Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Luna Jarnbye Trudslev Novellen er skrevet af Luna Jarnbye Trudslev

Tidsmaskinen

Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Hej nu skal du høre en historie. Den er værd at høre så lyt med: hej jeg hedder Nicolai og jeg bor på børnehjem og det er mig du skal høre en historie om. Det hele startede en mørk, kold og kedelig november dag. Jeg sad og kiggede ud af vinduet på mit værelse. Der kom aldrig nogen. Alle børnene var gået med et par forældre hjem undtagen mig og min ven Mathias Det gav et sæt i mig da det bankede på døren. Jeg spurgte om hvem det var? Det var Mathias:" kom ind" sagde jeg. "Hej" sagde Mathias. De voksne spurgte om vi ville med på lossepladsen. "Jeg vil gerne med" sagde jeg og det ville Mathias også gerne. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ville med men det var som om at der var nogen der sagde at jeg skulle med. "Kom" sagde Mathias "skal vi ikke lede efter gamle oldtids ting eller hva´" "jo, jo" sagde jeg. Og så sagde vi til de voksne at vi gik lidt væk og så gik vi. Til sidst fandt vi en rusten scooter og så skulle vi også lige sætte os op på den men pludselig så jeg en slags tornado. Der gik noget tid og så var tornadoen væk. Jeg kunne ikke se hvor den blev af men den var i hvert fald væk! Vi var stadig på lossepladsen men det lignede ikke den samme. Mig og Mathias besluttede at gå tilbage til de voksne men de var der ikke så vi gik hen til byen. Da vi nåede der ind troede vi ikke vores egne øjne. Der var flyvende biler, både der kørte på vejene og husene var bitte små men når man gik der ind var de større end vores planet og bedst af alt der var to konger og du ved nok godt hvem kongerne var. Nicolai og Mathias! N u skinnede de af lykke. De var lige ved at skrige men de gjorde det ikke. Pludselig så vi noget. Det var en plakat hvor der stod: DEN UNÆVNELIGE DRÆBER IGEN! DENNE GANG ER DER TRE DER ER BLEVET DRÆBT! Jeg blev stum men til sidst sagde jeg fire ord vi må hævne os!

Vi tog af sted hen til mosen og ledte fordi at skurken altid er ved mosen i vores yndlings tegneserie. Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik. Jeg begyndte at svede mit hoved begyndte at dunke og så besvimede jeg. "VÅGN OP!" var der en der råbte. Jeg begyndte lige så stile at sige at jeg havde et frygteligt mareridt. Jeg drømte at jeg var taget til fremtiden og imens jeg fortalte åbnede jeg øjnene men jeg lå ikke i min seng. Jeg lå med mudder i håret og på et marmor gulv. Jeg så op. Jeg kunne se Mathias. Mathias sad med tårer i øjnene og så sagde han "jeg har fundet ham" og så snøftede han. Jeg kunne mærke at jeg havde ondt i hovedet. Jeg havde sikkert fået en hjernerystelse da jeg besvimede. Nu vendte jeg mig om. Jeg tror at i det øjeblik havde jeg fået det største chok i mit liv. Der stod en høj slank mand og stirrede på mig. I det øjeblik fik jeg en stor trang til at give ham manden én på sinkadusen men Mathias holdt mig tilbage. Manden stirrede stadig på mig og så sagde han "Du skulle lige til at give mig én på kassen, ikk??!!", og smilte et smørret smil. "Nej" sagde jeg tappert. "Jeg skulle til at give dig én på sinkadusen" Og så rejste jeg mig op. "Hvorfor tager du ikke til Mars?" spurgte jeg. "Mars?" "Jeg vil meget hellere til Pluto" sagde manden som jeg havde fundet ud af hvem var. Pludselig brød Mathias ind i samtalen. "Jeg kan bygge et rumskib. Så kan du tage til Pluto og du kommer aldrig tilbage" sagde Mathias. "Okay, det er en aftale" sagde manden. Og så byggede Mathias et rumskib og manden tog til Pluto og vi gik tilbage til lossepladsen. "Hvem var ham manden?" spurgte Mathias. "Det var den unævnelige". Og så satte vi os på scooteren og tog tilbage lossepladsen.

På lossepladsen var alt det samme. Det rodede som sædvanlig. Vi gik hen til børnehjemmet nu og bankede på. Så lød der en stemme. "Her er ingen børn. De to sidste er blevet væk." "Nej vi er ej" sagde Nicolai Mathias. Og så blev døren åbnet og der stod en af de voksne. "Nej vi har savnet jer. Hvor har i været?" sagde den voksne. "Det er svært at forklare" sagde jeg. "Kom indenfor og få varmen" sagde den voksne. Og så gik vi ind og satte os ned i sofaen og tændte for fjernsynet. Men pludselig bankede det på døren men ingen nåede at rejse sig før selve kongen kom ind. "Hej" sagde han. "Jeg leder efter to drenge" "Vi er her" råbte vi og løb frem og gav kongen en krammer. "Kan jeg få dem?" spurgte kongen. "Ja du kan" sagde den voksne. Og så tog vi med kongen hjem.

Han havde et stort palads hvor alt var lavet af guld. "Undskyld hr.?" spurgte jeg. "Jeg er din far" sagde min nye far. "Undskyld far hvor er vores værelser?" "De er lige her" sagde min far og åbnede to døre. Og så gik jeg ind. Det var et kæmpe rum Enhver drengs drøm. Denne gang skinnede jeg ikke af lykke. Jeg strålede af glæde. "Jeg elsker dig far" sagde jeg. "#Jeg elsker også dig søn" sagde min far og gav mig en ordentlig krammer.

Se mere om samme emne
2 Kommenter
Hej Eliva jeg er glad for at du kan lide min novelle. Du må gerne bruge den. Luna.
Den er fantastisk, Må jeg bruge den i mit GoSuperModel blad?.
Eliva.
Annonce
3
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Alt hvad jeg husker, er regn. Jeg husker hvordan det faldt, uafbrudt, som om det aldrig ville stoppe...

  • Novelle fra Melissa IskenderMit hjerte var oppe i halsen på mig, min puls var hurtigere end før...

  • Novelle fra Linnea AndersenHvis bare min mor ville havde beholdt Isabel og jeg, i stedet for at stikke af. Jeg hadede hende. Flere tårer...

  • Novelle fra Laura Victoria SchulzDet havde ikke bare været et mareridt det var virkeligt...

  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

Annonce
Annonce
Luk