Annonce
Annonce

Vejen til det gyldne slot

Novelle fra Terese Hartmann-PetersenHan var den yngste af 3 drenge og fik altid bank, når han gjorde den mindste fejl. En dag fortalte forældrene, at de ikke havde penge nok til dem alle sammen, og at Erik måtte klare sig selv...

Novelle fra Terese Hartmann-Petersen

Der var engang for længe, længe siden en ung bondedreng, der hed Erik. Han var den yngste af 3 drenge og fik altid bank, når han gjorde den mindste fejl. En dag fortalte forældrene, at de ikke havde penge nok til dem alle sammen, og derfor havde forældrene besluttet, at Erik måtte klare sig selv, da han var den mest spinkle og uintelligente af alle drengene.
Så derpå tog Erik afsked med sin familie og bevægede sig ud i verden.
Da solen var ved at gå ned, kom han til en lille å i udkanten af en eng. Han besluttede sig for at lave et bål og spise sin mad, inden det blev alt for mørkt.
Ved solopgang den næste morgen havde Erik allerede pakket sine ting sammen og var begyndt at gå.
Hen på middagen kom han til et kæmpe egetræ. Træets store krone skyggede for solen, og da det stod på en bakke, kunne han se så langt øjet rakte. Han spejdede hen over skove, søer og enge, men kunne ikke se andet end et øde landskab. Til slut bestemte han sig for at gå mod nord mod de store skove.
Efter at have gået i flere timer gik det op for ham, at han måske nok var faret vild. I nogle minutter stod han bare og så sig omkring for at finde den rigtige vej, men så var det, at han fik øje på en lille, gammel og meget slidt tøjkanin, der lå på stien lige foran ham. I stedet for at gå videre, bukkede han sig, samlede den op, og satte den op på en lav gren, mens han undrede sig over, hvem der kunne have tabt den der. Da han ville til at gå videre, lød der en lille stemme, som sagde:
Åhh, tusind tak, fordi du satte mig herop, så slipper jeg for at blive våd, når det regner. Men jeg ville nu hellere med dig, så kunne jeg holde dig med selskab, og måske kunne vi finde min ejer, som bor på Det Gyldne Slot.
Ja, hvorfor ikke, svarede Erik Du kan være i min rygsæk.
Så fortsatte Erik sin færd med tøjkaninen i sin rygsæk. Hen på eftermiddagen kom de til skoven. Det var en smuk og grøn skov med en lille sti igennem, men midt på stien lå en snavset lille tøjhund.
Han satte den hurtigt op på en sten og ville skynde sig videre, da han pludselig hørte en spinkel stemme sige:
Åhh, tusind tak, fordi du satte mig her. Så slipper jeg for at blive revet i stykker af ulvene, men jeg ville nu hellere med dig, så kunne jeg holde dig med selskab, og måske kunne vi finde min ejer, som bor på Det Gyldne Slot.
Ja, hvorfor ikke, sagde Erik igen Du kan være i min rygsæk.
Derefter fortsatte de tre så deres færd. Men netop da de lige var kommet til udkanten af skoven, lå der det yndigste lille dukkebarn. Erik havde så ondt af hende, at han bøjede sig ned, tog hende op, og svøbte hende ind i et tæppe, inden han satte hende fra sig igen. Men da han skulle til at gå videre, sagde det lille dukkebarn:
Åhh, tusind tak, fordi du svøbte mig ind i dette dejlige tæppe, så skal jeg ikke fryse ihjel. Men jeg ville nu hellere med dig, så kunne jeg holde dig med selskab, og måske finder vi min ejer, som bor på Det Gyldne Slot.
Ja, hvorfor ikke, sagde Erik for tredje gang Du kan sikkert også godt være i min rygsæk.
Da de havde gået i et godt stykke tid, slog det Erik, at han slet ikke vidste, hvor Det Gyldne Slot lå, og han sagde derfor til de tre tøjdukker:
Jamen, hvordan kommer vi til jeres ejer? Jeg kender jo ikke vejen, ja, og jeg har hverken kort eller kompas!
Nårrh, det er ingen sag!, grinte de tre tøjdukker i kor Du skal bare kalde på Den syngende Nattergal, hun vil vise dig vejen til Det Gyldne Slot.
Jeg kan da ikke tale med fugle!, udbrød Erik.
Jo du kan! Du skal bare sige dette rim, så højt du kan op mod himlen:
Fugl der synger så flot, vis mig vej til Det Gyldne Slot.
Så dukker hun helt sikker op!
Erik gentog ordene, og med det samme kom den kønneste lille fugl, Erik nogensinde havde set, frem fra træerne.
Nattergalen begyndte straks at flyve af sted, så Erik måtte skynde sig efter.

