Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Nanna Hougaard Novellen er skrevet af Nanna Hougaard

Svært at sige farvel

Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

Jeg vågnede ved lyden af min venindes forfærdelige hoste. Jeg gned søvnen ud af øjnene og kiggede på hende, hun smilede og så glad ud, hendes brune øjne havde taget en mere sort farve i løbet af natten. Hendes smukke lange gule hår, var så småt falme og så nu mere gråt ud. Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse. "har du sovet godt " spurte hun og kiggede på mig, som om det var mig der var den syge, " fint "svaret jeg og kiggede op på hendes ekg ( den der måler hjertes rytme) hendes hjerte slå meget svag men det slå. Hun havde nu ligge på hospitalet i 2 år, hvordan hun kunne holde det ud var en gåde, dag for dag var hun blevet sværger, men hendes glæde og medfølelse for andre være store ind det nogen sinde før. "hvordan har min søn det" spurte hun og rettede sig op i sengen. Jeg smilede og kunne ikke lade vær med at tænke på den lille blonde dreng der løb rundt hos mig og drille kattene. "han har det helt fint, han er blevet helt vild med kattene også siger hans klasselærer at han er en af de bedste i sin klasse" hun så lettet ud som om hun havde forvente han var en lille ballademager, " du har opdraget ham godt" tilføjet jeg og lage hånden oven på hendes, hun smilede og selv om hun var meget syg kunne det smil altid gøre andre glad. "når jeg kommer hjem igen, fortsætter jeg med det" sagde hun, hendes optimisme var så rat men både hun og jeg viste det ville ikke ske, hun ville ikke komme ud fra hospitalet i live. "kan du huske da vi var små, hvordan vi altid leget den ene var syg og den anden altid skulle rade personen?" spurte hun og tænde for vindtilaten over hendes seng, jeg nikke " du var altid så god til at rede mig, men jeg kunne ikke engang se forskel på en forkølelse eller madforgiftning" grine hun, "nej det var du godt nok ikke skrab til" smilede jeg og tilføjet " du dræbte mig mindst 8 gange på en dag" hendes latter blev til grød " China, kan du ikke rede mig igen, lige som i gamle dage" hviskede hun, tårene gled ned af hendes kinder og ramte hendes lange smalle klaver fingre. Jeg havde mest lyst til at sige ja lægge et snit i lungen hvor kræften var og bare vente til hun blev rask, men det kunne jeg ikke, jeg kunne ikke rede Molly. "Molly jeg ville gøre alt for at rede dig. Give alt hvad jeg eger men du og jeg ved godt det ikke ville hjælpe" tårnene vældere frem, jeg satte mig op ved siden af hende holdt om hende til hun til sidst sagde " du er der altid for mig " hun græd ikke mere, jeg viste godt hvorfor hun græd, hun var hverken bange for døden eller for at miste sine venner, hun var bange for hun ville skuffe sin søn. Da hun blev indlagt for 2 år siden havde hun sin søn med, han græd i hendes skød og spurte om hun ville klare den, Molly havde med det samme sagt at det skulle han ikke tænke på. Hun skulle nok komme ud igen også ville de få det sjovt, men som månederne gik og intet hjalp begynde vi alle at miste håbe for hendes helbredelse, kun hendes søn holdt ved, " kan du huske da det din søn sagde til dig på din fødselsdag" spurte jeg lav meldt, Molly ryste på hoved, " han sagde mor hvornår kommer du ud, jeg keder mig derhjemme" et lille smil plantede sig på Mollys og mine læber. Det var svært at holde masken, så mange følelser så meget lyst til at sige det hele nok skulle gå, også meget vrede på lægerne der ikke kunne gøre noget. Molly kiggede op og med en svag stemme spurte hun " vil du adoptere min søn når jeg dør", det lød som om hun ønskede han skulle tages fra hende, måske fordi hun ikke var i stand til at passe på ham eller fordi hun ikke ønskede at barnets far skulle havde det. Hun blev ramt af et hoste anfald et slemt et, hun havde hoste blod og slim op før man det her var virkelig slemt, hendes venstre hånd var fuld af blod. En sygeplaiske kom løbene ind, jeg blev bedt om at gå ud mens hun undersøgte Molly. Der var gået en halv time og sygeplaisken kom ud, hendes ansigt så bedrøvet ud " er der sket noget med Molly " spurte jeg, hun undgik mit blik, " de kan gå ind til hende nu, men hun har ikke langt igen " sagde hun, jeg stod som forstene når en sagde det betød det de kun havde et par timer tilbage eller mindre. Jeg gik ind til Molly, hun lå på ryggen og stirrede op i det blå loft, hende hår var sat op i en hestehale, hun havde fået en ny nål op i blodårerne, hun så meget lidende ud men stadig med et kækt smil på læben, " hvordan har du det" spurte jeg, jeg kunne godt se hun ikke ville leve meget længere, hun lå næsten helt afkræfte, " jeg har haft det beder" mulede hun og kiggede over på mig, altid tyet på hun nok kun havde få timer tilbage, " skal jeg ringe til din søn og sige det " spurte jeg hun rystede på hoved " nej det ville jeg selv " hun tog sin mobil fra sin gule taske hendes søn havde givet hende, den lille bip lyd når man trykkede på mobil fik mine øjne til at løbe i vand, sidste gang jeg havde hørt den var da hun og jeg var i tivoli, den dag hun fandt ud af hun var gravid med sin søn. Telefonen ringede op, der var åbenbart ikke nogen hjemme. Pludselig gik døren op, hendes søn kom til syne " hey mor " råbte han, både Molly og jeg sad helt forstene, hvad lavet han dog her? " hej skat" sagde hun og åbnet armene så han kunne hoppe op til hende, han satte sig på hendes skød og gav hende et kram som kun en søn kunne, sønnen ansigt måtte havde givet hende noget ienergi, hun så lys vågen ud. der havde åbenbart været kunst i skolen han var fuld af maling, også havde han en lang blå streg langs højder kind, hun kiggede på hans store smukke grøn-gule øjne "Kan du huske jeg lovet dig jeg nok skulle komme ud, at der ikke ville ske mig noget, at vi to nok skulle få det sjovt igen?" spurte hun " ja" sagde han, det var så svært at se på hende krænge sit hjerte ud, se hende sidde der og fortælle hendes 5 årring søn han aldrig skulle se hende igen, aldrig skulle høre hendes stemme, så vidt jeg viste, kunne han kun huske hun havde været indlagt, han var får ung til at kunne huske noget den gang hun var rask, den gang hun ville været spryngt ud af sengen for at hente ham eller noget til ham, men når han kom og besøgte hende så han bare en lige bleg kvinde ligge i en seng. "min dreng jeg ved godt vi ikke har haft meget tid sammen" der blev holdt en kort pause hun strøg hånden over hans blonde hår, hun kiggede over på mig hendes øjne var røde og tårene løb langs hende kinder " og det kommer vi heler ikke til" ordene gjorde så ondt at jeg selv begynde at græde. Det var så utroligt smerte fuld at over bæger, " hvad mener du " spurte han, og kiggede op på sin mor, hans øjne var spæret helt op " jeg mener at det her nok er min sidste dag" det virkede ikke som om han forstod det, "det mor mener, er hun skal dø i aften eller det siger de" forklaret jeg lavt, den lille dreng kiggede igen på sin mor " jeg ved det er svært min dreng, men jeg ville altid være hos dig her inde" hun lagde sin smukke hånd oven på hans brystkasse, og smilede til sin søn, kyssede ham på panden og satte sig til at synge for ham, hun sang så vidunderligt, så rent, hun var en fantastisk mor.

