Annonce
Annonce
Novellen er skrevet af Sofie Hellenberg Novellen er skrevet af Sofie Hellenberg

Ulven

Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

Kære Dagbog. Sikke en frygtelig nat det har været. Vinden tuede, regnen styrtede ned og grene bankede mod mit vindue. Jeg har ikke lukket et øje hele natten. Midt i det hele lød der en høj skræmmende og uhyggelig hylen. Jeg var bange. Det passer ikke helt jeg var skrækslagen!

Det lød som om det kom fra en hund, men så skulle det være en meget stor hund. Jeg løb straks ind på mine forældres værelse og hoppede op i deres seng, noget jeg ikke havde gjort siden jeg var 13 år. Min kat Nala lå nede i sin kurv med pelsen strittende lige op i vejret.

Nu er det blevet morgen og jeg skal snart i skole. Skriver i dig i aften.

Elena skyndte sig ned af trappen og svang sin rygsæk op på skulderen imens. "Hej hej mor og Stefan," råbte hun, mens hun gik ud af døren. Hun løb for ikke at komme for sent til skolebussen, hvor hendes bedste veninde ventede på hende. Hun nåede det lige, for bussen var ved at lukke dørene. "Hernede Elena," sagde en lys pigestemme højt. Elena gik ned til Karla forenden af bussen og satte sig.

Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten. I klassens time delte læreren sedler ud om, at der ville være en fest for både deres klasse og de to andre 9 klasser. "Er det ikke bare spændende," spurgte Karla, men Elena svarede ikke. Den aften gad Elena ikke at skrive dagbog.

I dagene op til festen lavede Karla og Elena en masse skønhedskure, de fandt tøj og de ordnede hår. Da dagen kom, var de begge fuldstændig parate. Det skulle være en gallafest, så den blev holdt ude i det gamle sejlerlokale som lå lige ved søen og broen. Da Elena kom ned, gispede både hendes mor Helen og hendes stedfar Stefan. "Hvor er du smuk," sagde Helen, og Stefan nikkede. Elena gik ud til spejlet og kiggede. Hun lignede en smuk isprinsesse. Hun havde en isblå korsetlignende kjole på, med en slidse i siden, så man lige akkurat kunne se hendes flotte porcelænsfarvede ben. Hendes hår sad i en smuk ballerinaknold, med en enkelt krøllet tot der indrammede hendes ansigt. Makeuppen var lagt naturligt, så den bedst muligt fremhævede hendes perlegrå øjne.

Karla havde en flammende rød kjole på og løst hår. Stefan kørte dem derhen og satte dem af foran døren. Elena gik forrest og lige da hun kom, blev hun overfaldet af drenge der gerne ville danse med hende. Det blev for meget, så hun gik ud på terrassen. Snart ville festen blive rykket udenfor, fordi det var for varmt indenfor.

Det var ved at blive mørkt og alt fik grå skygger. Eleverne lagde ikke mærke til den mere og mere dystre stemning, der havde lagt sig over festen før de alle skreg. Et rædselsfuldt hyl gennembrød nattens mulm og mørke. Elena stod som forstenet. Det hyl var det samme som hun havde hørt om natten for snart en uge siden. Alt var forvirrende og alle skreg i frygt og begyndte at løbe.

"Kom nu," råbte Karla, og hev i Elena, fordi Elena vendte sig for at se, hvad det var for flænsende lyd der var lige bag hende.

Det var det værste syn, Elena havde set i hele hendes liv. En kæmpestor ulv havde taget en elev og var lige nu i gang med at æde den stakkels pige eller dreng. Karla begyndte at skrige, da den store ulv satte tænderne i hendes ben og Elena prøvede at holde fast i hende alt hvad hun kunne, men det var for sent. Karlas øjne var tomme og de ville aldrig se lyset igen. Elena begyndte at græde, og slog løs på den store dreng som tog fat i hende og løb af sted med hende. Men drengen blev bare ved med at sige at det var ovre og at hun var i sikkerhed, til sidst besvimede hun.

Elena vågnede op i en hospitalsseng inde på en mørk stue. Da hun kiggede sig omkring, så hun den dreng der så modigt havde løbet tilbage og hentet hende. Først kunne Elena ikke genkende ham som han sad der og sov helt fredeligt, men så kom det. Det var jo Jacob, som var holdkaptajn for fodboldholdet. Han havde aldrig vist interesse for hende, men i sit stille sind havde Elena været hemmelig forelsket i ham længe.

Da lægen kom ind, sagde han, at hun havde fået et chok og det nok skulle blive godt igen. Hendes mor kom og tog hende med hjem i seng. Elena kunne ikke sove, så hun satte sig op og begyndte at skrive dagbog.

Kære dagbog

Hvorfor er der ingen, der forstår at det ikke bare kan blive godt igen. Det ulækre, skræmmende og klamme dyr har dræbt 4 elever og Karla. Nogen må gøre noget og den nogen bliver MIG.

