Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Olivia Bladet Novellen er skrevet af Olivia Bladet

Spøgelsespigen

Novelle fra OliviaMatilde farer op, griber ud efter sine sko og laver en skræmt bevægelse over mod døren.

Novelle fra Olivia bladet

Den gamle slægtsgård har noget skræmmende over sig. Matilde kan fornemme den slags. Og da Vera, som engang boede på gården, tager kontakt til hende, bliver Matilde kun endnu mere skræmt.

Matilde sidder bagerst, og Viktoria sidder som sædvanlig ved siden af mor, som kører. De snakker og griner, men jo nærmere de kommer den gamle slægtsgård oppe nordpå, jo mere dæmpet bliver stemningen i bilen. Anhængeren, som de har lejet til de møbler, som skal fragtes med tilbage, hviner bagved. Men bortset fra det er der næsten uhyggeligt stille da de først er kommet ud til skoven. Og stakkels mor rømmer sig nervøst, idet hun svinger væk fra hovedvejen og ind på grusvejen gennem den lange, mørke allé.

Skal jeg måske sætte lidt musik på?

Hun drejer ivrigt på bilradioen, men dens glade snakken og musik bryder forstyrrende den altoverskyggende stilhed det bliver ligesom bare endnu værre.

Fortæl hellere om, hvad der skete.

Det bliver nu skønt at komme af med gården, synes jeg... Endelig. Mægleren tror oven i købet, at vi kan få en rigtig god pris for den.

Hvor længe har den egentlig stået tom?

En evighed. Jeg var ikke engang født endnu, da de flyttede herfra. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke solgte den noget tidligere. Jeres morfar var kun syv år, tror jeg, da katastrofen... Ja, dengang...

Mor bliver som sædvanlig helt tavs med det samme. Hun stryger sig over ansigtet, og Viktoria vender sig om og ser bebrejdende på Matilde omme bagved. Skal hun absolut begynde at tale om det det med Vera lige i dag?

Huset er meget større, end Matilde husker det, og det virker næsten som om, de sorte vinduer på verandaen kigger truende hen mod dem. Hun fortryder pludselig, at hun lod sig overtale til at tage med midt i sin ferie. Viktoria og mor kunne selv have taget sig af oprydningen og rengøringen inden salget! Hun kunne vel have fået lov til at være hos far, selv om det egentlig var mors uge.

Vi starter med at gå ind og få en kop kaffe, Matilde-skat. Det kommer til at gå fint.

Mor ser hendes blege ansigt, og Matilde nikker. Hun vil ikke gøre det mere vanskeligt end det er i forvejen, for det her er virkelig heller ikke særlig let for mor, det ved hun jo godt. Specielt ikke nu hvor Bent, deres morfar, ligger på hospitalet. Mor tager et dybt åndedrag, åbner bildøren og stiger ud. Vi holder os tæt på hinanden hele tiden, så skal det nok gå godt. Og så bliver vi her ikke længere end højest nødvendigt...

Efter kaffepausen føles det hele lidt bedre. Duften af kaffe og boller hænger stadig i luften. Matilde står og vasker op, mens mor og Viktoria er nede i kælderen for at tømme ud. Matilde vasker op, og det føles okay, men samtidig forbander hun sin sjette sans, den der ekstra ting, som hun har arvet efter mormor som den eneste i familien: Evnen til at se dimensioner og skabninger, som ikke findes i virkeligheden eller som ikke findes længere i hvert fald. Lige nu ønsker hun kun at slippe væk. Eller at mormor havde levet, så hun kunne få hjælp og råd til, hvad hun skulle gøre med det hele.

Er du allerede færdig med opvasken? Mor ser forbavset ud, da Matilde kommer farende ned i kælderen.

Hm... Ja, snart. Hvad laver I?

Viktoria smiler lidt hånligt og ryster langsomt på hovedet.

Har du nu set spøgelser igen, eller hvad?

Hold dog op!

Du tror vel også stadig på nisser og trolde!

Lille skat, luk døren og gå op og tag opvasken færdig. Vi kan høre dig, hvis du kalder.

Ingen støtte fra hverken Viktoria eller mor, så Matilde går langsomt op til køkkenet igen. Men nej! Med det samme hun er tilbage, får hun en væmmelig følelse i maven af, at nogle har været der, mens hun var væk. Der er noget ved duften, som er anderledes, og hun stivner, ser sig omkring og opdager, at bagdøren ud mod gårdspladsen står på klem. Før var den lukket, det er hun sikker på.