Nu og da løb en lille hare over stien, og nu og da kiggede et rådyr ud af buskene, men Erik havde slet ikke tid til at kigge efter dyrene i den smukke skov, for de tre dukker havde fortalt ham, at han skulle spejde efter en lille landsby med små huse, som glimtede i sollyset. Der ville Det Gyldne Slot nemlig tone op på en bakketop med mursten lavet af guld og med et tag, lavet af bitte små diamanter der funklede så skarpt at man måtte skærme for øjnene, hver gang man så på det.
Pludselig stoppede den lille Nattergal brat op i luften og sang til Erik:
Erik, søn af Peder! Nu må du klare dig selv. Jeg kan ikke følge dig længere ellers vil grimme ting ske mig. Men jeg kan fortælle dig, at hvis du runder den lille bakketop her, vil landsbyen brede sig ud foran dig. Men! Tag dig i agt for den vrede Konge! Sig ikke ham imod!
Og så forsvandt Nattergalen lige så hurtigt, som den var dukket op.
Erik gjorde, som Nattergalen havde sagt og gik med store skridt forbi bakketoppen. Ganske rigtigt, dér lå den fineste lille landsby, med det største Gyldne Slot, Erik nogensinde havde set. Så stort, flot og funklende, at han både tabte næse og mund og slet ikke kunne tage øjnene fra det. Hele tiden måtte han knibe sig selv i armen for at vide, at det virkelig var virkeligt, men til sidst kom han dog til fornuft. Han kiggede på de tre tøjdukker og sagde, mens han gabte:
Nå, men lad os se at finde et sted, hvor vi kan sove! Så kan vi finde ham, der ejer jer i morgen.
Det er da ikke nogen ham, det er Prinsesse Sofie på Det Gyldne Slot!, fniste det lille dukkebarn.
Du kan tro, hun bliver glad, når hun ser os!, fortsatte tøjkaninen.
De gik ind i landsbyen og fandt hurtigt en lille hyggelig kro, som de kunne sove på. Mens Erik fik noget at spise, fortalte den tykke kromutter om den stakkels Prinsesse Sofie, som havde været så frygteligt ulykkelig i længere tid. Ingen vidste hvorfor, og nu kunne Kongen ikke holde det ud længere, så han havde lovet, at den, der kunne gøre hende glad igen, måtte få både hende og det halve kongerige - men lykkedes det ikke at gøre hende glad, ville man miste hovedet.
Å jæ ka godt sie dig, der er manne, der har mistet hoet!, grinte hun med en rungende latter, mens hun skænkede et glas øl op til Erik.
Det lød nu ikke så slemt, det der med at få det halve kongerige og en prinsesse, tænkte Erik for sig selv, mens han tog en slurk af sin øl.

Næste morgen efter et godt måltid mad, skyndte Erik sig at pakke alle sine ting sammen og fór så hen til Kongen. Han skyndte sig så meget, at han var så forpustet, da han nåede frem, at han ikke kunne forklare Kongen, hvad det specielle var, som han havde til prinsessen, og som hun helt sikkert ville blive meget glad for. Kongen smed derfor Erik direkte i fængsel, ligesom han havde gjort med trehundrede andre.
Der vendte min lykke, nu får jeg hugget hovedet af!, græd Erik.
Nææ! Det er jeg ikke så sikker på, sagde den lille tøjhund.
Prinsessen plejer at gå tur med sine hofdamer i slotsgården hver aften, sagde det lille dukkebarn med sin yndefulde stemme.
Hvis du sætter mig op foran vinduets tremmer, så skal hun nok får øje på mig!, fortsatte tøjkaninen.

Efter at have siddet i spjældet det meste af dagen var Erik lige ved at miste modet, da han pludselig hørte snak, latter og skridt ude i slotsgården, men pludselig blev alt stille.
Erik hørte nogen liste over mod hans cellevindue, og lidt efter kiggede nogle store og meget smukke øjne ind.
Er du prinsessen?, spurgte Erik.
Ja, hvem er du?, hviskede Prinsesse Sofie. Hun kiggede undrende på ham og fortsatte:
Og hvorfor er du i fængsel? Jeg har aldrig set dig før!.
Og så fortalte Erik om alle sine oplevelser, mens hofdamerne skjulte prinsessen med deres store kjoler. Han fortalte om tøjkaninen, tøjhunden og det yndige dukkebarn, om Den syngende Nattergal, kromutter og kongen, som lod vagterne smide ham i fængslet, før han overhovedet havde nået at give prinsessen alle hendes tøjdukker, så hun kunne blive glad igen.
Og ganske rigtigt, prinsessen blev så glad, da hun så, at også tøjhunden og det yndige dukkebarn var reddet, at hun omgående bad vagterne om at løslade ham.
Den næste dag blev der holdt et kæmpe bryllup for Erik og prinsessen, for kongen holdt, hvad han havde lovet, og de levede alle lykkeligt til deres dages ende.
- Ja, selv de tre små tøjdukker!

Se mere om samme emne
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
2
Del
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • I modsætning til en roman er en novelle en kort fortælling, som kun har et fokus/en handling. Den er bygge op omkring få personer, og den løber over kort tid.

  • Jeg skubbede døren helt op og der sad han og kyssede med Gitte...

  • Det var fandme ikke længe at den holdt. Èn dag! Kun en sølle dag!...

  • I dag fandt jeg et vil du med til 7. klasses festen på fredag. Ja (venstre), nej (højre) og måske (midten) i min kasse...

  • Døren tordnede sig op for mine øjne, mens verden blev indhyllet i et pludseligt mørke....

  • En mand.

  • Novelle fra Emilie VistiLise kiggede Sille i øjnene. Og på en måde, var det som om at Lise kunne mærke Silles smerte...

  • De stod i en kreds rundt om ham og pludselig mærkede jeg vreden blusse op i kinderne...

  • Jeg hørte en spyttende lyd, og mærkede noget vådt og klistret i nakken, efterfulgt af op til flere halvkvalte fnis rundt omkring...

  • Novelle fra Laura ToppHun vidste ikke hvad hun følte. Om hun var såret eller bare vred, men ét var sikkert. Han havde virkelig gjort hende ondt...

Annonce
Annonce
Luk