Annonce
Annonce

Var han ikke fanget?

Novelle fra Laura Victoria SchulzDet havde ikke bare været et mareridt det var virkeligt...

Jeg hørte en banken. Sveden trillede som kugler ned fra min pande. Jeg var alene hjemme. Jeg gik ud i entreen for at åbne hoveddøren da jeg hørte en hvislen. Den kom fra den anden side af døren. Der bliv trukket ned i håndtaget. Det var mor. Hun havde glemt sine bilnøgler, som lå på spisebordet. I aften skulle jeg være alene hjemme fordi mor skulle have aftenvagt. Der er både gode og dårlige ting ved at ens mor er læge: den dårlige ting er at man aldrig kan have en pjækkedag. Den gode: at hun ved alt om hvordan sår renses.

Nu til sagen: jeg var alene hjemme, det havde jeg aldrig prøvet før og det begyndte at være lidt kedeligt indtil det bankede på hoveddøren. Det var nok bare mor der havde glemt sin kittel, men nej det var det ikke. Vinduet begyndte at blafre. Jeg bliv iskold og stivnede. Jeg løb så hurtigt jeg kunne op af trappen og ind på mit værelse. Jeg lagde mig nedunder min dyne og begyndte at græde. To minutter efter sov jeg.

Jeg drømte at en mand kidnappede mig og puttede mig ind i hans hvide kasse bil. Jeg vågnede med et sæt.

Der var hvidt til alle sider. Det havde ikke bare været et mareridt det var virkeligt. Jeg satte mig op og kiggede mig grundigt omkring. Det var ikke det rareste sted jeg havde været. Bilen stoppede. Jeg blev trukket ud. Jeg nåede ikke at se en skikkelse fordi det gik så hurtigt. Jeg blev lukket ind i et mørkt og fugtigt rum. Jeg hørte en stemme som sagde: "Du er ikke alene" jeg stivnede. Det var så ubehageligt, som en kniv der blev skåret igennem ens hud. Jeg lå helt stille, som en mus der var ved at dø af skræk. Jeg mærkede på min lomme og mærkede noget og ja der fandt jeg min udvej. Min mobil. Jeg tog den op. " fuck fuck fuck" tænkte jeg. Den var løbet tør for strøm, men heldigvis havde jeg en mini lommelygte i min lomme. Jeg lyste hen på skikkelsen. Jeg troede slet ikke mine øjne. Der 20 cm fra mig sad Adrian Egeskov; som for 3 år siden var blevet bortført. Han havde gået i 8 klassen på min skole. Han var hvid i hovedet. Jeg lukkede mine øjne og håbede at det hele var et mareridt. "Kom nu, kom nu" hviskede jeg, men nej det var ikke et mareridt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne som f.eks. at nive mig i armen, for jeg var sikker på at jeg lå i min seng og sov, men nej det var virkeligt. "Hvad laver du her" spurgte jeg Adrian. Han svarede ikke. Jeg lyste op på ham igen. Han sov. Jeg mærkede trætheden komme, men inden jeg sov så jeg en stor jerndør.

Næste morgen vågnede jeg ved at en edderkop ligeså stille kravlede på mit lår. Jeg skreg der er nemlig ikke noget værre end edderkopper. "Ad, ad" skreg jeg. Adrian vågnede med et sæt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige så jeg sagde: "Jeg hader edderkopper har du nok bemærket" "så vil du aldrig kunne klare at leve et sted som det her" sagde Adrian. Jeg blev irriteret for det var jo ikke mig der havde valgt at blive taget til fange. "Hvor lang tid har du været her?" spurgte jeg for at snakke om noget andet. "Snart 2 år" sagde Adrian. " Hvor blev du kidnappet henne og hvordan?" spurgte jeg. "Det hele startede med" begyndte han, men gik i stå. "Det begyndte" sagde Adrian igen og tog en dyb indånding og prøvede så igen. Nu kunne han. "Det begyndte med at jeg gik tur med min hund, Plet, og så blev jeg overfaldet, puttet ned i en sæk og kørt herhen, men det er nogle år siden nu. Dig? Og så fortalte jeg min væmmelige historie. Adrian nikkede forstående til hvert et ord jeg sagde. Det var meget rart med en der havde forståelse for det jeg sagde." Kan vi ikke komme væk herfra?" spurgte jeg. Adrian trak opgivende på skuldrene.

Jeg begyndte at råbe om hjælp. "Hjælp, hjælp" råbte jeg af mine lungers kraft indtil en mand i sort kom ind. "Hold din kæft" råbte han "Hvis du råber en gang til så" han tog en pistol op ad lommen og sagde " skyder jeg" han holdt en pistol mod mit hoved. Jeg begyndte at græde. " Jeg advarer dig, næste gang så skyder jeg" sagde han alvorligt. Han tog nogle raske skridt hen mod døren og stoppede ved den. Tog en tændstikæske og et stykke papir op ad lommen og tændte ild til papiret. Så sagde han: "vi ses" mens han grinte med hans ondskabsfulde latter.