Hun stirrer ud mod gårdspladsen og kigger ud i tusmørket, som er ved at falde på, og pludselig får hun øje på noget. Nede ved solbærbusken. Vera. Langt mørkt hår, en blå kjole og huden under øjnene er mørkegrå. Hun er bleg og spinkel, men hun smiler, da hun får øje på Matilde. Hun åbner munden langsomt og forsøger at sige noget. Smilet får Matilde til at gyse af skræk, for det kan ikke være nogen anden end morfars storesøster, hun ser; Den person, som mormor hviskende påstod at have set bevæge sig uroligt omkring på gården.

Mor!!!

I samme sekund, som hun skriger, ringer mors mobil dybt nede i hendes taske. Mor kommer styrtende op, sender et undrende blik mod Matilde og kaster sig over mobilen. Hun svarer kortfattet og bekymret. Matilde kan høre, at det er hospitalet, som ringer for at fortælle, hvordan det går med morfar.

Hvad sagde de?

Farfar, har fået det meget værre. Det lyder som om, det er alvorligt. Jeg må tage derned med det samme.

Så tager jeg med dig!

Matilde farer op, griber ud efter sine sko og laver en skræmt bevægelse over mod døren. Hun nægter simpelthen at blive efterladt her på gården i ferien kun i selskab med Viktoria. Men mor ryster beslutsomt på hovedet.

Lille skat, du ved jo godt at det ikke går. Morfar er så svag og følsom overfor bakterier, og du har jo lige været forkølet...

Så vil jeg hjem! Jeg SÅ hende, mor!

Pludselig er Viktoria der også. Hun tager fat i Matilde og lægger en vred, fast hånd over hendes mund. Og så vender hun sig om mod mor og siger på en fedterøvsagtig måde:

Jeg skal nok tage mig af hende så længe, mor. Du skal ikke bekymre dig for os lige nu. Hils morfar og ring, så snart du ved noget.

Jeg skynder mig, jeg er snart tilbage.

Timerne går, uden at de hører et ord fra mor, og Matilde og Viktoria er alene på spøgelsesgården. Hvad er det, der sker? Matilde låser sig ind i køkkenet og skærer brød og varmer deres medbragte mad. Viktoria er på værelset, for Matilde nægter at lade hende gå længere væk end det.

Nu føles det endnu mere som om, nogen er der. Vera! Som lister rundt iblandt dem hele tiden, utålmodigt lyttende, mens hun venter på den næste chance til at kunne tage kontakt.

Mor bliver skuffet, når hun hører, hvor barnlig du er.

Men hvor er hun, hvorfor ringer hun ikke? Det begynder at blive rigtig sent nu. Og Matilde vil umuligt kunne slappe af og sove i det her hus, det ved hun bare.

Det var som om, Vera ville sige noget vigtigt... Hun pegede over mod brændeskuret.

Hun frøs vel bare og syntes, vi skulle hugge lidt brænde.

Viktoria er lige så latterlig som altid. Men Matilde føler, at hun må gøre noget. Finde ud af, hvad morfars søster vil, så hun kan få ro i sindet.

Ved du, hvad Vera døde af?

Tuberkulose. Det var ikke usædvanligt på den tid, men hun var syg i flere år. Hun var den eneste datter, alle syntes hun var vidunderlig, og det siges, at morfars mor blev sindssyg af sorg, da hun døde. De flyttede fra gården. Moren havnede på et sindssygehospital og stakkels morfar som mistede både sin storesøster og mor på en gang. Viktoria gyser ved tanken.

Det er vel grunden til hans egen triste sind...

Ja, deres morfar har aldrig været nogen glad person. Han er egentlig ikke særlig gammel, men han har været svag og syg næsten hele sit liv. Og nu lader det til at være alvor ellers ville mor vel have ringet tilbage for længst?

Men er hun ikke blevet begravet? Hvorfor har hun ikke fået ro?

Jo, hun er. Vi kan gå ned og se graven i morgen, hvis du gerne vil.

Matilde ryster så hurtigt på hovedet, at Viktoria begynder at grine. Men så tænker hun sig lidt om og tilføjer: Nej, ikke derhen. Men måske ud til brændeskuret... Nu.

Viktoria ser forbavset op. Det havde hun ikke ventet af sin lillesøster. Tør hun? Matilde synker og stirrer ud i mørket. Nu er det også begyndt at regne, og regnen pisker mod vinduesruden.

Hold nu den lommelygte ordentlig op!

Hvad er det, du leder efter? Please, kan vi ikke gå tilbage?

Pludselig er rollerne byttet. Viktoria er bange, mens Matilde graver mere og mere desperat i et gammelt træskab, som de har fundet længst inde i skuret. Hun føler hverken træthed eller er bange. Intet kan stoppe hende, ikke engang lommelygten, som blinker og går ud. Viktoria skriger af angst og kaster sig desperat mod døren.

Nu går jeg!

Okay, jeg har den!