Elena stoppede med at skrive, da hun så hvad hun var i gang med at skrive.

Med et så hun sandheden i de ord. Hun kunne ikke bare stå og se på, mens den ulv gik og dræbte mennesker. Men hvad kunne hun gøre?

Næste dag havde hun fået den ide, at få nogen af de modige drenge og piger til at gå med sig ind i skoven og skyde ulven. Nogen spurgte, hvor hun ville få pistoler fra, men hun var ikke selv urolig. Hun vidste, at der skulle tages hævn over Karla.

Den næste nat brød hun og en dreng der hed Nikolaj ind i en våbenbutik. De tog alle de våben de kunne nå at få fat i. Så stormede de ud og løb alt hvad de kunne.

Den næste dag i skolen sagde Elena: at alt var klart, nu skulle de af sted!

De mødtes ude ved broen, hvor det hele var sket og sammen begav de sig af sted. Elena havde givet hver af dem en pistol, så de var klar, hvis ulven kom. En dreng der gik forrest, råbte lige pludselig "Jeg har fundet et spor".

Der var meget mørkt inde i skoven og snart begyndte folk at blive bange. Lige pludselig var der en knasen og et højt knæk bagved en busk. Alle begyndte at skrige og en affyrede endda sin pistol. Der lød en høj menneskelig stønnen, som hos en der er i stor smerte. Elena gik tættere på busken, selvom nogle af de andre hviskede "Gør det ikke, det kan være ulven!"

Da hun løftede nogle grene og blade væk så hun, at det var et menneske. Men det var kun lige akkurat hun kunne se det var et menneske. Hans eller hendes arme var næsten revet af, flere fingre manglede, i maven var der et meget stort hul hvor det blødte fra. Det ene ben lå i en helt unaturlig stilling og noget af det andet ben var væk. "Hvem har gjort det mod dig," spurgte Elena forfærdet, selvom hun allerede kendte svaret og med det sidste åndedrag sagde manden "Ulven."

Elena gik langsomt tilbage til de andre og forklarede dem, at det der lå bag busken, var en mand der var blevet dræbt af ulven. De gik videre og de andre elever blev mere og mere urolige.

De for allesammen sammen, da en gennemtrængende hylen lød.

Det var ulven.

Den stod lige foran dem og prustede. Som om den bare havde ventet på, at de ville komme, så den kunne få noget mere at æde.

"Løb," var der en der råbte, "Nej, vi har ledt efter ulven og nu har vi fundet den. Hvorfor løbe?" sagde Elena, mens hun inde i sig selv tænkte på at få hævn. Alle var for lamslået til at tænke på at skyde den, og pludselig sprang den på en og dræbte ham.

Alles pistoler var rettet mod Ulven. Men samtidig kunne der høres en knurren ude fra busken, og så forstod eleverne at de var i knibe. Der var ikke kun en ulv, der var TO ulve.

"Skyd," råbte Elena, men de vidste alle sammen, at det kunne være lige meget. De ville dø uanset hvad de gjorde. Så de skød alt hvad de kunne, men ulvene var for hurtige til dem og tilsidst stod kun Elena tilbage. Hun kiggede sig omkring og fandt de sørgelige rester af hendes tapre og modige venner.

Elena rettede pistolen mod den grå ulv, som havde dræbt Karla. "Nu skal du dø," råbte Elena, mens hun tog sigte og skød med sin sidste patron. Den ramte den grå ulv midt i panden, så den faldt om og døde. Den rødbrune ulv hylede op mod himlen i raseri.

Den stirrede på hende med et hadefuldt blik, som burde have fået hende til at gyse og blive bange. Men nu havde hun kun en tanke i hovedet: hun havde hævnet Karla!

Hun gik selvsikkert frem mod ulven, sikker på at den ville dræbe hende og det gjorde den også.

10 år senere

.

Jacob gik hen mod kirkegården. Det var snart 10 år siden, den han elskede og hans venner var døde i kampen mod de vanvittige ulve.

Da han kom op på kirkegården gik han hen til et stort område hvor der stod en stor isblå gravsten. På den stod: For de børn der elskede deres venner og døde som helte.

Se mere om samme emne
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
2
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Deltag i Olivias novellekonkurrence. Se hvordan og læs mere om konkurrencen her

  • Bliv inspireret til at skrive en god novelle

  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Jeg er måske lidt forelsket i Jonathan - jeg siger det stille og kigger ned i Jorden....

  • Nu var faren helt tæt på, faktisk sad han lige ved siden af hende. Hun begyndte at ryste...

  • Novelle fra SolveigDe kommer tættere og tættere på busken, vi kan høre det hele, skridt for skridt. Ord for ord. Jeg stopper helt med at trække vejret, for jeg er SÅ skræmt...

  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

Annonce
Annonce
Luk