"Hvad gør vi?" spurgte jeg Adrian da manden havde låst døren og gået. Ilden spredte sig som et rygte i en klasse. Mine lunger begyndte at svige. Jeg kravlede ned på gulvet for det kunne jeg huske vi havde lært da vi havde haft Falck redning i skolen. Jeg mærkede noget hårdt på gulvet. Det var en lem. Adrian var også kravlet ned på gulvet. "Jeg har fundet en udvej" hostede jeg til Adrian. "hvad for en?" stønnede Adrian. Jeg åbnede lemmen og vi kravlede ned.. Vi så os omkring vi så en masse kasser hvor der stod: lig. Jeg blev rædselslagen. Jeg mærkede hårene rejse sig." Jeg vidste det" sagde Adrian. "Vidste hvad" spurgte jeg. "At der var en udvej, selvfølgelig" sagde Adrian. "Hvordan vidste du det? Spurgte jeg. "Det havde jeg bare på fornemmelsen" svarede han. "Hvad er det" spurgte jeg og pegede på kasserne. " Det er nok lig " svarede han "skal vi se hvad der er i?" Jeg mærkede mit hjerte banke. Jeg ville ikke være en bangebuks så jeg sagde: "okay". Vi gik hen til kasserne, men da vi skulle til at åbne den ene af kasserne kunne vi høre nogle skridt uden fra døren. Vi skyndte os ind i et skab. Skabet stod lidt på klem så vi kunne se nogle tykke mænd med kæmpe ølvomme. Vi så manden der havde fanget os. Vi, altså mig og Adrian, stoppede med at trække vejret." Er børnene døde" spurgte den ene mand, til manden i døråbningen. "Snart" svarede han. De to mænd begyndte at slæbe kasserne ud.

To minutter efter. Mændene var færdige med at slæbe kasserne ud. Nu stod de og drak øl. Manden der havde fanget os så hen på skabet og kiggede mig dybt i øjnene. Han gik langsomt tættere på. Tre sekunder efter kiggede han lige op i fjæset på mig. Jeg hoppede ud og Adrian med. Idet vi kommer ud af skabet får han et chok at han falder bagover. Vi hoppede på ham imens hans stønnede. Vi løb ud og imens vi gjorde det stod de to mænd bare og stirrede på os. Vi så en dør og den løb vi ud af.

Tredive minutter efter. Vi kom til et sted jeg kendte. Jeg så mig omkring. Jeg kunne ikke huske hvorfra jeg kendte det, jo nu kunne jeg. Det var Amagergade der hvor min mormor bor. "Der bor min mormor" sagde jeg til Adrian og pegede på et lille byhus. "Tror du ikke at vi kan overnatte der?" spurgte Adrian "Og så kan vi måske få et lift hjem i morgen", "Jo sagtens" sagde jeg glad. Vi gik hen til huset og bankede på. " Hej skattermus" sagde mormor da hun åbnede døren. " Hvad laver du her?" spurgte hun. "Kan jeg ikke fortælle dig det når vi kommer ind" spurgte jeg. " Jo selvfølgelig kom i to indenfor og få noget varmt kakao" sagde mormor. Vi gik ind i entreen Adrian sagde ikke noget, men smilede kun. Så det tog jeg som et godt tegn. Vi tog jakkerne af. " Hvis I nu sætter jer i sofaen skal jeg hente noget varmt kakao og småkager" kommanderede mormor. Vi satte os i sofaen. Mormor kom ind med småkager og varmt kakao. " Må jeg så høre " spurgte mormor og vi fortalte historien fra ende til slut. Mormor ringede til mor, far og politiet. Politiet kom med udrykning på og fortalte at de havde fanget de tre mænd. Mor og far kom lidt efter. Mor krammede mig, far gav mig en skideballe og min pap lillesøster gav mig et kram.

To timer efter kom Adrians forældre og vi sad og spiste småkager.

Jeg kiggede ud af vinduet og så ham manden der havde kidnappet mig.

Men var han ikke fanget?

Se mere om samme emne
1 Kommenter
Den er mega god!
Annonce
2
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De få mennesker, der havde ture at vove sig derned var alle kommet skrigene ud igen. Og det var der, jeg var blevet sat til at gøre rent...

  • Tænk nu hvis hun aldrig ville tale med mig igen! En tåre dryppede ned af min kind ved tanken, og så en til, og en mere. Til sidst lå jeg og tudbrølede over det...

  • Jeg var helt tavs og trist. Laura vendte sig mod mig, og sagde pludselig

  • Novelle fra Minna Sparlek

  • Under øjnene var der sorte rander, hendes hvide natkjole gjorde hende så lys at man skulle tro hun var et spøgelse...

  • Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes ...

  • Hele dagen flød som en tåge for Elena, for hun tænkte hele tiden på den hylen hun havde hørt om natten ...

  • Daniel syntes det var rimelig synd for Ib, men hans nye venner krævede mere vedligeholdelse. Man skulle passe på at de ikke pludselig syntes, man var kedelig eller barnlig...

  • Jeg hørte pludselig et skrig og det var ikke hvilket som helst skrig. Skriget var Mathias´. Jeg gik i panik...

Annonce
Annonce
Luk