det blev til mange tårer, når far eller mor fulgte ham over til Henrik igen. Det stoppede dog, da Henrik fik bygget et nyt hegn i sin have, og efter en måned så Cecilie ikke Sofus mere. Hun havde slet ikke lyst til at lege med Lady eller Freja eller Sting, og det eneste hun hele tiden tænkte var lille Sofus. Hun havde det rigtigt skidt og var meget ked af det. Hun kunne ikke engang glæde sig til sin fødselsdag, og det var ellers noget, hun normalt begyndte at tælle dagene ned til en måned i forvejen.

Den bedste gave
I dag er det Cecilies fødselsdag, sang mor, far, farmor og farfar, da Cecilie vågnede på sin fødselsdag, men selvom de havde nogle meget fine gaver med til hende, var hun stadig lidt trist, for hun savnede Sofus. Det eneste, hun kunne tænke på, var de mange timer, de havde leget i haven, og når han havde ligget og sovet tæt ind til hende om natten

Op med humøret skat, sagde far. Livet går videre, og Sofus har det godt hos Henrik. Henrik og hans kone kommer i øvrigt over med en gave til dig lidt senere, fordi du har været så ked af det.

Cecilie var ligeglad. Hun syntes, at Henrik var dum, fordi han havde Sofus, og hun var ligeglad med hans dumme gave. Da hun hørte, at det ringede på døren, vidste hun, at det var Henrik, der kom. Hun kunne bare ikke klare at se ham, så hun skyndte sig op på sit værelse og lukkede døren. Han kunne bare blive væk. Kort tid efter hørte hun, at der var noget, som kradsede på hendes dør. Hun gik ud for at se, hvad det var, og der stod Sofus med en stor, flot fødselsdagssløjfe om halsen.

Sofus! råbte Cecilie. Er du nu løbet hjemmefra igen?

Nej, jeg syntes, du skulle have ham tilbage, for han blev ved med at pive og savne dig. Han hørte ikke til hos os. Han hører til hos dig, og jeg kan se, at I har et meget specielt forhold til hinanden.

Sofus slikkede Cecilie i hele hovedet, og nu græd hun igen, men det var af glæde. Far og mor smilede også, og Cecilie fik lov til at beholde Sofus. Fra at have været en trist fødselsdag, blev det den bedste dag i hendes liv endelig var Sofus kommet tilbage...

Se mere om samme emne
2 Kommenter
Jeg elsker af skrive kærligheds noveller. LOVE IIT

Din noveller er så fantastisk
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
Annonce
Annonce
Luk