Da klokken var blevet 20:00 og da sønnen var blevet hentet kunne hun ikke andet ind at svare på et par spørgsmål, og selv stille nogen engang i mellem, vi snakkede lidt om hvor hendes søn skulle gå i skole, og ind i mellem grine hun faktisk som om intet var hændt, som om hun var rask og ikke lå på raden til at dø, også gav hun mig hans børene opsparings kode, han havde utrolig mange penge på, de kunne søger for mindst 4 børns studier, jeg forsikrede hende om han nok skulle klare sig fint og at jeg gerne ville opdrage ham som min egen søn men han skulle aldrig glemme sin smukke mor, hvem hun var og hvordan hun var, også ville jeg aldrig synge for ham, han skulle huske sin mors smukke stemme. Hun lagde sig ned i sin seng og vente faktisk bare på af dø, jeg tog hendes hånd og holdt fast lige ind til det ville ske, hun lå der helt stille og smilede, man kunne se hendes brystkasse bevæge sig op og ned, først ønskede jeg hun skulle dø hurtigt men da hun ingen smerter havde ønskede hun kunne overvæger fuldmånen denne sidste nat, og som jeg ønskede så skete det, fuldmånen var midt på himlen og oplyste natten, hendes værelse lå lige i den perfekte vinkel. Månen ramte hende og oplyste det sidste af hendes gnist. Jeg havde stadig hendes hånd mellem mine hænder, jeg kunne mærke hendes hånd blev svagere og svagere " farvel min engel må gud våge over dig" hviskede jeg og så det sidste af hendes livs kræft forsvinde, hun lå der helt stille hendes hjerte var hold op med at slå men hun lå stadig og smilte som om hun spilede, hun så, så lykkelig ud, så fredfyldt, selv efter hun døde var hun stadig smukkere ind nogen anden, jeg rejste mig op, gik stille hen til døren og sagde " du ville altid ha en plads i mit hjerte, ingen kan nogen sinde afstette dig, ingen ville kunne måle sig med din styrke og villige, hvorfor er det altid de gode der dør først " med de ord lukkede jeg døren til hende, og det var sidste gang jeg så hende.

Man siger altid det er svært at sige farvel, jeg forstod det ikke før den dag hun døde, hun blev aldrig glemt

Se mere om samme emne
1 Kommenter
Mange stavefejl men ellers god historie
Annonce
0
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Bliv inspireret til at skrive en god novelle

  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

Annonce
Annonce
Luk