Hun kaster sig efter Viktoria ud af brændeskuret, og de styrter, hånd i hånd, op mod gården, hvor køkkendøren igen står på klem. Er Vera tilbage i huset nu? Hvad vil hun? De har i hvert fald fundet en håndskreven bog, som de skynder sig at åbne. Siderne er stive, og den har ikke været åbnet i mange år. Det er en dagbog. Den har tilhørt en Vera Johansen. Datoen, hvor de første linjer blev skrevet, er juli 1952 samme år som Vera døde. De bladrer forsigtigt i bogen, men pludselig falder den på gulvet. Da de samler den op, ser de et navn, som de genkender:

Lille Bent, som sidder hos mig, så snart han kan komme til det. Jeg vil ikke have hans kærlighed, nu hvor jeg ved, at jeg skal dø. Han kommer til at blive fortvivlet. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og jeg ønsker, at han skal forblive en sorgløs lille dreng...

Se! Det handler jo om morfar.

Mon nogen har læst denne dagbog...?

Det bliver ved med at regne, og de bliver ved med at ringe til morens mobil men får intet svar.

Tænk hvis morfar dør nu!

Viktoria falder til sidst i søvn, men Matilde kan umuligt falde til ro. Ved tretiden står hun op og går oven på for at tisse. Pludselig mærker hun en kølig hånd mod sin skulder. Hun vender sig om og får øje på Vera. Hun står bare der med sin blåhvide hud og mørke øjne. Matilde prøver at skrige, men der kommer ingen ord. Hun er så bange, at hun føler at hjertet skal stoppe med at slå. I stedet er det nu Vera, som siger noget.

Bent...

Hvad vil du mig?!

Hvor længe står de der? Til sidst kan hun i hvert fald hviske.

Bogen. Bent.

Mener du dagbogen? Vil du have, at vi giver den til...?

Lige pludselig lige så hurtigt, som hun er kommet er hun forsvundet igen. Der bliver igen mørkt omkring Matilde, og hun falder sammen på badeværelsesgulvet. Men samtidig bliver hun rasende og skriger ud i mørket:

Vil du have det eller hvad?!! Lad mig være i fred, eller sig, at det er det, du vil have! Skal vi give din gamle dagbog til morfar, hvad?! Er det derfor, du er efter mig?!

Hun skriger, lige indtil Viktoria kommer farende op ad trappen og tænder lys i hele huset.

Hvad sker der?

Vi er nødt til at rejse hen til morfar. Nu! Med Veras dagbog.

I samme øjeblik som hun siger det, kan hun fornemme, at det var det, som Vera mente.

De tager en taxi hele vejen. Det koster flere hundrede kroner, men til sidst når de frem, og det er det vigtigste. De styrter gennem hospitalsgangene ned mod morfars stue med en sygeplejerske lige i hælene.

Hallo! Jeg tror ikke, I må gå derind.

De flår døren op og får øje på mor, som sidder og våger med tårer i øjnene. De slår sig ned rundt om morfars seng. Han ligger helt stille, som om det virkelig er alvor nu. Matilde tager en dyb vejrtrækning, og så begynder hun at læse højt fra dagbogen. Hun læser og læser, og der er flere steder, hvor der står, hvor højt Vera har elsket sin lillebror, og hvor meget hun

Se mere om samme emne
3 Kommenter
Først er det morfar også er det farfar der ligger på sygehus eller hospital
Den er virkelig god men hvorfor får man ikke slutningen med det kunne være rart
Rigtig god men hvor gammel er Victoria og Mathilde?
Virkelig fantastisk!
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Jeg er måske lidt forelsket i Jonathan - jeg siger det stille og kigger ned i Jorden....

  • Huset stank. Man kan nærmest sige, at lugten var gammel og tyk...

  • Døren tordnede sig op for mine øjne, mens verden blev indhyllet i et pludseligt mørke....

  • En mand.

  • Novelle fra Emilie VistiLise kiggede Sille i øjnene. Og på en måde, var det som om at Lise kunne mærke Silles smerte...

  • De stod i en kreds rundt om ham og pludselig mærkede jeg vreden blusse op i kinderne...

  • Der lyder et bump da jeg hamrer tilbage i klippen. Min arm, som tager for, bliver lammet...

  • Jeg hørte en spyttende lyd, og mærkede noget vådt og klistret i nakken, efterfulgt af op til flere halvkvalte fnis rundt omkring...

  • Novelle fra Laura ToppHun vidste ikke hvad hun følte. Om hun var såret eller bare vred, men ét var sikkert. Han havde virkelig gjort hende ondt...

  • Jeg tog vores sukkerskål frem, og så hældte jeg alt sukkeret fra den, lige ned i munden på mig...

Annonce
Annonce
Luk